Når regneark styrer patientfordeling, rammes både læger og patienter

Senest 1. september har alle praktiserende læger fået at vide, hvor mange patienter de som minimum skal have i deres klinik. Tidligere var tallet fastsat til 1.600 patienter, men nu regner regionen et individuelt tal ud for hver enkelt læge. Det skræmmer mine kolleger, skriver Maria Krüger, næstformand for Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM).

Mange læger får i disse dage brev om, at de skal tilknytte flere patienter til deres klinik – nogle op til flere hundrede nye patienter. Det opleves som en stor belastning og skræmmer mange af mine kolleger, som ikke magter at have flere patienter. Måske er rammerne slet ikke til stede, de har ikke økonomi til at ansætte mere personale, de mangler lokaler, nogle har fagpolitiske opgaver eller undervisning ved siden af, og andre har i forvejen en presset hverdag med små børn eller sygdom i familien.

Problemet er, at modellen bag patientfordelingen kun tager udgangspunkt i patientdata – ikke i “lægens kapacitet”. Men ressourcer og belastning skal balancere, ellers ender man i stress og udbrændthed. Sundhedsvæsenet kan ikke reduceres til gennemsnit og Excel-ark. For gennemsnitspatienten findes ikke, og det gør gennemsnitslægen heller ikke.

Hidtil har vi haft et fleksibelt system: Når en læge vurderede, at kapaciteten var nået, lukkede klinikken for tilgang. For nogle er det ved 1.600 patienter, for andre højere. Stordriftsklinikker kan rumme flere patienter, mens små klinikker eller læger med særligt tunge patientgrupper naturligt kan tage færre. Det har fungeret, fordi det byggede på frivillige ordninger og aftaler.

Derfor er det ærgerligt, at man nu påtvinger lægerne flere patienter - langt flere end man iøvrigt har i landene omkring os. Det løser jo ikke lægemanglen på Lolland, at man presser læger i byerne til at have flere patienter. På Frederiksberg, hvor jeg arbejder, har halvdelen af klinikkerne allerede åbent for tilgang. Hvorfor skal de klinikker, der ikke magter mere, nu også tvinges til at åbne? Her er der jo ingen patienter, der står uden læge.

Konsekvensen kan blive, at patienter shopper mere rundt mellem læger, hvilket skader relationen og slider på både læge og patient. Endnu værre: Læger risikerer at brænde ud og ikke have tid eller overskud til at være dén læge, de gerne vil være. For patienterne kan det betyde længere ventetider, og for hospitalerne flere henvisninger, fordi praktiserende læger ikke har ressourcer til selv at løse opgaven.