Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Lynbehandling for blodprop bredes ud til hele landet

Når omkring 9.000 danskere hvert år bliver ramt af en blodprop i hjertet, tæller hvert minut. Indtil nu har man kunne spotte store blodpropper allerede i ambulancen, mens mange små blodpropper desværre først opdages på hospitalet. Og er man blevet kørt til et mindre sygehus, er det helt normalt, at man ligger flere dage, inden man bliver bragt til et hospital med hjertespecialister, der f. eks. kan lave en ballonudvidelse.

Men en ny metode kan opdage mindre blodpropper allerede i ambulancen, så patienterne langt hurtigere kan få den rette behandling, og menneskeliv kan reddes. Nu skal den udbredes til hele landet, lyder det fra Danske Regioner og Hjerteforeningen. Det sker som led i et fælles udspil om bedre hjælp til hjertepatienter, der præsenteres på Danske Regioners generalforsamling den 11. april.

Ambulancepersonalet i Region Hvedstaden og Region Midtjylland har afprøvet den nye metode, der måler blodets indhold af troponin, der er et hjerteenzym, som frigives til blodet, når hjertemusklen har iltmangel, hvilket ofte skyldes en mindre blodprop i hjertet. Erfaringerne fra Region Midtjylland, hvor den har været afprøvet, viser, at 45 procent af de mindre blodpropper bliver fanget allerede i ambulancen.

Ved at være i on-line kontakt med førende kardiologer får ambulancepersonalet straks en lægefaglig vurdering - og kan køre patienten til det nærmeste hospital med en hjerte-kar-afdeling.

"Patienten kan blive kørt eller fløjet direkte til hjertecenteret og blive behandlet langt hurtigere, end hvis de først skulle ind forbi en akutmodtagelse. Det kan redde liv, medføre færre mén efter blodproppen og betyder desuden, at hjertepatienter kan tage op til to dage tidligere hjem fra hospitalet," siger formand for Region Midtjylland, Anders Kühnau (S).

En mindre blodprop starter ofte med brystsmerter eller pludselig åndenød, men kan ende med hjertesvigt eller hjerterytmeforstyrrelser, hvis behandlingen ikke starter i tide. Derfor kan den nye metode også være med til at redde liv, vurderer Anne Kaltoft, der er direktør i Hjerteforeningen.

"Det vil betyde, at patienten kan undgå unødig transport og hurtigere få den rigtige behandling. Det er klart, at det kan være af afgørende betydning. Jo længere tid der går, inden man opdager blodproppen og igangsætter behandlingen, desto større dele af hjertemusklen dør. Derfor er det så vigtigt, at blodpropper opdages hurtigt, og den rette behandling sættes i gang med det samme," siger Anne Kaltoft.

Hjerteforeningen har støttet det oprindelige forskningsprojekt med 3,1 mio. kroner.

 

 

 

LÆS OGSÅ: Regionerne og Hjerteforeningen vil også have kunstig intelligens indført i alle vagtcentraler som hjælp til at spotte hjertestop


Blodprøven

  • Den nye blodprøveanalyse måler stoffet troponin i blodet. Prøven tages fra en blodåre og analyseres i ambulancen på alle patienter med brystsmerter eller pludselig opstået åndenød. Analysen tager ca. 15 minutter.
  • Hvis prøven er positiv, det vil sige mere end 40 ng/time, og der mistænkes en mindre blodprop, vil ambulancen konferere patienten med kardiologisk vagthavende. Det sker med henblik på en visitation til et hospital for at få lavet en nærmere hjerteundersøgelse.

 

Tags: hjertestop