Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Lars Løkke i åbningstale: Danmark skal have 21 nye sundhedsfælleskaber

Regeringen vil oprette 21 nye ”sundhedsfællesskaber” over hele landet, afslørede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i dag i sin åbningstale til Folketinget. ”Man må gå ud fra, at de 21 sundhedsfællesskaber er tænkt som en afløser for regionerne, selvom planerne endnu er meget ukonkrete,” siger Lægeforeningen, som ikke er begejstret.

Regeringen vil oprette 21 nye ”sundhedsfællesskaber” over hele landet. Det afslørede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i dag i sin åbningstale i Folketinget.

De nye sundhedsfællesskaber skal bygges op omkring de nuværende akutsygehuse rundt om i landet og vil i gennemsnit kunne dække fire-fem kommuner. De skal bygge bro mellem sygehusene, kommunerne og de praktiserende læger.

Sundhedsfælleskaberne bliver en del af det udspil til en kommende sundhedsreform, som regeringen præsenterer efter efterårsferien.

Det store spørgsmål er, om de nye sundhedsfællesskaber skal afløse eller supplere de nuværende regioner. Det kom statsministeren ikke ind på.

“Målet er at skabe den organisering, der bedst muligt kan drive udviklingen af vores sundhedsvæsen fremad. Med borgeren, patienten i centrum. Sundhedsvæsnet skal være bedre, kvaliteten større og forskellene mindre,” sagde Lars Løkke Rasmussen.

“Vores sundhedsvæsen er ikke perfekt, men det er godt, og det står i skærende kontrast til sundhedsvæsnet i 2001, hvor det var kørt i sænk, og hvor tilliden var så ringe, at patienter tog til Tyskland for at få tvivlsom behandling. Siden er der kommet klare patientrettigheder, faldende ventetider, bedre overlevelse, flere behandlinger, nye supersygehuse. Og 5800 flere læger og 5900 flere sygeplejersker. Der er godt nok blevet længere til operationsstuen, men lægespecialerne er samlet og behandlingskvaliteten bedre og patientoverlevelsen større, så det bytte vil jeg gerne gøre."

Statsministeren mente, at sundhedsvæsenets store problemer i dag er manglende sammenhæng og nærhed, og at der er for stor forskel på behandlingerne rundt om i landet.

"Systemerne taler ikke rigtig sammen, hverken internt på hospitalerne eller mellem hospitaler, kommuner og praktiserende læger. Bare det at koordinere en sygetransport fra hospitalet og til hjemmet kan virke som en udfordring, og hvis der er behov for yderligere pleje, kan det gå helt i stå. Det skal vi gøre meget bedre. Det er ikke nok, at behandlingen er blevet bedre, forløbet skal også være bedre, og den enkelte patient skal føle sig tryg. Patienterne skal opleve at blive taget trygt og ordentligt hånd om, og hvor sygehus, egen læge og kommunen arbejder sammen. Tilrettelægger et samlet, overskueligt forløb hele vejen fra indlæggelse til opfølgning og genoptræning," sagde Lars Løkke Rasmussen.

Om manglen på nærhed sagde han bl.a.:

"Alt for mange kontroller foregår unødvendigt på sygehuse. I Midtjylland kan hjertepatienter genoptrænes på et kommunalt sundhedscenter, i Nordjylland har man siden 2015 haft KOL-patienter til at sende deres tal ind til lægerne fra en tablet. Til glæde for alle. Alligevel er det ikke bredt ud til resten af landet. Vi skal være bedre til at sprede de gode eksempler," sagde han også.

I Lægeforeningen ser de Lars Løkkes udspil som en reel aflivning af regionerne.

”Man må gå ud fra, at de 21 sundhedsfællesskaber er tænkt som en afløser for regionerne, selvom planerne endnu er meget ukonkrete. Regionerne er langtfra perfekte,, men jeg må advare mod at lave snuptagsløsninger uden at involvere læger og andre fagpersoner. Hertil kommer, at sundhedsvæsenet i forvejen er så presset, at en helt ny struktur kan resultere i længere tids reformlammelse og et stort forbrug af ressourcer, som går fra andre opgaver,” understreger Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing.

”Man kan ikke afvise at diskutere strukturen i sundhedsvæsenet, men det egentlige problem er manglende ressourcer i forhold til opgaverne. Det gælder eksempelvis, at samtlige regioner må skære for at få næste års budgetter til at hænge sammen, at medicinske afdelinger i fem ud af fem regioner er plaget af overbelægning, og at Arbejdstilsynet er en hyppig gæst på afdelingerne. Samtidig vil der i de kommende år være stadig flere ældre, som har brug for behandling, pleje og omsorg. Og det burde bekymre både statsministeren og resten af regeringen, at der i årene 2016-2017 samlet set kun er ansat fire personer ekstra på de offentlige sygehuse, mens antallet af patienter er steget med 55.000,” siger Andreas Rudkjøbing.



Del artikler