Sygeplejerske: ”Det er vigtigt, at vi ser ’det hele menneske’ i kræftbehandlingen”

Hvis kræftpatienter har dårlig økonomi eller f.eks. synes, det er usædvanligt svært at stoppe med at ryge, så påvirker det behandlingen.

Sygeplejerske på Rigshospitalet, Lise Bjerrum Thisted, der arbejder på Enhed for Kræftrehabilitering, mener f.eks. også, at både motionsvaner og parforhold er vigtige elementer i behandlingen.

I dag er der flere initiativer i sundhedsvæsenet, som er med til at sikre, at patienterne bliver bedst muligt rustet til at gennemgå en behandling.

Det gælder også og måske især inden for kræftbehandlingen. Rigshospitalet har for eksempel oprettet Enheden for Kræftrehablitering. Her er der en bevidsthed om, at det kan betyde en markant forskel i patienten behandlingsforløb, hvis man ikke kun forholder sig til patientens kræftsygdom, men til det ’hele menneske’ - og sætter ind med støttende initiativer, præcis der hvor patienten har særligt behov for det.

At få en kræftdiagnose vender livet på hovedet for alle mennesker. Hvis man derudover endda står i en særlig sårbar situation, så kan livet blive helt uoverskueligt. Det har den konsekvens, at man kan have svært ved at forberede sig bedst muligt på de nogle ofte hårde behandlinger, som man skal igennem.  

På Rigshospitalet har man under Onkologisk afdeling oprettet Enhed for Kræftrehablitering. Her kan man som patient blive henvist til, hvis sundhedspersonalet vurderer, at man er særligt belastet eller har ’særligt komplekse rehabiliteringsbehov’ – altså har særligt behov for støtte. Man kan for eksempel være enlig forsørger, bo alene eller have flere forskellige sygdomme eller lidelser samtidigt. I enheden er der tilknyttet to sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter, samordningskonsulenter, som har tæt samarbejde med en hospitalsansat socialrådgiver og en psykolog. Samordnings-konsulenter har til opgave at bygge bro mellem hospitalet og kommunerne og at være med til at sikre koordination og kvalitetssikring i patientforløb.

Den ’hele patient’

Opgaven for medarbejderne i enheden er i samarbejde med patient, pårørende og eventuelle samarbejdspartnere (for eksempel hospitalsafdelinger, patientens kommune og praktiserende læge) at udarbejde en rehabiliteringsplan for den enkelte patient. Ideelt set er kræftpatienten allerede velbehandlet for sine eventuelle følgesygdomme, når patienten af egen læge henvises til et udredningsforløb for kræft på hospitalet. Det er dog langt fra altid tilfældet, fortæller kræftrehabiliterings-sygeplejerske på enheden, Lise Bjerrum Thisted:

”Ifølge den lokale sundhedsaftale i Region Hovedstaden, så er det faktisk den praktiserende læges opgave at sørge for, at patienterne er velregulerede for lidelser, som for eksempel diabetes, KOL og hjertepumpeforstyrrelser, inden de bliver sendt i udredningsforløb og kræftpakkeforløb på hospitalet. Men hvis en patient for eksempel ikke møder op til sine aftaler og til kontrol af sin kroniske sygdom og først dukker op, når den er helt gal, så er det selvfølgelig ikke muligt for den praktiserende læge at leve op til det krav. Kræftlægerne på hospitalet er derfor nødt til at sikre sig, at patientens andre lidelser er så velbehandlede som muligt, så de kan få den bedst mulige behandling for sin kræft. Der er i hele Danmark indført, at hospitaler systematisk skal vurdere patientens behov for støtte (rehabilitering og palliation) før, under og efter en kræftbehandling, og det er i sådanne helt konkrete tilfælde, hvor vi kan hjælpe med at sikre patienten og de pårørende så godt et forløb som muligt allerede fra diagnose-tidspunktet,” fortæller hun. 

Andre patienter med det, som Lise Bjerrum Thisted kalder ’komplekse rehabiliteringsbehov’, og som derfor har brug for ekstra støtte, kan for eksempel være enlige forsørgere, patienter, som bor alene og patienter med hjemmeboende børn:

”Det er væsentligt, at vi i sundhedsvæsenet i kræftbehandlingen forholder os til ’hele patienten’ - til det ’hele menneske’ - og dermed altså også til den enkelte patients livssituation. Vi er der for at yde patienten støtte, så han eller hun genvinder styrken til at klare behandlingen bedst muligt og bliver rustet til også at klare hverdagen på trods af de følger, som sygdom og behandling giver,” siger hun.

Fokus på den enkelte patients særlige behov

Patienternes situation og behov bliver ved flere samtaler før, under og efter behandling vurderet i de afsnit, patienterne er tilknyttet - og de bliver så, hvis de har behov, henvist til nogle af de mange rehabiliteringstilbud i kommunerne. For eksempel kan patienterne få hjælp til at ændre livsstil og bryde uhensigtsmæssige vaner. Ved behovs-samtalerne tages der udgangspunkt i et skema, som patienten har udfyldt hjemmefra. Her bliver der spurgt ind til alle tænkelige aspekter af patientens hverdag og velbefindende som for eksempel økonomi, fysiske og psykiske udfordringer, bekymringer, motion, vægt, tobak- og alkohol-forbrug, ligesom der også spørges ind til seksualitet og kropsforandringer. På den måde danner sygeplejerskerne sig det bedst mulige overblik over, hvor der måske især skal sættes ind med hjælp og støtte, og hvilke særlige behov den enkelte patient har, forklarer Lise Bjerrum Thisted:

”Et helt konkret eksempel er, at hvis en patient har en meget dårlig økonomi, så er der typisk mange bekymringer, som går på det. Patienten vil så sandsynligvis ikke kunne finde overskuddet til at motionere, spise sundt eller måske at holde op med at ryge. Faktorer, som i nogen grad kan spille ind på, hvordan man klarer det, når man skal igennem en barsk behandling for kræft. Patientens egen involvering er naturligvis afgørende for en god rehabilitering, og der kan også være behov for støtte fra for eksempel hospitalets, kommunens eller patientforeningens socialrådgiver,” siger hun.

Sociale kontakter og fællesskab med andre

Kræftpatienter spørger ofte om, hvad de selv kan gøre for at komme bedst muligt igennem en behandling. Derfor har man på Rigshospitalets onkologiske afdeling udarbejdet en folder i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse.

Et råd fremhæver Lise Bjerrum Thisted som særligt vigtigt:

”Vi ved, at det er utroligt vigtigt, faktisk afgørende, at man under et kræftforløb, har nogen, som er opmærksomme på ens situation, bekymrer sig om ens velbefindende – ligesom at det er vigtigt, at man har sociale kontakter og oplever en form for fællesskab med andre. Det giver en øget livskvalitet og ruster patienterne mentalt.”

I folderen står der naturligvis også noget om, at man skal spise efter kostrådene, undgå rygning og også passiv rygning, ligesom man skal skære ned på sit alkoholforbrug, undgå for meget stillesiddende arbejde og sørge for at motionere regelmæssigt. Flere patienter tager i en eller anden grad stilling, når de får en kræftdiagnose. I dette såkaldte ’Teachable Moment’ er det vigtigt, at patienterne bliver oplyst af lægen om, hvilken indflydelse livsstil har på effekt af behandling og omfang af bivirkninger, pointerer Lise Bjerrum Thisted.

”Vi skal blive bedre til at udnytte ventetiden op til en operation eller en behandling og gøre den til forberedelsestid. På den måde kan vi gøre patienten i bedst muligt fysisk og mental stand til at klare behandlingen. Det kan helt konkret være, at man oplyser og taler med en patient om, at det er bedst for sårhelingen, hvis ikke man ryger, og at der for eksempel er mulighed for at få hjælp til at stoppe med at ryge i kommunen,” forklarer Lise Bjerrum Thisted.

Selv små tiltag kan gøre en forskel

Lise Bjerrum Thisted understreger dog, at det at leve efter nogle anbefalinger ikke handler om, at alle patienter skal motionere mest muligt, og at alle, der vejer nogle kilo for meget skal tabe sig:

”Det handler om, at vi hjælper den enkelte patient med at finde et niveau, som passer til formåen og overskud og til på bedst tænkelige vis at imødegå den behandling, som er planlagt. En patient med knoglemetastaser, må ikke nødvendigvis motionere på samme måde som tidligere, ligesom en patient med et par kilo for meget på sidebenene ikke nødvendigvis skal tabe sig inden en hård behandling. Og selv ganske små tiltag kan faktisk godt gøre en ret stor forskel i et kræftbehandlingsforløb,” siger hun.