Sundhedspolitisk Tidsskrift

Hvis det, hun fortæller, er sandheden, så gør den ondt

BØGER. I ny blændende velskrevet roman om at være lægestuderende skildrer speciallæge i neurologi, hvordan hospitalsvæsnet kan opleves som en konspiration af de stærke mod de syge, svage og afmægtige. Bogen er en kæmpe kæberasler og aldeles forstyrrende, skriver anmelder Maria Cuculiza.

Anna DeForest er neurolog med speciale i palliativ medicin,  og hendes debutroman ´A History of Present Illness´ udforsker områder inden for etik og medfølelse og sætter gang i nådesløse, men modige refleksioner over, hvordan vi prioriterer vores menneskelige og medicinske ressourcer i et moderne hospitalsvæsen, som spiser de mest syge patienter og de helt unge lægestuderende til morgenmad og spytter dem ud som følelsesmæssige eller fysiske kadavere til frokost.

´A history of Present Illness´ er kategoriseret som en roman, men opleves som erindringer fra en helt ung og meget modig kvindelig læge, der rapporterer sine oplevelser fra den første dag, hvor hun starter sit tre-årige hospitalsforløb, inden hun kan kalde sig uddannet læge fra et unavngivet, men givetvis et af de absolut bedre hospitaler i New York i USA.

På de indledende sider af "A History of Present Illness", befinder den også navnløse fortæller sig sammen med to slags mennesker. nemlig hendes kolleger, som er fremtidige læger, og de lig, som de sammen skal dissekere. Det første lig er en sort kvinde, og fortælleren spekulerer over, hvor mon hun og de andre lig kommer fra. Har de selv doneret deres krop til videnskaben, er de hjemløse, er de uden familie, eller kommer de fra plejehjem, som ikke har råd til begravelser?

Fortællerens umiddelbare sympati og forståelse er tættere på de afdøde end på kollegerne, der mestendels er rige folks børn vokset op på skiture, landsteder og fars kreditkort, og som nu praler med de økonomiske afsavn, som valget af medicin fremfor økonomi og jura har påført dem. Selv kommer hun fra fattigdom, misbrug, vanvid, omsorgssvigt, sult og vold og ligner således mere de patienter, som de skal tage sig af, mere end sine priviligerede jævnaldrende: 

I romanen følger vi fortællerens tanker om sin brutale opvækst, hendes egen og kollegernes oplevelser på hospitalet og den personlige udvikling, som de gennemgår efter eksamenspres, arbejdsstress, vanskelige patienter, ubehagelige overlæger og ikke at have sovet og spist tilstrækkeligt i tre år. Alt i alt ikke noget kønt syn.

Som en anden spion indenfor murene afdækker hun den desensibilisering, der kan følge med ved at være en del af så megen lidelse, smerte og død og den præstationsiver og brutale konkurrence kollegaerne imellem, der ikke sjældent fører til selvskade, sammenbrud, misbrug og selvmord blandt hendes jævnaldrende kolleger. Ikke et øjeblik er hun i tvivl om, at disse gladeligt vil kaste hinanden og måske nogle af patienterne under bussen, hvis det kan tjene egen karriere.

At de alle lider af dramatisk søvnmangel, gør dem ikke mindre ufølsomme, og patienter er ofte nogen, man gør grin med eller taler grimt om, og sammen kan man gøre sig til bedste over deres for fede maver, grimme ar, lavstatus tatoveringer, misbrug, handicaps, sociale lavstatus og uønskede graviditeter. En nedværdigende tone, som de ældre læger også lader gå ud over de unge lægestuderende, når disse rystende af skræk over nye faglige udfordringer ikke tør forsvare sig. Alt i alt oplever hun en tone og en omgangsform, som får hende til at opleve hospitalsvæsnet som en konspiration af de stærke mod de svage, de raske mod de syge, de hvide mod de sorte og de rige mod de fattige.

Værst er kirurgerne ifølge hovedpersonen, der tilskriver den forråede magtudøvelse disses magt over de bedøvede patienter. En magt som desuden også udfoldes ikke kun overfor over kvindelige lægestuderende i form af seksuel chikane, men også overfor patienter, som kirurgerne gør alt for at holde i live i minimum 30 dage, så deres personlige operationsstatistikker ikke forringes ved, at patienterne dør inden for den første måned. Også selv om disse udsigtsløse livsforlængende behandlinger trækker patienternes lidelser unødigt i langdrag.

Romanens fortæller er i det hele taget kritisk over for hospitalsvæsners ifølge hende for hyppige brug af den moderne og kraftfulde teknologi til overdriven og kunstig livsforlængelse, som hun for ofte finder anvendt på en måde, så den ikke mere er i patienternes interesse. Og romanens hovedperson lader os følge patienter, som ligger døende, men fastspændte i deres senge for at hindre dem i at rive deres IV og åndedrætshjælp af, efter at kirurger har advaret patienter og pårørende mod at lytte til palliationslæger som forfatteren selv.

Læger har for stor magt over at bestemme, hvem der må få lov at dø hvornår, mener fortælleren: “Ingen dør, før vi giver dem lov”, skriver hun.

DeForest er vanvittig dygtig til at formidle omgivelsernes indflydelse på sin fortæller, og hvordan hun og kolleger dagligt oplæres i ikke at føle og mærke hverken egne eller patienternes behov. At det forholder sig sådan er ifølge fortælleren sandheden:

”Jeg vil ikke skabe opmærksomhed, jeg vil tros på," siger hun. Men hvis ´A History of Present Illness´ er bare tilnærmelsesvis retvisende sand, så er det en sandhed, som gør ondt. Ikke kun på patienter og læger, men også på læseren, som efterlades rystet over hendes ubønhørlige iagttagelser af et komplekst hospitalsvæsen og perspektiverne heraf. Om det er værst at være ung læge eller patient er svært at svare på, hvis man skal tro fortællerens rædselskabinet.

Men fortælleren hører dog til dem, der fortsat tror på værdien af at at kende og forstå sine patienter, og indimellem er der således patienter og pårørende, som brænder igennem panseret. Én af dem er en ung kvinde, Ada, som hun passer hver dag, men som dør en langsom død på grund af en behandlingsresistent hjernehindebetændelse. Af Adas mand lærer hun dels om kærligheden mellem mand og kvinde samt værdien af at være ærlig over for pårørende: ”Forbliv ærlig, hvis du kan," siger han til hende, den morgen hvor Ada er erklæret død. Et råd som de begge opfatter som en kæmpe udfordring.

´A History of Present Illness´ er en lille, tynd bog, men en kæmpe kæberasler og aldeles  forstyrrende, for man kommer dybt, dybt ned i sorte huller, horrible sandheder og betændte tabuer. Men forfatteren, der stirrer sygdom, smerte og døden direkte i øjnene med sine tørre, kliniske og perfekte sætninger og makabre humor, bemestrer på sjælden vis også det smukke, poetiske, drømmeriske og abstrakte i en stream of consciousness, der gør hende til én af de mest originale skribenter og skildrere af, hvordan det kan opleves at være et menneske under uddannelse til læge i det 21.århundrede.

Anna DeForest: ´A History of Present Illness´ koster 299 kroner på Saxo.dk

Like eller del denne artikel