I studiet klarer Norge og Sverige sig flot. De to lande har de længste rater for femårsoverlevelse blandt alle kræfttyper undtagen hudkræft, herefter kommer Danmark og Finland.
Studiet og lande-rangeringen puster liv i den gamle diskussion om, hvorvidt Danmark halter bagud på kræftområdet eller ej. Ifølge det nye studie er der plads til danske forbedringer, men tallene skal tages med et gran salt.
Det mener Anders Green, der er professor ved Odense Universitetshospital, og som har arbejdet med fremskrivning for kræftoverlevelse i mange år.
“Vores problem i Danmark har været, at vi tilsyneladende altid haltede bagefter, men det er måske ikke helt sandt. Der er en håndfuld faldgruber i studiets metode, og landene kan ikke så let sammenlignes, da data ikke nødvendigvis er de samme fra land til land,” siger han.
Studiet er udgivet i European Journal of Cancer og er baseret på tal fra 1970 til 2019, hvor kun solide cancertyper er medtaget.
Et misvisende billede
For at vide om Danmark reelt halter bagefter i opgørelser, er det centralt, at data er indrapporteret efter samme kriterier, så der kan foretages direkte sammenligninger. Det er ikke sikkert, at det er tilfældet med studiet, som er baseret på data fra NORDCAN-registeret, lyder det fra Anders Green.
“Hvis man eksempelvis registrerer patienter, der er døde og ved en obduktion viser at have haft lungekræft i et land, men ikke registrerer disse patienter i et andet land, så vil det have stor betydning for overlevelsesraterne, og det er utroligt kringlet at finde ud af om er tilfældet,” siger han.
En mulig forklaring på, at Danmark ofte klarer sig dårligere end nabolandene, er, at case-sammensætningen herhjemme inkluderer flere og svære kræfttilfælde med, forklarer Anders Green. Det er dog uvist, hvor meget det reelt spiller ind, understreger han.
Sammenligner æbler og pærer
Diskussionen om det reelt er muligt at sammenligne de nordiske lande med hinanden, er ikke ny og har tidligere været et større emne inden for eksempelvis lungekræft, hvor nogle lande eksempelvis kun registrerer patologi-bekræftet tilfælde, mens Danmark traditionelt indrapporterer alle tilfælde også ved obduktioner og ved udelukkende klinisk baseret diagnose, forklarer Anders Green.
“På den måde sker der en selektion allerede ved indrapporteringen og før analysen, som kan skævvride det egentlige billede og de virkelige tendenser. Vi kommer til at sammenligne æbler og pærer, og det tjener ingen af landenes kvalitetsarbejde,” siger han.
Anders Green peger også på, at særligt opgørelsesmetoder og kræft-kategoriseringer kan gøre, at tallene muligvis ikke kan sammenlignes, da eksempelvis blærekræft er en bred gruppe med både forstadier og forskellige grupper med og uden invasiv kræft,, som ikke nødvendigvis opgøres ens på tværs af lande.
Derudover undersøger studiet data 50 år bagud, hvor indrapporteringer sandsynligvis er blevet ændret og opkvalificeret over tid.
Stor usikkerhed
Det er ikke kun i dette studie eller i NORDCAN-databasen udfordringen opstår, men er en problemstilling på tværs af opgørelser for de forskellige kræftformer ifølge Anders Green.
Det er derfor langt fra første gang, han ikke kan genkende tendenser og data, som nogle studier peger på, når han kigger på sin egen forskning. Her er resultaterne nogle gange helt modsatte.
“Ifølge mine data ser det ud til, at der er forbedringer på tværs af stort set alle kræfttyper. Jeg er sikker på, at standarden af kræftbehandling og dermed overlevelse er steget de sidste 50 år, og generelt er steget i alle de nordiske lande, men når vi går længere ned i tallene, er der en stor usikkerhed,” siger han.
Hvis man reelt skal kunne sammenligne de nordiske lande, kræver det ifølge Anders Green solidt valideringsarbejde, der kan sikre, at man på sigt kan sammenligne landene, så længe data er indrapporteret og kategoriseret ens. Derudover mener Anders Green, at der ved sammenligninger er behov for også at kigge på overlevelsen for de personer, der har overlevet det første år med kræft, for bedre at kunne vurdere forholdene for langtidsoverlevelsen.
Norge fører fortsat
Dykker man længere ned i tallene i studiet, er der ifølge studiet særligt sket forbedringer for overlevelsen ved kræft i nyrerne, hjernen, galdeblæren, lever og lungehinde, hvor forbedringerne udgør omkring 40 procentpoint over de seneste 50 år.
Modsat ser det anderledes ud for kræfttyper som indolente kræftformer i læben, samt kræft i hud (ikke-melanom), øje, penis og strubehoved. Her blev der ikke observeret nogle tydelige ændringer i løbet af de sidste 50 år.
Derudover var forskellene mellem landene små, men viste ifølge forskergruppen bag en vis tendens. Landet med den bedste mandlige femårsoverlevelse blandt 25 undersøgte kræfttyper havde Norge den højeste overlevelsesrate for 13 kræftformer, mens Danmark havde for fem kræftformer. Sverige havde for fem kræfttyper og Finland havde for en enkelt kræftsygdom.
For kvindelige kræfttilfælde blandt 29 opgjorte kræfttyper blev samme tendens observeret, hvor Norge havde den længste overlevelsesrate for 13 kræftformer (de samme som ved mændene), mens Danmark havde for otte kræfttyper.
For nogle kræftformer var der store forskelle mellem landene fra 1970 til 2019. Eksempelvis var et års overlevelsen forbedret med 50,5 procent for danske mænd med nyrekræft, mens samme tal var 27,5 procent for finske mænd.
Også for kræft i galdeblære var forskellen iøjnefaldende, hvor norske mænds et års overlevelse var forbedret med 46,5 procent, mens forbedringen for danske mænds var 29,5 procent og 21,7 procent for finske mænd.
En mulig forklaring på, at Norge klarer sig særligt godt, kan ifølge forskergruppen bag studiet være, at landet også har de største økonomiske ressourcer i sundhedsvæsenet.
