Det er enkelte læger, som har politianmeldt ministeriet, ikke Praktiserende Lægers Organisation, PLO. Men formand Christian Freitag fra PLO er enig i, at ministeriets fremgangsmåde har været forkert.

Flere læger politianmelder Sundhedsministeriet

Sundhedsministeriet bestilte på vegne af landets 1666 lægeklinikker i landet 5,3 millioner tests. Men klinikkerne var hverken blevet informeret om det eller havde givet samtykke, og det har nu gjort nogle læger så rasende, at de har politianmeldt ministeriet for at have misbrugt deres navne og autorisationer.

En af de praktiserende læger er ifølge DR Anette Skadborg fra Bredsten Lægehus.

Hun har meldt Sundhedsministeriet for cirka 3.800 individuelle tilfælde af dokumentfalsk – det er antallet af patienter i hendes praksis – og for at udgive sig for at være læge.

"Jeg har anmeldt, at nogen har brugt mit lægelige autorisations-ID til at gå ind og bestille prøver, som jeg ikke har bestilt. Det vil sige, at nogen har misbrugt mit autorisationsnummer, siger Anette Skadborg til DR.

Det er enkelte læger, som har politianmeldt ministeriet, ikke Praktiserende Lægers Organisation, PLO. Men PLO er enig i, at ministeriets fremgangsmåde har været forkert.

"Vi sidder nu med arbejdsopgaven og lægeansvaret, uden at vi har været inddraget i beslutningen, men det mest kritisable er, at vores lægeautorisation er blevet brugt af en myndighed uden vores viden og uden vores accept. Man behøver ikke være læge for at kunne tænke sig til de skræmmende perspektiver, som dette kan have, hvis dette blev en generelt accepteret procedure," siger formand for PLO, Christian Freitag i PLO´s nyhedsbrev.

I et mailsvar til DR Nyheder afviser Sundhedsministeriet, at der er begået noget ulovligt og skriver, at grundlaget for testning i TestCenter Danmark er, at det ikke sker på lægefaglig indikation og med et behandlingsmæssigt formål som sådan, men som led i overvågning og generel smitteforebyggelse med hjemmel i sundhedslovens § 222.

PLO og Sundhedsministeriet holder møde om sagen torsdag.

Tags: corona

Like eller del denne artikel