Flash glukosemåler.
I nogle kommuner får stort set alle diabetespatienter vigtigt udstyr – i andre kommuner får ingen
Mennesker med diabetes har langt fra den samme adgang til sensorbaseret glukosemåling i landets kommuner, viser en aktindsigt, som Diabetesforeningen har fået. I nogle kommuner får stort set alle diabetespatienter det vigtige udstyr, som anbefales af Dansk Endokrinologisk Selskab (DES) – i andre kommuner får ingen.
Mennesker med diabetes, der tager insulin flere gange dagligt, har i mange år flere gange om dagen skullet klemme en lille dråbe blod ud af fingeren for at måle blodsukkeret. Men for cirka 20 år siden kom de første sensorbaserede glukosemålere på markedet, som lettede den omstændelige måling, og siden er teknikken blevet forfinet. Teknikken går ud på, at en sensor med en kort fiber indsættes under huden og måler indholdet af glukose i vævsvæsken (interstitielvæsken) kontinuerligt. Når sensoren bruges rigtigt med hjælp fra diabetesklinikken, mindskes risikoen for komplikationer og følgesygdomme på både kort og langt sigt, og derfor anbefales den også af Dansk Endokrinologisk Selskab (DES).
Diabetesforeningen har søgt aktindsigt i alle landets 98 kommuner for at kortlægge bevillings-mønsteret til en sensorbaseret glukosemåler.
Aktindsigten viser, at der er markante forskelle kommunerne imellem, og at bevillingsprocenten strækker sig fra 0 til 100. I gennemsnit har kommunerne givet bevilling til 38 procent af ansøgerne (procentdelen i de enkelte kommuner kan ses her).
"Det er helt uacceptabelt, at postnummeret på den måde afgør, om man kan få bevilling til en så vigtig teknologi. Vilkårligheden har store negative konsekvenser for rigtig mange mennesker med diabetes, der blandt andet oplever at miste deres bevilling i flytningen fra en kommune til en anden. De er taget som gidsler i et postnummerlotteri, som på ingen måde hverken er rimeligt eller i tråd med princippet om lighed i sundhed," siger Diabetesforeningens adm. direktør, Claus Richter, i en pressemeddelelse.
Fingerprikmetoden er billigere end sensorbaseret glukosemåling, og det bruger kommunerne ofte som begrundelse for deres afslag.
Men det er en kortsigtet kassetænkning, mener Claus Richter.
"Besparelserne smuldrer hurtigt, når man tager de langsigtede briller på: Sensoren giver et mere stabilt blodsukker og er et værn både mod de livstruende situationer, der kan opstå ved lavt og højt blodsukker, og de alvorlige følgesygdomme til diabetes, for eksempel nyresvigt, øjensygdom og amputationer. Dermed kan sensoren lette presset på sundhedsvæsnet. Hertil kommer den øgede livskvalitet og de samfundsøkonomiske effekter i form af lavere sygefravær og færre begrænsninger i arbejdslivet. Set i det lys er det en stor gevinst for både samfundet og det enkelte menneske med diabetes at åbne op for teknologien. Vi kommer derfor med en kraftig opfordring til politikerne om at trække i arbejdstøjet og gøre op med den ulige adgang til diabetesteknologi," siger han.
Diabetesforeningen foreslår konkret at følge diabeteslægernes anbefaling om at tilbyde teknologien til alle med diabetes, der tager insulin flere gange dagligt, og placere bevillingsansvaret i regionerne, for i dag er adgangen til sensorbaseret glukosemåling ebegrænset af forældet kassetænkning. Sensoren kan både tildeles som et behandlingsredskab af regionerne og som et hjælpemiddel af kommunerne. I regionerne gælder det dog kun de dårligst regulerede patienter, og derfor skal mange med diabetes stadig søge om at få sensoren bevilliget som hjælpemiddel af kommunen. Men i kommunerne hersker serviceloven, og den lægger op til individuel fortolkning - med stor vilkårlighed til følge, som også Diabetesforeningens aktindsigt viser.
Flytning kan betyde, at man mister måleren
At få sensorbaseret glukosemåling er så afhængig af den kommune, hvor man bor, kan også betyde, at en diabetespatient mister sin sensorbaserede glukosemåling, hvis han eller hun flytter kommune. I Diabetesforeningens medlemsblad Diabetes fra marts 2023 fortæller type 1-patienten Andreas Thomsen om, at han fik sin måler, da han som 20-årig boede i Aarhus Kommune.