Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Ny klinik i Odense til de hårdest ramte kræftpatienter fra Syddanmark

Kræftpatienter, der allerede har prøvet de gængse behandlingsmuligheder, kan snart få hjælp på en ny syddansk klinik for personlig medicin. På klinikken kan sundhedspersonalet undersøge genforandringer i kræftknuderne, og ud fra undersøgelserne kan de afgøre, om patienterne skal tilbydes eksperimentel medicinsk behandling.

Det er partierne bag budgetaftalen for 2019 i Region Syddanmark, som har afsat 5,3 millioner kroner til den årlige drift af den nye klinik, og budgettet blev godkendt på regionsrådsmødet 29. april 2019.

Region Syddanmark går nu i gang med at etablere klinikken, der skal kortlægge genforandringer i patienters kræftknuder. Syddanske patienter har allerede nu mulighed for at få undersøgt genforandringer i kræftknuderne, men de undersøgelser foregår i dag på Rigshospitalet. Det nye tilbud betyder, at patienterne fremover vil kunne spare turen over Storebælt og få foretaget gen-kortlægningen i Odense.

Undersøgelserne af genforandringerne giver læger og molekylærbiologer mulighed for at finde ud af, om kræftknuden vil reagere på en given type medicin. På den måde kan sundhedspersonalet afklare, hvilke patienter der kan tilbydes eksperimentel medicin.

Undersøgelserne vil også kunne bidrage til, at man kan stoppe med behandling, der ikke har effekt.

Klinikken, der bliver en del af Onkologisk Afdeling på Odense Universitetshospital (OUH), hedder Klinik for Præcisionsmedicin. Klinikken er for patienter, der allerede har afprøvet de normale behandlingsmuligheder, og som bliver henvist fra deres eget sygehus.

"Vi skal blive bedre til at tilpasse behandlingen den enkelte patient og det kræver, at vi løbende undersøger, hvilken effekt den givne behandling har. Der er et stort potentiale i den personlige medicin, der er tilpasset den enkelte patient, og klinikken i Odense er første skridt på vejen, men også et vigtigt et af slagsen," siger formand i Region Syddanmark, Stephanie Lose (V), til Region Syddanmarks hjemmeside.

Den nye klinik kan lave undersøgelser på op mod 700 kræftpatienter om året.

Personlig medicin anvendes i dag flere steder i regionen. Region Syddanmark arbejder desuden på en vision for anvendelsen af personlig medicin ved alle regionens sygehusenheder, så personlig medicin kan komme flere af regionens patienter til gode.

 

Del artikler