Skip to main content

{source}
<!-- /52195173/ST_top -->
<div id='div-gpt-ad-1510488486117-0' style='height:180px; width:930px;'>
<script>
googletag.cmd.push(function() { googletag.display('div-gpt-ad-1510488486117-0'); });
</script>
</div>
{/source}

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Undersøgelse: Hver femte sygeplejerske har store gener af mundbind

Hver femte sygeplejerske er påvirket af eksempelvis hovedpine og åndedrætsproblemer ved den daglige brug af mundbind. Det viser ny spørgeskemaundersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd. Samtidig viser anden undersøgelse, at nogle sygeplejersker tvinges til at bære en bestemt type maske i ti timer, selv om man kun må have den på tre timer af gangen. 

Stort set alle sygeplejersker bruger lige nu mundbind i forbindelse med deres arbejde, og to ud af tre oplever gener i den forbindelse. De mest udbredte gener er hudproblemer, hovedpine og åndedrætsproblemer.

Det fremgår af en ny medlemsundersøgelse fra DSR, der også viser, at hver femte sygeplejerske er påvirket af generne. Medlemsundersøgelsen er lavet af Megafon, som i perioden 2. til 10. december spurgte 3.662 sygeplejersker om deres brug af mundbind. 70 procent bevarede spørgsmålene. 

”Rigtig mange oplever gener ved at have værnemidler på i så mange timer, og det bliver man nødt til at tage alvorligt. Det skal være sikkert at gå på arbejde i sundhedsvæsenet, og medarbejderne skal have adgang til de rette værnemidler,” siger Anni Pilgaard, næstformand i Dansk Sygeplejeråd til DSR´s hjemmeside.

Dansk Sygeplejeråd har i et brev til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) opfordret til, at Arbejdstilsynet iværksætter et særligt tilsyn med brugen af værnemidler på sygehusene. Derudover har Dansk Sygeplejeråd også været i kontakt med Danske Regioner og flere styrelser for at få dem til at undersøge alternativer.

I brevet til beskæftigelsesministeren er der samtidig gjort opmærksom på nogle specifikke problemer med FFP2/3-maskerne, som især bliver brugt af intensivsygeplejersker. Ifølge retningslinjerne må FFP-maskerne kun bæres i op til tre timer i døgnet, men kan i nødsituationer bæres længere. Den undtagelse ser ud til at være blevet reglen flere steder. Dansk Sygeplejeråd får i hvert fald meldinger om sygeplejersker, der bærer masken i op til 10 timer dagligt og har gener af det.

I en rundspørge blandt tillidsrepræsentanterne på landets intensivafdelinger svarer 25 ud af 30 tillidsrepræsentanter på intensivafdelingerne, at det sker, at FFP2/3-maskerne bruges i mere end tre timer pr. vagt, og lige så mange oplyser, at der ikke benyttes åndedrætsværn med turboenhed. 

Tags: corona, mundbind

Del artikler