I slutningen af august 2021 klippede Christian Freitag den sidste kemo-bid af målebåndet. Scanningen, der var afgørende for det videre forløb, viste, at kræftcellerne var væk. Han var tilbage. Foto: Joachim Rode

Tidligere lægeformand: Min kræftsygdom giver lægelivet en ekstra dimension

I februar sidste år fik tidligere PLO-formand Christian Freitag en alvorlig kræftdiagnose. Så alvorlig, at han var usikker på, om han skulle sælge sin praksis og indstille sig på, at livet lakkede mod enden. I dag er han kræftfri. At se døden i øjnene midt i livet har gjort arbejdet som praktiserende læge mere vedkommende for ham.

Christian Freitag husker tydeligt den dag. Han stod i køkkenet i villaen i Charlottenlund sammen med sin kone med den bærbare computer foran sig. Dagen inden havde han løbet en længere tur på de frostklædte stier i Jægersborg Dyrehave i et solidt tempo. Han havde sagt farvel til formandsposten i de Praktiserende Lægers Organisation (PLO) fire måneder forinden, og det havde givet ham tid og overskud til at genoptage løbeturene. Han havde været determineret omkring sin træning - ligesom han var med alt andet i sit liv. Så 15 kilometer på grusstierne i vinterkulden var intet problem.

Det var nok også derfor, at han ikke ventede med at få svaret på PET CT-scanningen til, han sad over for en læge. Det var lettere selv at tjekke sundhed.dk og få bekræftet, at de kræftceller, som biopsien fra én af de hævede lymfekirtler på halsen havde afsløret, var til at få bugt med uden den store dramatik. Han havde jo ingen symptomer på alvorlig sygdom – så sådan måtte det forholde sig, husker Christian Freitag, at han tænkte. Den tanke ændrede sig brat, da scanningsresultatet tonede frem på skærmen.

”Scanningen viste, at min knoglemarv var helt selvlysende. Der var kræftceller alle steder. I alle mine knogler, i milten og i næsten alle lymfekirtler. Det var et voldsomt, eksistentielt chok... Jeg havde slet ikke set mig selv være så syg... Jeg var 55 år gammel... Midt i livet... Og pludselig vidste jeg ikke, om jeg ville nå at se min yngste datter blive student næste sommer,” siger Christian Freitag.

Døden flyttede ind

Det var ikke mange dage siden, at én af Christian Freitags ansatte fra Holte Lægehus havde påpeget, at han var blevet tyk på halsen. Han havde grinende svaret, at sådan taler man da ikke til sin chef. Men trods den muntre returnering gled bemærkningen ikke helt af på ham. Han havde igennem et års tid døjet med tandrodsbetændelse. Hans tandlæge havde kæmpet en brav kamp med rensninger, rokeringer og broer – men lige lidt havde det hjulpet. Efter et år havde tandlægen kastet håndklædet i ringen, og Christian Freitag havde affundet sig med den vedblivende ømhed i overmunden, og de hævede halskirtler på den ene side af halsen. Han skænkede det ikke mange tanker. Heller ikke da lymfekirtlerne på den modsatte side af halsen hævede op.

 "Jeg havde da overvejet at få det tjekket hos en øre-næse-hals-læge, men havde ikke fået gjort noget ved det. Det er tankevækkende, at jeg selv opførte mig som et klasseeksempel på en midaldrende mand, som undlader at gå til læge. Så det var godt, at min sygeplejerske havde ’frækheden’ til at konfrontere mig med, at jeg var blevet tyk på halsen. For ellers var jeg måske først blevet undersøgt, da det var for sent,” siger Christian Freitag.

Patologerne på Hillerød Sygehus kunne konstatere, at der var kræftceller i den bortopererede kirtel fra halsvævet. Den efterfølgende PET-CT-scanning viste, at der var tale om en aggressiv lymfomsygdom, Mantle Celle Lymfom.

”Jeg vidste fra min tid på lægestudiet, at Mantle Celle Lymfom var en kræftsygdom med en elendig prognose. Intet var givet længere. Vores børn var 27, 24 og 18 på det tidspunkt, men de var jo stadig mine børn – og jeg var deres far. Og det var jeg slet ikke færdig med at være. Det var så afgjort den værste tid. Jeg skulle sige til alle de mennesker, jeg har tæt på, at jeg var alvorligt syg. Og jeg kunne ikke fortælle dem, hvor det ville ende. Den usikkerhed havde jeg meget svært ved at være i,” husker Christian Freitag.

Et kærkomment kontroltab

Christian Freitag blev tilknyttet den daværende Afdeling for Blodsygdomme på Herlev og Gentofte Hospital, og der blev lagt en omfattende behandlingsplan for ham: Indledende kemoterapi hver tredje uge i perioden fra marts til og med august efterfulgt af højdosis kemoterapi med følgende autolog stamcelletransplantation. Christian Freitag var bevidst om, at de mange poser cellegift, der skulle diffundere igennem hans krop, ville sætte sig spor fysisk og mentalt, men han oplevede det som en stor lettelse at stå med en plan i hånden. Den usikkerhed og det tomrum, han havde mærket de første dage efter diagnosen, var fejet af bordet, og han havde et konkret sted at kanalisere de mange tanker og energien hen.

”Inden jeg fik min behandlingsplan, fyldte bekymringerne og angsten alt. Det var værst om natten, og for første gang i mit liv fik jeg udskrevet sovemedicin for at få ro i hovedet i de sene timer. Men i det sekund jeg trådte ind ad døren på Herlev Hospital, forsvandt angsten fuldstændig. Og den kom faktisk aldrig tilbage. Jeg kunne give slip og hvile i, at der var en masse møgkompetente mennesker omkring mig, som tog hånd om mig og gjorde det klart for mig, hvordan det næste halve år ville komme til at se ud. Det havde jeg det overraskende godt med: Nu arbejdede vi med det i stedet for bare at gå og krydse fingre,” siger Christian Freitag.

At han befandt sig godt i at slippe kontrollen og læne sig ind i patientrollen, kom bag på Christian Freitag. For netop kontrol og målrettethed havde altid været nøgleord i hans liv. Han havde altid knoklet og sat en ære i at levere et ordentligt stykke arbejde. For ham havde et ’ordentligt stykke arbejde’ været synonymt med en indsats, der mundede ud i en konkret løsning på et problem. Det havde gjort sig gældende på den politiske scene, når han kæmpede for at få bugt med de interne stridigheder i PLO eller boksede med Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) for at få landet en god overenskomst. Og det havde gjort sig gældende, når han sad bag skrivebordet i klinikken i Holte og rådgav og vejledte patienter. Det skulle føre til noget – og det havde det gjort.

”Da jeg blev syg, blev jeg med ét afhængig af andre mennesker. Det havde jeg aldrig været før. Det var et kontroltab for mig – men sjovt nok et kontroltab, der bekom mig godt. Havde du spurgt mig, inden jeg blev syg, ville jeg have svoret på, at jeg ville have været en besværlig patient. Sådan én der læser stolpe op og stolpe ned om sin egen sygdom og møder systemet med mistro og mistillid. Det viste sig heldigvis, at intet kunne have været mere forkert. Jeg har været 100 procent patient og haft uforbeholden tillid til sygeplejerskerne og lægerne omkring mig igennem hele mit forløb. Jeg er meget lettet over, at jeg tog fejl omkring mig selv,” siger Christian Freitag.

Målebånd i soveværelset

I tiden, der fulgte, ændrede Christian Freitags liv sig radikalt. Hans tilværelse blev indrettet efter, hvor i behandlingsforløbet han befandt sig: Den første uge efter en behandling kunne han ingenting og brugte det meste af sin vågne tid bag lukkede døre i villaen i Charlottenlund eller i sommerhuset i Sverige. Den anden uge følte han sig træt og ude af stand til at præstere, mens han i den tredje uge som regel havde det godt. Her kunne han få noget af det administrative klinik-arbejde, som han fortsat stod for, fra hånden og tilbagelægge nogle kilometer på en motionscykel i kælderen. Og så startede det hele forfra.

Det var vigtigt for Christian Freitag at bevare en tilknytning til den hverdag, han havde haft, inden han blev syg. Umiddelbart efter at han havde fået diagnosen, talte han med en af overlægerne på Herlev Hospital. Overlægen sagde til ham, at han skulle vente lidt med at sælge sin praksis. Den sætning holdt Christian Freitag stædigt fast i, når dagene med cellegift i blodet tærede på kræfterne og optimismen. 

”Jeg købte et målebånd og hængte det op på væggen i vores soveværelse fra gulv til loft. Én dag pr. centimeter. Når jeg havde klaret en omgang kemoterapi, røg der et godt stykke af. Det fungerede for mig at tænke på, at hver gang jeg klippede en centimeter af, så var der endnu flere kræftceller, der havde forladt min krop – og jeg bevægede mig tættere og tættere på målet,” siger Christian Freitag. 

I slutningen af august 2021 klippede Christian Freitag den sidste kemo-bid af målebåndet. Han havde tålt behandlingen godt og klaret sig igennem med en mindre blodprop i en vene som eneste seriøse mén. Scanningen, der var afgørende for det videre forløb, viste, at kræftcellerne var væk. Christian Freitag husker, at han måtte læse sin journal igennem flere gange, førend han turde tro på, at det rent faktisk forholdt sig sådan. Han var kræftfri! 

En højintens finale

Nu ventede finalen: Højintens kemoterapi-konditionering – 15 poser ’high-dose’ cellegift over fem dage – som ville rydde hele hans knoglemarv. Herefter kunne de raske blodstamceller, der var blevet høstet fra det perifere blod og frosset ned forud for behandlingens start, gives tilbage via et kateter i en vene. 

Af mangel på bedre ord kalder Christian Freitag stamcelletransplantationen for den ”mest syrede oplevelse,” han nogensinde har haft. Hans blodstamceller lå opbevaret i en opløsning af grødis, som blev sprøjtet ind igennem venekateteret. Han husker, hvordan han mærkede kulden strømme gennem kroppen, og så kunne han ellers bare ligge i sin seng på Rigshospitalet og vente på, at stamcellerne ville begynde at søge ud i knoglemarven, dele sig og etablere et nyt immunforsvar. 

”Jeg lå indlagt på Rigshospitalet i ni dage. Den første dag kiggede jeg på mine prøvesvar og så, at der stod 0,0 procent ud fra den kolonne, der angav andelen af hvide blodlegemer i mit blod. Jeg havde intet celleimmunforsvar. Det var en meget, meget sær fornemmelse at vide det,” siger Christian Freitag og fortsætter: 

”Men så et par dage efter stod der pludselig 0,1. Og næste dag 0,4. Det virkede. Det var vildt. Og fuldstændig surrealistisk. I de dage var jeg ikke meget læge. Jeg var bare menneske… eller måske nærmere en krop, der lå og ventede på, at livet skulle vende tilbage. Det var et lille mirakel. Jeg følte, at jeg havde været væk og kom tilbage igen; at jeg fik en chance mere. Den oplevelse har sat sig i kroppen på mig på linje med mine børns fødsler – og det kan man ikke andet end at blive et meget ydmygt og taknemmeligt menneske af.”

En ekstra dimension

Det er et år siden nu, at Christian Freitag afsluttede sit behandlingsforløb. I dag lever han et liv, der ligner det liv, han levede inden sygdommen. Han bor i villaen i Charlottenlund med sin kone og deres yngste datter, der blev student i sommer. Og han er fortsat medejer af lægehuset i Holte, hvor han lægger sin energi og faglige entusiasme fra mandag til fredag. Det hele ligner sig selv – og så alligevel slet ikke. Taknemmeligheden over at være i live er blevet et centralt omdrejningspunkt for Christian Freitag, og det har ændret både hans private og professionelle liv. Taknemmeligheden har mange facetter: Der er den konkrete oplevelse af taknemmelighed over at være borger i et land, hvor der er fri adgang til et sundhedsvæsen, der yder en utrolig kompetent hjælp. Og hvor alle har ret til at modtage den bedste behandling af sundhedsprofessionelle, der har dedikeret deres liv til at hjælpe ham og andre i hans situation. 

”Jeg følte mig holdt i hånden på den helt rigtige måde igennem hele mit forløb. Sygeplejerskerne og lægerne forstod at forberede mig på de næste skridt i behandlingen og yde ekstra omsorg og støtte i de situationer, der krævede det. Men jeg fik ikke særbehandling, fordi jeg var læge. Som fagperson var det bekræftende at bevidne. Da jeg skulle have stamceller, skete det under stor alvor og med en hær af fagfolk på stuen, men når jeg bare skulle have skiftet forbinding eller lagt venflon, så sendte de yngste mand, der stak forkert et par gange. Og sådan skal det være – der blev prioriteret rigtigt,” siger Christian Freitag. 

Taknemmeligheden har også sat sig som en diffus og allestedsnærværende fornemmelse i ham. Den banker på fra tid til anden og minder ham om at værdsætte de gode ting i livet i endnu større grad, end han har gjort tidligere. Selv definerer han det som, at livet har fået en ekstra dimension – at han har fået et klarere blik for, hvor og hvornår i livet han bør stoppe op og minde sig selvom, at han er heldig. Den følelse følger ham også, når han sætter sig bag skrivebordet i klinikken i Holte, og den har gjort lægejobbet endnu mere meningsfuldt og vedkommende for ham. 

”Jeg har for alvor fået en forståelse for, hvor vigtigt helbredet er. Hvis helbredet svigter, påvirker og begrænser det alle andre aspekter af tilværelsen. Jeg skaber ikke mirakler som praktiserende læge, men jeg er med til at sikre, at mine patienter kan leve et liv, hvor helbredet er så lille en begrænsning for dem som muligt. Den erkendelse bor i mig. Den er til stede ved hver konsultation, og den tror jeg har gjort mig til en bedre læge,” siger Christian Freitag.

Han har ikke et øjeblik været i tvivl om, at han ønskede at vende tilbage til lægehuset i Holte – hvis kemoterapien og skæbnen ville det. Måske ville han kun have overskud til at være læge én dag om ugen efter sygdomsforløbet – men så måtte det være sådan. Han ville tilbage, det vidste han. Rollen som praktiserende læge er så tæt knyttet til hans oplevelse af mening og værdi, at han ikke kunne forestille sig et liv, hvor lægegerningen ikke var central. Han har dog været i tvivl om, hvordan han ville lande i rollen i tiden efter sygdommen.

”Jeg var lidt bange for, at jeg ville gennemleve min egen sygdom hver gang jeg sad over for patienter, der havde symptomer, der mindede om mine egne eller var alvorligt syge på anden vis. Sådan har jeg det heldigvis slet ikke. Jeg oplever til gengæld, at jeg har fået en meget større forståelse for det menneske, der sidder over for mig med ængstelige øjne og holder lidt ekstra godt fast i bordkanten. For jeg har selv siddet lige dér med et solidt greb i bordkanten og håbet på, at lægen på den anden side havde tid til at lytte og kunne hjælpe mig videre,” siger Christian Freitag. 

Handleplaner er også omsorg

Adspurgt til om patienterne i Holte kan mærke, at taknemmeligheden er blevet en nær følgesvend, svarer Christian Freitag, at han er sikker på, at de i hvert fald kan mærke, at han er glad for at gå på arbejde. 

Og så kan de måske også mærke, at jeg hviler endnu mere i min lægerolle, reflekterer han.

”Jeg har altid været den type læge, der satte en ære i at få tingene gjort. Vi har 15-20 minutter til en konsultation, og den korte tid skal udnyttes optimalt, så patienten føler, at han eller hun går ud ad døren med en brugbar løsning. Jeg har godt vidst, at min tilgang til faget har betydet, at jeg har brugt mindre tid på at læne mig tilbage og lytte til patienternes livshistorier. Det har aldrig været min stærke side. Efter at jeg har været syg, kan jeg mærke, at jeg er begyndt at åbne mig mere op imod den del af lægerollen, men mest af alt oplever jeg en ro og en vished omkring, at den måde jeg er læge på, den er lige, som den skal være,” siger Christian Freitag og uddyber:

”Det er også omsorg at tilbyde patienten en konkret handleplan. At vise dem en vej, når de ikke selv kan se den. Det oplevede jeg på egen krop, da jeg var syg. For mig var det dét at stå med en plan i hånden og vide, hvad der skulle ske den næste dag og uge og måned, der gav mig ro og overskud til at se frem. Det er bekræftende at vide, at jeg i nogen grad kan tilbyde mine patienter den samme guidance i deres liv – om det så gælder alvorlig sygdom, samliv, børneopdragelse eller noget helt fjerde.”

 

Artiklen har været bragt i Medicinsk Tidsskrifts magasin fra september 2022

Like eller del denne artikel