Nyt podcast-format fra Rigshospitalet lever ikke op til sit navn – og tak for det

PODCAST. ´Klinikerklubben´ er en podcast fra Rigshospitalet, hvor et klinisk panel i bedste Mads og Monopolet-stil skal løse dilemmaer for deres kolleger. Men formatet er langt fra en lukket klub og indtil videre mindst lige så relevant for interesserede borgere, patienter og pårørende.

Mads og Monopolet har ikke levet forgæves. I Rigshospitalets nye podcast kan klinikere sende spørgsmål og dilemmaer ind til et panel af kolleger, som derefter drøfter emnet.

´Klinikerklubben´ udkom for første gang i juni 2025 og er produceret af Center for Kræft og Organsygdomme på Rigshospitalet.​ Det er denne del af det store hospital, som indtil videre overvejende har leveret paneldeltagere fra specialer som onkologi, hæmatologi og urologi. Denne anmeldelse er baseret på podcastens første to afsnit.  

I det første afsnit kaldet ’Hvornår er nok nok?’ lægger folkene bag podcasten en smule tungt ud med en overvejelse om, hvornår det er rigtigt at afbryde kurativ behandling. Samtidig er afsnittet også en overvejelse om, hvordan man skal agere, når man som kliniker træder forkert. Hvis jeg var tilrettelægger, havde jeg nok lagt ud med et emne, der havde kaldt på en mindre forsigtig og eftertænksom tone hos paneldeltagerne, så der var kommet lidt mere spræl på premieren – det kunne have været et afsnit om nye behandlingsmuligheder, fremskridt eller gevinster. Ikke desto mindre skaber førsteafsnittet en vedkommende debat om, hvordan man som kliniker agerer, reagerer og evaluerer, når der sker fejl og misforståelser.

Det efterfølgende afsnit, kaldet ’Hvad gør vi med tilfældighedsfund?’, handler især om overdiagnostik og overbehandling. Her er det særligt  interessant at høre en radiolog give sit besyv med:  Han forklarer, hvordan man som erfaren inden for sit fag lærer at underrapportere, for at man ikke overbebyrder de klinikere, der skal følge op på diverse mindre fund. Han kommer også ind på, hvordan især helkrops MR-scanninger er et regulært tagselvbord, når det kommer til overdiagnostik, både i det private og i det offentlige sundhedssystem.

Afsnittet forekommer mig at være meget i ånden fra forskeren og lægen John Brodersen, der i september er blevet ansat i netop Center for Kræft og Organsygdomme, og som også formulerer sig klogt om det at tvivle i seriens første afsnit (hvert afsnit er garneret med et forudoptaget citat fra en ekspert, der ikke sidder i panelet, red.). John Brodersen har i sin forskerkarriere afdækket farerne ved overforbrug, overtestning, overbehandling og overdiagnostik: Det undrer mig, at John Brodersen vist slet ikke bliver nævnt i afsnittet, der ellers bærer så tydeligt præg af en problematik, som han nærmest er blevet synonym med, også i lyset af debat- og lærebogen ’Snart er vi alle patienter’. Især når han sandsynligvis har siddet lige i nærheden på samme etage, mens podcasten er blevet indspillet. 

Journalistik eller strategisk kommunikation?

Når en podcast kommer fra et hospital, kan man som lytter godt gøre sig nogle tanker, som man ikke ville gøre, hvis produktet var uafhængigt. Hvornår er der tale om frie udvekslinger af tanker, hvornår er det nærmere strategisk kommunikation fra direktionsgangen? To afsnit inde har temaerne været afbrydelse af behandling og et opgør med overdiagnostik og overbehandling. Den slags kan bunde i et helt betimeligt ønske om at nedsætte patientbelastning, klimaaftryk og samfundsudgifter i en tid, hvor sundheden ikke optager befolkningen i samme grad, og samfundet i stedet er optaget af nye ubehagelige spørgsmål om eksempelvis (hybrid)krig og kystsikring. Alligevel giver det mig en mærkelig bismag i munden, når en hospital-podcast lægger hus til de her overvejelser. Nogen kunne få lyst til at gisne om, hvorvidt det her er en øvelse i at forberede lytterne på et mere skrabet sundhedsvæsen anno i morgen – en spareøvelse man kan have siddende i sine earbuds om morgenen i S-toget.

Hvis man således kan blive en anelse mærkeligt til mode af emnevalgene, er det værd at huske på, at der kun foreligger to afsnit af podcasten endnu. Det næste afsnit kan sagtens stikke i en helt anden retning, og det, håber jeg, bliver tilfældet.

Som kommunikationsprodukt betragtet er det en glimrende og velkørende podcast, der er relativt kliniknær og i øjenhøjde med hospitalshverdagen sammenlignet med helikopterperspektiverne hos eksempelvis Altingets Sundhedspolitisk Stuegang.

Formidlingsniveauet er mindre fagligt og speciale-nært end eksempelvis mange af de webinarer, som vi hos Medicinske Tidsskrifter laver. Betragtningerne i podcasten er ofte ret almene og bredt relevante. Man får lov at møde sympatiske og reflekterede klinikere, og tilrettelæggerne har tilsyneladende flair for at finde læger og eksperter, der ikke kun er kapaciteter inden for deres område, men som også er en fornøjelse at lytte til. Der er også sat en kommunikationskonsulent og journalist ind: Emilie Hendel Møller bestyrer programmet fint og med stor ydmyghed, og hun lader aldrig de foreløbige afsnit blive suget ind i speciale-intern faglighed. 

Sigtet med afsnittene er at hjælpe andre klinikere med ”refleksioner, inspiration og måske endda løsninger på et dilemma,” skriver Rigshospitalet i deres oplæg.  Der bliver dog næppe fortalt epokegørende nyt, som vil omstøbe klinikeres hverdag eller få centrale dilemmaer i arbejdet til at forsvinde som dug for solen. Det er her er i lige så høj grad en samtale, som kan være relevant for medborgere, patienter og pårørende. Så hvorfor egentlig give det indtryk, at her er tale om en lukket fest, som det for mig at se er tilfældet med navnet Klinikerklubben?

Jeg oplever et miskmask mellem, hvad der står i oplægget og det endelige produkt. 

Podcasten ´Klinikerklubben´ kan lyttes på rigshospitalet.dk/klinikerklubben eller i de mest almindelige podcast-apps som Spotify, Apple Podcast og på Lægereolen