Fokus på nærvær mangler
Ifølge Mia Gall Grandahl er analysens budskaber om nærvær ikke et forhold, hun har mødt i sit professionelle liv på sygehuset, heller ikke i psykiatrien, hvor hun i dag er overlæge. Fokus er på ny teknologi, lægemidler, AI og chatbots. Nærmest det diametralt modsatte af nærvær. Hun giver et par kliniske eksempler fra sin egen hverdag:
”Jeg er psykiater og behandler en del depressioner med antidepressiva. Men mine patienter oplever sjældent bivirkninger. Og jeg er sikker på, at det skyldes den måde, jeg oplyser dem om bivirkninger på. Jeg tager altid ansvaret på mig som læge, forklarer dem, at jeg følger dem og holder øje, og at de kan være helt trygge. Det har effekt på deres alarmberedskab, når kroppen og hjernen tolker, at der ikke er fare på færde.”
Mia Gall Grandahl fortæller videre om en episode, hvor hun blev tilkaldt for at hjælpe med smertedækning af et ungt menneske, der havde brækket benet. Ortopædkirurgerne havde sat benet sammen igen. Alt så fint ud på røntgen. Men patienten var ude af sig selv i smerter, trods både morfin og blokader. Da Mia blev tilkaldt, overvejede personalet at lægge en rygmarvsbedøvelse.
”Jeg tilså selvfølgelig patienten. Talte med vedkommende. Fortalte, at alt så godt ud – at der ikke var noget, vedkommende skulle være bange for. Bagefter talte jeg med de øvrige læger. Jeg var sikker på, at de ikke kunne dække patientens smerter, fordi patienten var bange. Jeg opfordrede lægerne til at gøre det samme som jeg – at forsikre patienten om, at alt var, som det skulle være. Og dagen efter var patientens bekymringsniveau markant lavere, og lægerne havde en oplevelse af, at det at berolige patienten med ord havde haft en virkning.”
”Med evidens for, at placebo virker, og at en del af den traditionelle lægebehandling enten ikke virker eller kun virker pga. placeboeffekten”, peger analysen på, at det kan ”være en etisk fordring at fremme brugen af placebo til gavn for patienterne.”
Stort potentiale
Mia Gall Grandahls kliniske eksempler bakkes i analysen op af forskning, der viser det samme. Her forklares blandt andet, ”at det virksomme ´stof´ i placebobehandlingen er, at patientens perception af sanseindtryk og påvirkninger modificeres, hvilket medfører positive eller negative biologiske cerebrale processer, som påvirker sanseindtryk og det neurohumorale system.”
Hovedkonklusioner fra analysen
- Når patienter modtager en behandling, betyder lægens formidling af information om effekt og bivirkninger noget for den reelle effekt.
- Læger og andre fagpersoner bør anerkende, at der er store gavnlige effekter, som ligger uden for deres traditionelle arbejds- og kompetenceområde.
- Patientens oplevelse af lægens troværdighed er afgørende for at få mest mulig placeboeffekt og mindst mulig noceboeffekt ud af behandlingen.
Mia Gall Grandahl fortæller, at hun i arbejdet med analysen også fandt placebo-forsøg hos Parkinson-opererede, der viste, at nogle af dem kunne gå bare ved forventningen om at skulle kunne det. Andre forsøg viste, hvordan man kan ”plante” hovedpine hos unge bjergbestigere blot ved at fortælle om en potentiel risiko for det.
”Det er ret overraskende – og det er et kæmpe potentiale i vores behandling. Måske kan vi undgå nogle operationer og finde evidens for andre og flere behandlinger i fremtiden,” siger Mia Gall Grandahl.
Fastholdelse
Et andet aspekt i analysen er potentialet i forhold til fastholdelse af det sundhedsfaglige personale.
”Vores arbejde i sundhedssektoren er blevet mere og mere samlebånd. Men langt de fleste, der arbejder her, ser mødet med mennesker som en belønning. Og kan vi få dette møde til at fylde mere i hverdagen, kan vi måske også skabe en helt anden tilfredsstillelse og motivation hos personalet,” siger Mia Gall Grandahl og refererer til endnu et klinisk eksempel, hvor hun mødte en ældre herre, der gerne ville dø. Det specielle var, at han ikke havde en livstruende sygdom. Han havde problemer med et ben, men blev kastet rundt i systemet – og blev mere og mere syg af det kaos, det afledte hos ham. Han orkede ikke mere og følte sig kun til besvær.
”Det lykkedes mig at skabe noget ro omkring ham. Fik en plads til ham, hvor vi kunne lytte og se ham som menneske. Fik hjulpet ham. Og det er præcis, hvad vi skal blive bedre til – at skabe løsninger, der passer til mennesket og ikke til behandlingen. Ikke omvendt. Det giver bedre oplevelser for patienterne og klart også fagligt for mig som læge.”
Find analysen her:
Analyse af placeboeeffekten og noceboeffekten i relation til behandling og til forebyggelse af sygdomsfølelse og funktionsnedsættelse.
Om placebo og nocebo
”Placebo og nocebo er i bund og grund et spørgsmål om iscenesættelser, om samklang mellem budskaber og kontekster. Altså samklang mellem lægens budskab og patientens oplevelsesverden. Derfor er det et spørgsmål om lægens evne til at lytte og tale ind i patientens verdensbillede, kropsopfattelse og sygdomsforståelse. Lægen skal opfange det andet menneskes ”tro- og tillidssekvens” og møde patienten der.
Hjernen er via prædiktiv kodning i stand til at påvirke indkommende sensoriske input afhængigt af, hvor vigtigt hjernen mener, at informationen er. Hjernen er rent faktisk i stand til at lukke for indkommende stimuli, hvis den ikke mener, at den information, der kommer via de perifere nerver, er vigtig. Dermed kan lægen hjælpe patienten ved at reducere bekymringen for en behandling eller et symptom og dermed reducere de negative symptomer, patienten oplever.”
Kilde: Analyse af placeboeeffekten og noceboeffekten i relation til behandling og til forebyggelse af sygdomsfølelse og funktionsnedsættelse
