Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Birgitte Ries Møller, der er formand for PLO-Syd, mener, at det er rystende tidligt, at de praktiserende læger siger stop – særligt i lyset af, at der er lægemangel.

I en tid med lægemangel: Praktiserende læger stopper lang tid før almindelig pensionsalder

Selv om der er stor mangel på praktiserende læger, viser nye tal, at de i gennemsnit stopper, når de kun er 62 år. “Det er rystende tidligt,” siger Birgitte Ries Møller, formand for praktiserende læger i Region Syddanmark.

Det er en ny opgørelse fra PLO, som viser, at praktiserende læger ifølge PLO’s medlemsregister fra januar 2021 til januar 2022 i gennemsnit solgte deres praksis, når de var omkring 62 år. I Region Midtjylland er gennemsnitsalderen helt nede på 60,4 år.

I Region Sjælland er gennemsnitsalderen 63,9 år, i Region Syddanmark er den 63,1 år og i Region Hovedstaden 62,3 år.

Nogle af lægerne går på pension, mens andre for eksempel bliver ansat i en lægepraksis, på et sygehus eller i lægevagten. 

Birgitte Ries Møller, der er formand for PLO-Syd, mener, at det er rystende tidligt, at de praktiserende læger siger stop – særligt i lyset af, at der er lægemangel. 

”Det er et kæmpe tab at miste så erfarne kræfter. Det efterlader et hul og er et kæmpe tab af viden,” siger Birgitte Ries Møller. Hun oplever en stor frustration, når hun taler med de praktiserende læger. 

 ”Lægerne føler, at de ikke har tid nok til patienterne. Flere og flere ting skal ses i almen praksis alene. Patienterne er nu oftere multisyge kronikere, der skal følges efter en plan. Det ville også være godt nok, hvis vi havde kapaciteten til det. Men kapaciteten er brugt, og lægerne er overbebyrdede. Derfor holder de tidligt op som praktiserende læger,” siger Birgitte Ries Møller. 

Besluttede at stoppe som 42-årig

En af de praktiserende læger, som er stoppet, er Kirsten Damkjær. Hun kan tydeligt huske det øjeblik sidst i september 2021, da hun som 42-årig besluttede sig for at stoppe som praktiserende læge. Hun var sygemeldt i 14 dage på grund af en banal øjenoperation. En dag gik hun en tur langs stranden. 

Kirsten Damkjær stoppede som praktiserende læge i en alder af 42 år. Ikke på grund af stress, men fordi hun ikke kunne give sine patienter den nødvendige nærhed og empati, siger hun.

”Jeg tænkte, at jeg skulle ud nu. Jeg følte, at jeg ikke mere havde den kontakt med patienterne, der for mig gjorde det meningsfyldt at være læge,” siger Kirsten Damkjær, der bor syd for Kolding med sin mand og deres tre børn. Hun understreger, at hun ikke stoppede på grund af stress, men fordi hun ikke kunne give sine patienter den nødvendige nærhed og empati. 

”Jeg brænder stadig for mine patienter, men føler, at jeg kan hjælpe bedre på en anden måde,” siger Kirsten Damkjær. I dag arbejder hun som selvstændig rådgiver for forældre til kronisk syge børn og har lægevagter syv-otte gange om måneden. 

At så mange praktiserende læger beslutter at stoppe mange år før normal pensionsalder står i modsætning til, at Folketinget i maj 2022 i sundhedsreformen vedtog, at der senest i 2035 skal være 6.500 speciallæger i almen medicin. Det svarer til 5.000 alment praktiserende læger. Tal fra PLO viser imidlertid, at mens antallet af læger på sygehusene siden år 2000 er steget med 8.000, er antallet af praktiserende læger faldet fra 3.600 i 2013 til nu cirka 3.300. 

”Mange patienter afvises af sygehusene, der efter nærhedsfinansieringen blev indført, ikke har incitament til selv at se patienterne, men i stedet giver de praktiserende læger råd og vejledning. Det er både patienter og læger frustrerede over. Det medfører, at lægerne presses ud af deres job, fordi det er så tidskrævende,” siger Birgitte Ries Møller. 

Hun henviser til, at lægerne har en gennemsnitlig arbejdstid på 45 timer om ugen. For ud over at tage sig af patienterne skal de også drive klinik, på efteruddannelse og lave klyngearbejde. 

For lidt tid til hver patient

Kirsten Damkjær kender godt til arbejdspresset som praktiserende læge. Med 25-30 patienter om dagen, telefoniske kontakter og besvarelser af e-mails, var der cirka 15 minutter til hver patient. Meget af tiden blev fyldt af en stor gruppe patienter, der havde svært ved at mestre det, de mærker på deres krop og ser af oplysninger om sundhed og sygdomme på internettet. Her var opgaven snarere at berolige dem fremfor at behandle. Hverdagen blev også fyldt med meningsløse opgaver som for eksempel, at hun skulle give et plejehjem tilladelse til at give to Panodiler til en borger. 

Det blev bedre under corona, synes hun. Her kunne hun som læge sige fra overfor opgaver, og der blev åbnet op for videokonsultation, som var mindre følelsesmæssigt drænende. Men bagefter gik det tilbage til det samme. 

”Jeg tænkte, at hvis jeg bare holdt lidt ud, så ville det her med, at jeg hele tiden slukkede brande, holde op. Men det gjorde det ikke,” siger Kirsten Damkjær.  

Behov for bedre arbejdsforhold for lægerne

Birgitte Ries Møller efterlyser, at man giver sygehusene mere incitament til at se patienterne. 

”I dag får sygehusene de samme penge, uanset om de ser patienterne eller ej. Det burde organiseres mere hensigtsmæssigt,” siger Birgitte Ries Møller. Hun mener  også, at der er behov for bedre arbejdsforhold for de praktiserende læger. 

”Hvis der ligeledes blev åbnet op for, at almen praksis kunne udbygge klinikkerne og ansætte mere hjælpepersonale, kunne vi i højere grad gøre det, vi er bedst til, nemlig at fokusere på patienterne. Det vil bedre arbejdsmiljøet for lægerne, så flere praktiserende læger bliver længere i faget,” siger Birgitte Ries Møller. 

 

Del artikler