SP på vej i Norge - herhjemme bør ny regering afvikle den
Debat

Psykolog i Region Sjælland
DEBAT: Norges første store implementering af en pendant til Sundhedsplatformen skal begynde 12. november 2022. Herhjemme håber daglig bruger af Sundhedsplatformen, Flemming Rasmussen, at Sundhedsplatformen afvikles, og at elektroniske patientjournaler i Danmark kan blive en del af regeringsgrundlaget for en kommende regering.
I Norden har Finland, Norge og Sverige i nogle nogle geografiske enheder valgt at bruge Elektronisk Patientjournal fra det amerikanske selskab EPIC. I Danmark kendt som Sundhedsplatformen, men andre steder i Norden kendt som Helseplattformen eller Apotti.
Senest er det (efter en udsættelse) bestemt, at Norges første store implementering skal begynde 12. november 2022. Op til den endelige beslutning fra styregruppen om at iværksætte implementeringen på Sct. Olavs Hospital i Trondhjem har der været meget modstand, herunder flere bekymrede, offentlige breve om frygt for konsekvenserne ved ibrugtagning. Ja, der har ligefrem været fakkeltog med mere end 200 deltagere mod opstarten.
Just nu her i efteråret 2022 er der kommet en artikel i International Journal of Medical Informatics (Hertzum, Ellingsen & Cajander) om implementeringen i Danmark og Finland. Jeg må sige, at de er ganske hårde i deres konklusion: ”The post-implementation experiences from the two implementations contradict pre-implementation expectations. Specifically, the consequences of using EPIC have become salient only after go live”. (Erfaringerne fra de to implementeringer står i kontrast til forventningerne før implementeringen. Konkret er konsekvenserne af at bruge EPIC først blevet fremtrædende, efter man er gået live, red.)
Det tyder jo ikke godt for det forestående norske projekt. Helseplattformen forventer at være tilbage til almindelig sygehusproduktion efter fire uger.
I Danmark var der afsat tre uger til at opnå fuld produktion. Onde tunger vil nok påstå, at efter fem års brug i Danmark er fuld produktion ikke nået endnu. Region Sjællands Overlægeforenings analyse ”Sundhedsplatformen og overlægernes tidsforbrug i Region Sjælland” ser på tidsforbruget før og efter Sundhedsplatformen, senest målt i november-december 2019 – og altså to år efter implementering i Region Sjælland. Jeg citerer fra Overlægeforeningens analyse: ”Umiddelbart efter Sundhedsplatformen blev indført, steg tidsforbruget på at løse de enkelte opgaver. Tidsforbruget er efterfølgende faldet igen, men ikke til samme niveau som før Sundhedsplatformen. Således oplever overlægerne, at 13 ud af 13 opgaver i dag tager længere tid at løse end før sundhedsplatformen. Før Sundhedsplatformen så overlægerne 2,9 patienter i timen. I dag ser overlægerne 2,4 patienter i timen. Det svarer til et fald på 17 %. Det understøttes af, at 70 % af overlægerne vurderer, at de har fået mindre patientkontakt siden indførelsen af Sundhedsplatformen.”
