Små sygehuse er ikke andenrangs: Stop den arrogante storbylogik

Debat

Jeannet Lauenborg, overlæge, ph.d., MPG
Arbejder på Nykøbing Falster Sygehus
Bor i Herlev og stiller op til kommunalvalget i Herlev for Det Konservative Folkeparti

Overlæge Jeannet Lauenborg går i rette med synspunktet om, at arbejde på mindre sygehuse er spild af ressourcer. Hun peger på, at patienter uden for de store hospitaler har krav på nær behandling, og at læger må tage ansvar for lige adgang til sundhed i hele landet.

Jeg er normalt ikke en person, der råber op, men for nylig blev jeg dog alligevel ramt på min stolthed og på mit samfundssind - så ramt, at jeg måtte brøle. Det var, da jeg på DR læste om en overlæge fra et universitetshospital, der følte sig tvunget til at passe ambulatorium på Nykøbing Falster Sygehus en dag om måneden. At kalde det spild af ressourcer at møde patienter dér, hvor de bor, gjorde mig mest af alt forarget over den arrogance, en sådan holdning udstråler. Det er ikke noget, der vinder gehør eller respekt i befolkningen. 

Jeg har dog tidligere mødt værre ytringer, som har gjort mig decideret vred, og som måske også er at spore i overlægens kommentarer, nemlig at man burde overveje at lukke de små steder, for kvaliteten er for dårlig, og det vil koste for mange ressourcer at holde det kørende. Har man som erfaren læge da helt glemt, at man ifølge lægeløftet skal handle samvittighedsfuldt og i samfundets interesse uanset patientens sociale baggrund? Det gør man i hvert fald ikke ved at lukke og slukke et mindre sted, der er placeret tættere på der, hvor patienterne bor – der, hvor behovet er. 

Men skulle det rumme en gran af sandhed, at kvaliteten kan være udfordret, så kunne det måske skyldes, at de (måske) fagligt stærkere læger har holdt på deres faglighed og kun delt ud af den til de mere ressourcestærke patienter, der frekventerer universitetshospitalerne. Jeg vil vove at påstå, at mængden af viden pr. læge er nogenlunde lige stor, uanset hvor man er. For på de store steder ved man meget om lidt, men på de små steder ved man lidt om meget. Når man mangler måske 30 procent af en lægestyrke, som det kan være tilfældet på de små steder, er det ikke mærkeligt, at der samlet set er mindre faglighed omkring morgenbordet — færre kolleger betyder færre faglige samtaler, ikke dårligere læger.

Denne debat er ikke kun faglig, men også politisk. Om få uger er der valg til både region og kommune, måske det vigtigste regionalvalg nogensinde på grund af sammenlægning af to regioner, som kommer til at dække cirka halvdelen af Danmarks befolkning. Efter at Region Sjælland gennem mange år er blevet udsultet på speciallæger, fordi den store naboregion har støvsuget den lille for speciallæger, vil det om kort tid være hele regionens ansvar at sikre lige adgang til sundhed og god lægefaglig patientbehandling overalt. Og ja, der er allerede et forarbejde i gang inden for nogle specialer, hvor speciallæger fra de store steder bemander funktioner på de mindre matrikler – vel at mærke inden for normtid, og ikke til dyre konsulenttimere. 

Men der er lang vej igen. Og det er arrogant og viser mangel på indsigt, hvis man synes, at det er bedre, at patienterne kommer til lægen, end at lægen kommer til patienten. Kan man med lægeløftet i hånden forsvare, at patienterne – de svageste i samfundet – skal bruge en hel dag på at tranportere sig til en specialist for en konsultation på 15-30 minutter, frem for at lægen skal bruge en time længere på transport en gang om måneden og komme til patienten?

Man har forsøgt i flere år ad frivillighedens vej at få læger til at tage arbejde på de små matrikler. Men det eneste, der synes at have kunnet drive speciallæger til frivillig at dække ledige vagter på små afdelinger, har været størrelsen på udbetalingen for vagten. Og nu har man så grebet til tvang og tvunget nogle læger ud på en længere køretur, som for nogle tæller med i normtiden. 

Jeg synes, det er en hån mod mig og mine kolleger, der har sin faste gang på en mindre matrikel, at man føler sig for fin og værdifuld til en gang imellem at bevæge sig sydpå og ovenikøbet bliver betalt ekstra for ulejligheden, når vi andre gør det dagligt uden beregning udover den faste løn og et timeregnskab, der starter, når jeg stempler ind 8:00 og slutter kl. 15:24, når den kliniske funktion er slut. Jeg håber, at mine kolleger fra de store hospitaler på sigt vil finde tilfredshed i også at bidrage på de små matrikler. For jeg spiser langt hellere frokost med nogen, der gerne vil være der, end med nogen, der bare føler sig tvunget.

Og så lige et lille indspark til overlæger som ham, der giver udtryk for en bekymring for, at man kommer til at bruge mindre tid på det højt specialiserede og mere på det almene. Men måske er det netop dér, at udfordringen ligger – og gevinsten. Hjernen har, ligesom en muskel, godt af at blive brugt på nye måder. Den har bedst af at blive udfordret og holdt fleksibel gennem nye problemstillinger. Når man dag ud og dag ind løser de samme højt specialiserede opgaver, risikerer man, at de almene kompetencer og det kliniske overblik svækkes. At blive konfronteret med patienter og problemstillinger uden for sin vante subspecialeområde kan tværtimod skærpe både faglighed og dømmekraft.

Ønsker du at deltage med et indlæg i valgkampen? Skriv til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.