Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Hver anden modtager af hjemmehjælp indlægges på et sygehus

I løbet af 2017 blev 49 procent af borgerne, der modtog hjemmehjælp, indlagt på et sygehus, viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

I 2017 blev 22 procent af alle borgere på 65 år eller derover indlagt på et somatisk (ikke-psykiatrisk) sygehus. Men ser man udelukkende på modtagere af hjemmehjælp i denne aldersgruppe blev 49 procent indlagt, hvorimod kun 17 procent af borgere i aldersgruppen, som ikke modtog hjemmehjælp, blev indlagt. Det fremgår af en ny analyse fra Sundhedsdatastyrelsen.

"Forskellen er markant. Men det hænger naturligvis sammen med, at kommunernes tilbud om hjemmehjælp gives til borgere, der har midlertidige eller permanente udfordringer med at klare de daglige gøremål," siger Lisbeth Nielsen, direktør i Sundhedsdatastyrelsen.

Analysen viser blandt andet også at:

Omkring halvdelen af borgere på 85 år eller derover modtager hjemmehjælp. Tilsvarende modtager 15 pct. af alle borgere på 65 år eller der over hjemmehjælp.

Borgere på 65 år eller derover, der modtager hjemmehjælp, har flere indlæggelser i det somatiske sygehusvæsen i løbet af et år, end den generelle befolkning på 65 år eller derover.

Der er en tendens til, at andelen af hjemmehjælpsmodtagere, der bliver indlagt, er lavest i Vestdanmark og højest i Østdanmark.

Del artikler