Sundhedspolitisk Tidsskrift

Nye studier skal afdække om influenza kan udløse hjerteanfald hos raske

Man ved allerede, at en influenza-infektion kan udløse et hjerteanfald eller en blodprop i hjernen hos personer med kendt hjertesygdom. I de tilfælde kan en influenza-vaccine have en forebyggende effekt og  reducere antallet af hjertetilfælde under en influenzaepidemi med op til en tredjedel.

Det fastslår flere internationale og danske studier.

Nu vil forskere se nærmere på, om vaccinen også kan beskytte raske personer mod at udvikle hjerteproblemer og i værste fald fremkalde et hjerteanfald eller en blodprop.  

Vi kender ikke de præcise mekanismer

Forskerne bag et helt nyt finsk studie vil frem til 2021 følge i alt 68.000 personer over 65 år. Halvdelen vil blive vaccineret med højdosis-influenza-vaccination og den anden halvdel med en mindre kraftig dosis. Formålet er at finde ud af, hvor mange der inden for hver gruppe vil udvikle en hjertekar-sygdom under influenza-sygdom. Læge, forskningsleder og lektor ved Hjertemedicinsk Afdeling på Gentofte Hospital, Tor Biering-Sørensen, som også er en af forskerne bag de danske studier om influenza-vaccinations forebyggende effekt på patienter med hjertesvigt, forhøjet blodtryk, og diabetes, har været med til at vejlede i opsætningen af studiet. I et andet mindre studie, som bliver sat op på Gentofte-Herlev hospital, vil man se nærmere på vaccinens mulige beskyttende effekt mod udvikling af hjerteanfald hos raske personer over 65 år, fortæller Tor Biering-Sørensen:

”Vi ved fra tidligere studier, at folk under deres influenza-infektion har op til fem gange højere risiko for at få et hjerteanfald, og det ser ud til, at risikoen for en blodprop i hjernen er tre gange så høj under en influenza-infektion. Vi kender ikke de præcise mekanismer eller årsager bag de resultater endnu, men håber naturligvis at blive klogere på netop det gennem vores studier. Der kan være flere mulige forklaringer, og vi ved for eksempel ikke, om det er fordi, at folk allerede er syge uden at vide det – og når deres krop så bliver presset under en influenza, kan det udløse et hjertetilfælde.”

God mening med influenza-vaccination

Et par andre hypoteser går ud på, at en blodprop kan udløses på grund af åreforkalkning, der bliver ustabil under en influenza-infektion, fortæller Tor Biering-Sørensen:

”Forkalkninger af blodårerne er forårsaget af aflejringer af plak og fedtstoffer i karvæggen. Når der går hul på disse plaks stimulerer det blodet til at størkne, og dette kan danne blodpropper i blodkarrene til hjerte og hjerne. Det er muligt, at de høje niveauer af betændelse ved en influenzainfektion gør disse plaks ustabile og øger risikoen for hjerte-kar-sygdom. Influenzaen kan også tænkes at ramme selve hjertemusklen," tilføjer Tor Biering-Sørensen:

”Ved obduktion af patienter, som er døde af influenza, har man fundet virus i hjertemusklen. Det tyder på, at influenza-virus måske kan påvirke hjertet direkte. Uanset de bagvedliggende årsager tyder meget på, at det giver rigtig god mening at beskytte mod hjertekar-sygdom under influenza med en vaccination.”

Like eller del denne artikel