Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Astman overraskende færdig som regionsformand i Nordjylland

Regionsvalgets store overraskelse ser ud til være et politisk farveskifte i Region Nordjylland, hvilket betyder et farvel til Region Nordjyllands Ulla Astman, som har været regionsformand i 14 år - lige siden regionernes start.

Socialdemokratiet har nemlig haft magten siden regionerne blev oprettet pr 1. januar 2007 - og endda siden 1978, da regionen stadig var et amt.

Men Ulla Astman måtte ved halv tre-tiden i nat sande, at den borgerlige blok med Venstre, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og Konservative havde 21 mandater og et enkelt mandats flertal. Socialdemokratiet selv gik 6,4 procentpoint og tre mandater tilbage. 

"Jeg er da ked af resultatet, men er også afklaret med det. I 14 år har arbejdet som regionsformand været et af omdrejningspunkterne i mit liv, så det bliver da underligt at skulle stoppe. Men nu får jeg masser af fritid og slipper for at tale så meget med journalister," sagde Ulla Astman i nat til Nordjyske.

Ulla Astman fortsætter i regionsrådet, men "fra bageste række" siger hun selv. Hun vil heller ikke være partiets spidskandidat om fire år.

"Nu skal jeg ud at finde et job. Jeg er 51 år, så pension er slet ikke på tale," siger hun til Nordjyske. 

Efter mere end end en times diskussion meldte de de borgerlige partier så ud, hvem der skal være formand for det nye regionsråd. Det bliver Mads Duedahl fra Venstre.

37-årige Mads Duedahl har været medlem af Aalborg byråd siden 1. januar 2010, og fra 2014 har han været rådmand for Aalborg Kommunes Sundheds- og Kulturforvaltning, men han lod sig friste til at stille op til regionalvalget, da Venstre på landsplan udpegede Region Nordjylland som et sted, der kunne vindes. Han er tidligere medlem af Venstres hovedbestyrelse.

Det Konservative Folkeparti med Per Larsen i spidsen får mulighed for at få næstformandsposten i regionen. Per Larsen sidder også i Folketinget.

Onsdag klokken 14 har Mads Duedahl indkaldt alle partier til møde om fordelingen af poster i regionsrådet.

 

 

Valget i Region Nordjylland
  • Socialdemokratiet: 35,1 procent af stemmerne, 15 mandater - en tilbagegang på 3 mandater
  • Venstre: 25,2 procent af stemmerne, 11 mandater - det samme som i 2017
  • Konservative: 15,8 procent af stemmerne, 7 mandater - en fremgang på 3 mandater
  • Enhedslisten: 4,6 procent af stemmerne, 2 mandater - det samme som i 2017
  • Nye Borgerlige: 4,3 procent af stemmerne, 2 mandater - en fremgang på 2 mandater
  • SF: 4,2 procent af stemmerne, 2 mandater - en fremgang på 1 mandat
  • Dansk Folkeparti: 3,9 procent af stemmerne, 1 mandat - en tilbagegang på 3 mandater
  • Radikale Venstre: 3,7 procent af stemmerne, 1 mandat - det samme som i 2017

  • Liberal Alliance: 1,1 procent af stemmerne, 0 mandater
  • Kristendemokraterne: 0,9 procent af stemmerne, 0 mandater
  • Alternativet: 0,3 procent af stemmerne, 0 mandater
  • Veganerpartiet: 0,2 procent af stemmerne, 0 mandater
  • Trafikalt Folkeparti: 0,2 procent af stemmerne, 0 mandater
  • Frihedslisten: 0,2 procent af stemmerne, 0 mandater
  • Stram Kurs: 0,1 procent af stemmerne, 0 mandater
  • Kommunistisk Parti: 0,1 procent af stemmerne, 0 mandater
  • Fremskridtspartiet: 0,1 procent af stemmerne, 0 mandater

 

Relaterede artikler