Sundhedspolitisk Tidsskrift

En døende læges sidste ord gør dybt indtryk

BØGER. Stående ansigt til ansigt med døden på grund af en for sent diagnosticeret prostatakræft, som nu spreder sig, reflekterer den berømte britiske forfatter og neurokirurg Henry Marsh i en utroligt velskrevet og tankevækkende bog over sin overgang fra feteret professor til gammel og ydmyget patient.

Som pensioneret neurokirurg, kendte Henry Marsh til alvorlig sygdom, men han var ikke forberedt på, hvordan det ville påvirke ham selv at få en uhelbredelig diagnose. I sin netop udkomne bog ´And Finally – Matters of life and Death´ udforsker han derfor, hvordan det er at skulle se sin egen død i øjnene, når man hele har arbejdet i front med andre menneskers livstruende sygdomme.

”Som neurokirurg levede jeg i en verden fyldt med frygt og lidelse, død og kræft. Men sjældent, hvis nogensinde, tænkte jeg på, hvordan det ville være, hvis det, jeg var vidne til på arbejdet hver dag, skete for mig. Denne bog er historien om, hvordan jeg selv blev patient,” skriver Marsh.

Den i dag 72-årige, pensionerede professor Marsh, læste oprindeligt filosofi ved Oxford Universitet, inden han med udmærkelse tog sin medicineksamen, og han er ikke kun kendt som en dygtig kliniker, men har også i mange år deltaget aktivt i uddannelsen af yngre neurokirurger. I flere bøger og TV-programmer har han fortalt om de udfordringer og vilkår, han har arbejdet under i det engelske hospitalssystem og som gæsteprofessor i Ukraine lige efter murens fald. Han har blandt andet skrevet bestsellerne ´Gør ikke skade´ og ´Hverken solen eller døden´, hvori han blandt andet fortæller om, hvordan man som læge gennem et langt arbejdsliv håndterer kravet om ufejlbarlighed og perfektion, og hvordan man lever med konsekvenserne, når man fejler, eller noget går galt.

Og stillet overfor sin dødsdom er Henry Marsh fortsat optaget af tanker om egne fejltagelser og undladelsessynder. Heriblandt en kær kollega, som han ikke opdagede lavede mange og meget alvorlig skader på sine patienter, men også på den mere private bane, hvor han for eksempel trods sin faglige viden i flere år ignorerede klare symptomer på, at noget syntes at være helt galt med hans prostata: 

”Men jeg fortsatte med at tro, at sygdom skete for patienter og ikke for læger, selvom jeg nu var pensionist. 20 måneder efter, at jeg fik scannet min hjerne, blev jeg diagnosticeret med fremskreden prostatakræft. Jeg havde typiske symptomer i årevis, og de blev stadigt værre, men det tog mig lang tid, før jeg kunne få mig selv til at bede om hjælp. Jeg troede, at jeg var stoisk, mens jeg i virkeligheden var en kujon. Jeg kunne simpelthen ikke tro på diagnosen i starten, så dybt forankret var min benægtelse. 

Når jeg ser tilbage, er jeg overrasket over, hvor villigt blind jeg var – hvordan jeg var blevet så skræmt af mine symptomer gennem årene, at jeg havde nægtet at indrømme behovet for en PSA, og at det nu nok var for sent.”

Efter en kollega og vens pres lader Marsh sig undersøge og diagnosticeres med, hvad der til sidst viste sig at være uhelbredelig prostatakræft. En risiko, som han indtil da ikke havde turdet at se i øjnene, og en diagnose som han til sin egen forbløffelse reagerer på fuldstændig som sine patienter. 

Men hvad der også er kommet bag på Marsh, som får hormonterapi og har modtaget strålebehandling, er hans egne reaktioner på den pludselige ombytning af roller fra den alvidende og berømmede læge til den ydmyge og temmelig uinteressante patient, som ingen rigtig interesserer sig for i forbindelse med hans udredning, tests, diagnoser, forestående død og palliative behandlinger. Han tilhører nu ikke mere hospitalernes overklasser, men underklassen: 

”Gennem den åbne dør kunne jeg se onkologen sidde foran en computerskærm, grine og snakke med et par kolleger. Sygeplejersken vendte tilbage.

"Du kan gå," var det eneste, hun sagde.

Ah, tænkte jeg, jeg er gået over til den anden side. Jeg er blevet bare endnu en patient, endnu en gammel mand med prostatakræft, og jeg vidste, at jeg ikke havde ret til at påstå, at jeg fortjente andet.” 

At miste sin status i hospitalsvæsnet, fordi han er blevet syg, er et personligt og ofte ydmygende fald, hvis følelsesmæssige konsekvenser han beskriver med imponerende mod og en bemærkelsesværdig åbenhed. 

Og ligeså åben som han er om sin sårede forfængelighed over læger, der taler hen over hovedet på ham, er han også i forhold til sit eget sygdomsforløb, sin gråd, sin inkontinens og de kemiske kastrationer, der gør ham deprimeret, tyk og hårløs. Hans selvanalyser er brutale, for nok langer han hårdt ud mod hospitalskulturen, men han skåner mindst af alle sig selv. Hans selverkendelser, hvoraf nogle kan forekomme overraskende sent i livet, kan kun gøre indtryk, selv om det på ingen måde er første gang, at læger skriver bøger om, hvor chokerende vanskeligt, det har været for dem pludselig at være tvunget til at opleve hospitalsvæsnet nede fra sygesengen.

Henry Marsh ønsker tydeligvis ikke at dø lige nu, men som han ved bedre end de fleste, er det et vilkår, som også gælder for mange andre. Og hans bog er således ikke kun en beretning om selvbebrejdelser, sygdom, frygt for demens og kræftdød, statusfald, moderne hospitalskulturers ubehag ved gamle og syge patienter samt en masse tanker om, hvordan han selv kunne have opført sig bedre overfor sine patienter, og hvordan andre kan lære af hans fejltagelser. ´And Finally – Matters of life and Death´er også en en meget smukt og elegant skrevet bog om hjernen, hvis mysterier, som han ikke anskuer som værende blot tilnærmelsesvist løst endnu, om filosofi, om skønheden i naturvidenskab og ikke mindst om kærlighed, og hvad der i sidste ende gør livet værd at leve. Hans år som filosofistuderende har ikke været spildte.

´And Finally – Matters of life and Death´ er ikke så stringent faglig et værk som hans tidligere bestsellers. Her er flere mentale detours og i det hele taget mere småsnak. Personlige rumineringer, som nogle af hans fans måske vil finde skuffende sammenlignet med de tidligere bøger.

Men det er samtidig refleksioner, som andre læsere kan formodes at finde både interessante og værdifulde, når han funderer over forskellen på assisteret selvmord, euthanasi og hospitalers uofficielle praksis med fremrykning af dødstidspunkt ved hjælp af smertelindring, sit mangeårige arbejde også efter sin pension i det britiske hospitalsvæsen i Ukraine, Albanien og Nepal, sin kærlighed til børnebørnene, klimaforandringer, begrebet bevidsthed, dødsangst og ikke mindst sin rejse som først fortrængende, benægtende, rædselsslagne, rasende og til sidst accepterende patient.

Hans bog kan læses på mange måder. Men mest af alt er det en utroligt velskrevet og tankevækkende bog om en begavet, åbenhjertig og lejlighedsvis humoristisk ældre mands aldring, cancersygdom og ikke mindst syn på hospitaler:      

”Hospitaler minder mig om fængsler. Dit tøj bliver taget væk, og du bliver sat i et begrænset rum. Du skal adlyde ordrer. Meget af det, der foregår på sygehusene - regimerne, uniformerne, opslagene overalt - handler om at understrege kløften mellem personale og patienter og hjælpe personalet med at overvinde deres naturlige empati. Det handler ikke om at hjælpe patienter. Hospitaler minder mig altid om fængsler. Det er steder, hvor dit tøj bliver taget væk, du får et nummer, og du bliver sat i et lille, begrænset rum. Du skal adlyde ordrer.”

 

Henry Marsh : ´And Finally – Matters of life and Death´, kan købes på Saxo.dk for 179 kroner

Like eller del denne artikel