”Når den unge ADHD-patient fylder 18, falder alle de strukturer, som fandtes i barndommen væk, dvs. både forældrenes mulighed for at træffe beslutninger for den unge, støtten i skolen og den kommunale hjælp," siger speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri, Per Hove Thomsen.

Psykiater: Praksislæger bør holde ekstra øje med den 18-årige ADHD-patient

Den største udfordring for den 18-årige unge med ADHD er, at de strukturer, som fandtes i barndommen, alle falder væk. Den praktiserende læge har en opgave med at holde ekstra øje med denne voksende patientgruppe, pointerer speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri, Per Hove Thomsen.

”Når den unge ADHD-patient fylder 18, falder alle de strukturer, som fandtes i barndommen væk, dvs. både forældrenes mulighed for at træffe beslutninger for den unge, støtten i skolen og den kommunale hjælp. Ovenikøbet flytter den unge måske hjemmefra, og da de ikke bliver voksne natten over, er det absolut en kritisk fase i den unge ADHD-patients liv. Det kan vi se på statistikkerne, de kører galt, bliver kriminelle, dropper uddannelse og udvikler psykiske lidelser, så som angst og depression.”

Sådan opregner lærestolsprofessor og speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri ved Institut for Klinisk Medicin - Børne- og Ungdomspsykiatri på Aarhus Universitet, Per Hove Thomsen nogle af de afgørende udfordringer for unge med en ADHD-diagnose, som opstår i tiden fra de fylder 18 år og i årene umiddelbart efter. Han peger på, at ungdommen i forvejen er en periode, hvor man befinder sig i en brydningstid, og at det gør tiden ekstra sårbar og vanskelig for den unge med ADHD i overgangen fra barn til voksen (se fakta under artiklen).

Praksislægens rolle

I takt med at flere diagnosticeres med ADHD i barndommen, mener Per Hove Thomsen, at den praktiserende læge kan spille en vigtig rolle i forhold til at følge op på de unge ADHD-patienter, når de forlader børnepsykiatrisk afdeling:

”Sundhedsstyrelsen igangsatte i 2017 tværsektorielle, nationale forløbsprogrammer for børn og unge med ADHD i børnepsykiatrisk regi. Her er der lagt op til, at den praktiserende læge overtager opfølgningen og medicineringen af patienten, når den unge fylder 18 år og i den forbindelse lave en aftale med børnepsykiatrisk afdeling, psykiatrisk afdeling eller den praktiserende psykiater, som giver den unge muligheden for at vende tilbage til børnepsykiatrisk afdeling, hvis det er nødvendigt.”

For eksempel påpeger Per Hove Thomsen, at det er en udbredt problematik, at medicinen ikke bliver taget, eller at der er tale om fejldosering:

”Relativt mange dropper ud af medicinen. Det ved vi fra en undersøgelse af 42.000 personer mellem 18 og 60 år, som havde fået mindst en recept på ADHD-medicin. Her var det omkring 30 procent, som undlod at tage medicinen igen. Men vi ved ikke, hvad grundene er, og det er vi derfor ved at undersøge via spørgeskemaer. Nogle svarer, at de ikke kan mærke en effekt, mens andre tilkendegiver, at de ikke har brug for medicinen længere, hvilket kan være rigtigt, fordi nogle unge med ADHD modnes og får styr på sig selv, selvom det en lille gruppe. Manglende effekt angives også som årsag, eller forkert dosis, eller man kan have bivirkninger, som man vil helst undgå.” siger Per Hove Thomsen.

Simpel glemsomhed

Men der kan også være tale om simpel glemsomhed, og det gælder især de unge, som ikke har forældre, der husker dem på at tage medicinen:

”Når forældrene ikke er der, så glemmer de at tage deres medicin, fordi unge med ADHD har sværere end andre ved at huske at gøre det, de skal, ligesom de har sværere ved at planlægge. Men som sagt kan der være flere grunde til ikke at tage medicinen, og nogle siger måske ikke, at de glemmer det og tager medicinen ret svingende,” siger Per Hove Thomsen og fortsætter:

”Det kan desuden føles stigmatiserende for den unge og opleves som en falliterklæring at skulle tage sin medicin, fordi man vil gerne være normal og gøre som de andre. Selvom ADHD ikke er så stigmatiserende en diagnose længere og mange er i behandling, så kan det alligevel godt spille ind”.

Regionale forskelle

For den praktiserende læge er det under alle omstændigheder afgørende at sørge for at få en god dialog med den unge:

”Det er vigtigt, at den praktiserende læge skaber tillid og lægger op til, at den unge trygt kan svare ærligt uden at føle sig fordømt. Det er også vigtigt at foreslå – hvis den unge ellers vil – at vedkommende tager forældre eller en anden voksen person, som kender den unge godt, med til konsultationen, og som efterfølgende kan være en støtte og hjælpe med at huske de aftaler, de laver med lægen”, siger Per Hove Thomsen.

I det hele taget er compliance noget, lægen bør tænke på og lave strategier i forhold til:

”Er det for eksempel helt lavpraktisk at sætte en gul seddel på køleskabet? Eller er der andre ting, der kan gøres? Og i det hele taget at spørge ind til, hvordan medicinen virker, om der er bivirkninger, og om dosis er korrekt. Derudover er det også vigtigt at spørge ind til, hvordan livet leves med uddannelse, fritid og venskaber og i det hele taget, hvordan det går for den unge,” forklarer Per Hove Thomsen og kommer med et ønske til samfundet i den anledning:

”En case-manager i kommunen, som samlede op på hele forløbet, er virkelig brugbart for unge med ADHD, fordi en del udfordringer er psykosociale, men det findes kun enkelte steder. I de tilfælde, er det en god ide, at den praktiserende læge deltager i møder, for eksempel online, fordi der er mange vigtige informationer at hente om patienten. Men der er desværre store regionale og kommunale forskelle på sådanne tilbud i dag,” siger Per Hove Thomsen.

Maskerede tegn

Noget andet er unge, som ikke har diagnosen, men som møder op hos lægen med symptomer på stress, angst eller depression, hvilket kan være maskerede tegn på ADHD:

”Hvis der er mistanke om ADHD, og det vil måske i højere grad være unge kvinder, der ikke er opdaget i tide, fordi de har klaret sig godt i skolen og fået den fornødne hjælp af forældre og skole, før de fyldte atten år. Men så falder strukturerne væk, og så ramler det for dem. Så her skal lægen være ekstra opmærksom,” påpeger Per Hove Thomsen og fortsætter:

”I de tilfælde er det vigtigt at sige, at man gerne vil se den unge igen, og helst ifølge med en voksen, som kender patienten godt. Så skal man spørge ind til, hvordan skolegangen har været, og hvad der er sket i livet indtil da, og her kan lægen med fordel hente hjælp i diagnostiske spørgeskemaguider som ’ADHD-rating scale’ eller DIVA, som kan hentes ned fra nettet. Og har man en mistanke, må man henvise til psykiatrien for at få stillet diagnosen.”

Endelig er det i forhold til opfølgning altid vigtigt at sikre sig, at man har en aftale med den unge om at komme næste gang – og gerne sender en reminder ud om mødetidspunkt. I det hele taget er det vigtigt at have ekstra opmærksom på ADHD-patienter, især de unge, fordi de har det med både at miste opmærksomhed og tabe fokus, pointerer Per Hove Thomsen.

 

 

Hvad kan lægen gøre for den 18-årige ADHD-patient?

  •  Sørg for at skabe tillid og give mulighed for en god og ærlig dialog
  • Spørg ind til medicinen, hvordan den virker, om der er bivirkninger, og om dosis er korrekt
  • Spørg ind til, hvordan livet leves, dvs. til venner, uddannelse, arbejde og fritidsinteresser
  • Deltag i tværsektorielle møder med andre centrale sundhedspersoner, som har kontakt med den unge
  • Sørg for faste mødetider hos lægen og at der kommer en voksen med, som kender den unge godt.
  • Send opfølgende sms’er om mødetidspunkter
  • Henvis til ADHD-foreningen, som har mange tilbud til unge med ADHD

Kilde: Per Hove Thomsen 

 

Lægen skal være opmærksom på, at unge med ADHD:

  • har forskellige symptomer afhængig af køn
  • kan være velbegavede og samtidigt ufokuserede, glemsomme og have svært ved at planlægge
  • har en forsinket modning af præfrontal cortex – hjernens dirigent – og har svært ved at navigere i ungdomsårene
  • kan have risiko- og impulsadfærd og alligevel sige nej tak til hjælp
  • skal fastholdes i en opfølgende behandling
  • er forskellige og har forskellige prognoser
  • har tendens til selvmedicinering og misbrug af stoffer

Kilde: Per Hove Thomsen

 

 

 

Like eller del denne artikel