I studiet havde forskerne undersøgt effekten af det biologiske lægemiddel RoActemra (tocilizumab) til polymyalgia rheumatica (PMR) også kaldet muskelgigt. I studiet var omkring halvdelen (49 procent) af deltagerne med steroidafhængig PMR i stand til at stoppe steroid-behandlingen, efter de begyndte behandling med RoActemra-infusioner. Til sammenligning var andelen i placebo-gruppen 19,6 procent.
Forekomsten af bivirkninger var på linje i de to grupper, hvor øgede infektionsrater var den mest hyppige.
Det er flotte resultater ifølge Lene Dreyer, der er lærestolsprofessor på Aalborg Universitet og overlæge på Reumatologisk afdeling Aalborg Universitetshospital samt formand for Gigtforeningens Forskningsråd.
“Det er et kæmpe fremskridt, hvis vi kan få et alternativ til den eksisterende behandling med prednisolon, hvor der er utrolig mange bivirkninger. Det vil have stor betydning for vores patienter, der har en hyppig sygdom, hvor vi mangler behandlingsalternativer,” siger hun.
Resultaterne er udgivet i tidsskriftet JAMA, og studiet er finansieret af Roche, der står bag tocilizumab, som allerede anvendes til andre reumatologiske sygdomme som leddegigt og nogle bindevævssygdomme.
Behandling til flere patientgrupper
Der er store perspektiver i behandlingen, da den kan nedsætte prednisolon-forbruget markant, mener Lene Dreyer, der peger på, at behandlingen meget muligt kan komme danske patienter til gode i fremtiden.
“Behandlingen vil særligt have en stor betydning for vores højrisiko patienter, der ikke kan tage prednisolon på grund af komorbiditeter som højt blodtryk eller diabetes. På sigt tror jeg dog også, at indikationen vil blive udvidet til mange patienter med muskelgigt, da vi ikke har andre alternativer end prednisolon,” siger hun.
Og indikationen stopper ikke nødvendigvis der, mener Lene Dreyer, der også peger på sygdommen arteritis temporalis, hvor behandlingen også har vist gode effekter i lodtrækningsstudier, og som allerede anvendes til risiko patienter herhjemme.
Tages med et gran salt
Forskerne bag studiet understreger dog, at resultaterne skal tages med et gran salt, da forsøgsgruppen bestod af 101 patienter, der var særligt udvalgt ved at have længere sygdomsvarighed og større daglige doser af prednisolon.
Det er Lene Dreyer enig i, men understreger stadig, at resultaterne er flotte for den udvalgte patientgruppe.
“Det er dog ikke nok med et enkelt studie, og derfor skal der flere studier i bivirkningerne og langtidseffekten for, at vi endeligt kan tilbyde patienter det, men vi er kommet et godt skridt videre,” siger hun.
Såfremt behandlingen bliver godkendt både internationalt og af Medicinrådet, vil behandlingen formentlig skulle foregå på hospitalerne og ikke i almen praksis, da det er en biologisk behandling.
COVID-19 spøger stadig
Udover den mulige nye behandling til muskelgigt løb nye COVID-19-data for reumatologiske patienter også med opmærksomheden på kongressen.
En litteraturgennemgang og meta-analyse med danske tal viste, at gigtpatienter har en højere risiko for COVID-19-infektion og en højere dødelighed. Det er interessant, da EULAR ad flere omgange har fastholdt, at der ingen øget risiko var, mener Lene Dreyer.
“Det har været et meget omdiskuteret emne, og selvom studiet her indeholder alle forskellige slags gigtpatienter, er det rart, at emnet bliver belyst. Det er dog vigtigt at understrege, at risikoen for et mere alvorligt forløb ikke den samme blandt alle gigtformer,” siger hun.
Lene Dreyer forklarer, at en række danske studier - blandt andet med hende selv som forfatter – viser, at risikoen for at blive indlagt for patienter med SLE eller småkarsvaskulitis var tre gange højere risiko end baggrundsbefolkningen, mens den øgede risiko ikke gjaldt for personer med psoriasisgigt.
Resultaterne understreger ifølge hende også vigtigheden af, at COVID-19-vaccinerne blandt reumatologiske patienter.
Derudover blev der ved en anden poster-præsentation præsenteret nye resultater fra et retrospektivt studie, der viser, at personer i behandling med immundæmpende lægemidler som mycophenolatmofetil, havde et større antistofrespons på COVID-19-vaccinationerne, når behandlingen blev stoppet i 10 dage eller mere. Behandlingsstoppet var ikke forbundet med større grad af sygdomsopblussen.
