Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Den nye undersøgelse understreger, at pårørende til stamcelletransplanterede patienter har et stort behov for at udvikle og bruge mestringsstrategier.

Pårørendes måde at håndtere stamcelletransplantation på har kæmpe betydning

Skrevet af Signe Juul Kraft den . Skrevet i Behandlinger.

Den måde, som pårørende til patienter, der gennemgår en stamcelletransplantation, håndterer situationen på, påvirker deres oplevelse af angst, depression og livskvalitet.

Det viser en ny undersøgelse, som peger på, at især problemløsnings- og accepthåndteringsstrategier virker nyttige.

For en række sygdomme i blod og bloddannende organer såsom knoglemarven og lymfesystemet er stamcelletransplantation den eneste reelle kur. Det er en særdeles krads behandling.

De fleste stamcelletransplantationscentre kræver, at patienten udpeger en primær omsorgsperson, som støtter dem i de første 100 dage efter deres transplantation. Derudover får de fleste patienter, inden de gennemgår en stamcelletransplantation i forbindelse med kræft, induktionskemoterapi, som gør dem meget sårbare over for infektioner og andre medicinske komplikationer. Omsorgspersoner har mange ansvarsområder, herunder at hjælpe med at beskytte patienten mod infektion på grund af deres stærkt immunkompromitterede tilstand, støtte patienten til at tage medicin korrekt hver dag, hjælpe patienten med at forberede måltider, der overholder retningslinjerne efter transplantation, og koordinere kommunikationen mellem patienten og sundhedspersonalet.

Tidligere undersøgelser har vist, at pårørende til kræftpatienter ofte oplever angst, ensomhed, træthed, søvnforstyrrelser, økonomisk bekymring og dårlig livskvalitet, og at træthed blandt pårørende til patienter, der gennemgår en stamcelletransplantation, er forbundet med langsommere vækst af sunde nye blodceller og dårligere søvnkvalitet for patienten. Den nye undersøgelse er den største til dato, som specifikt studerer virkningerne af forskellige mestringsstrategoer på omsorgspersoner og deres pårørende.

Forskere inden for feltet klassificerer omsorgspersoners mestringsstrategier i to brede kategorier kaldet undvigende (avoidant) og tilgangsorienteret (approach-oriented). Undvigende mestringsstrategier omfatter benægtelse af situationens virkelighed og selvbebrejdelse, hvor omsorgspersonen bebrejder sig selv, hvis patienten går glip af en medicindosis eller kommer for sent til en aftale. Derimod omfatter tilgangsorienterede mestringsstrategier aktiv problemløsning, at finde kilder til følelsesmæssig støtte og at bruge ’positiv reframing’ til at tænke over situationen på en anden måde.

"Undersøgelsen fremhæver, at den psykiske smerte, som omsorgspersoner oplever, er reel, og at måden, hvorpå pårørende håndterer de udfordringer, de står over for med at støtte deres elskede, påvirker deres tilstand. Vi ved også fra tidligere forskning, at pårørendes psykologiske velbefindende påvirker patienternes udfald,” siger psykiater Hermioni Amonoo fra Brigham and Women's Hospital i Boston, USA, i en pressemeddelelse.

Studiet, hvis resultater er publiceret i Blood Advances, omhandler 170 pårørende (ægtefælle, slægtning eller ven, som patienten identificerede som deres primære omsorgsperson) til mennesker med leukæmi, som var i gang med en stamcelletransplantation. De fleste pårørende var kvinder (76,5 procent) og hvide (86,5 procent), og deres gennemsnitsalder var 53 år. Kort efter patientens indlæggelse på hospitalet forud for deres stamcelletransplantation udfyldte de pårørende spørgeskemaer vedrørende deres brug af forskellige mestringsstrategier, symptomer på angst eller depression samt livskvalitet. Forskerne så også på omsorgspersonernes brug af religiøs overbevisning som en mestringsstrategi.

Færre angstsymptomer

Et betydeligt antal pårørende rapporterede høj brug af accept (55,9 procent), positiv reframing - det vil sige at se på den situation, man står over for, med nye briller (45,9 procent) og religiøse mestringsstrategier (44,1 procent). Pårørende, der stolede på tilgangsorienterede mestringsstrategier som disse (49,4 procent) havde færre symptomer på angst og depression og bedre livskvalitet end dem, der benyttede såkaldt undvigende mestringsstrategier (32,9 procent).

"Strategier såsom aktiv problemløsning og positiv reframing syntes at være mere nyttige for pårørende end strategier såsom benægtelse og selvbebrejdelse. I denne undersøgelse fandt vi ikke en sammenhæng mellem religiøse mestringsstrategier og omsorgspersoners angst eller livskvalitet, selvom nogle tidligere mindre undersøgelser har fundet en sådan sammenhæng," siger Hermioni Amonoo og tilføjer:

"Vores undersøgelse understreger et presserende behov for ressourcer til at hjælpe pårørende med at udvikle og bruge mestringsstrategier, der beskytter deres mentale sundhed og livskvalitet og gør dem i stand til med succes at opfylde denne vigtige rolle."