Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Podcastserie om psykisk sygdom er ambitiøs og gribende god

PODCAST. Podcastserien ´Psyken´ tager gennem personlige 100 fortællinger suppleret med den seneste faglige viden lytteren med ind i hjernen på mennesker med psykisk sygdom. Resultatet er en spændende og helt unik oplevelse af, hvordan det føles, når hjernen er udfordret, og man derfor er psykisk sårbar.

Omkring 700.000 mennesker i Danmark har symptomer på psykisk sygdom her og nu. Men selv om det er  almindeligt at have en psykisk sygdom, lever fordomme om mennesker med psykisk sygdom alligevel i bedste velgående. For eksempel viser en dansk undersøgelse, at flere end hver femte med psykisk sygdom ikke har turdet at fortælle herom til andre end deres nærmeste af frygt for at blive set ned på eller stemplet som uligevægtig eller svag. 

Disse fordomme og den efterfølgende stigmatisering af mennesker med psykiske udfordringer forsøger produktionsselskabet Rakkerpak Productions støttet af Lundbeckfonden nu at ændre på med deres nye vidensbaserede podcastserie, Psyken, der med stor følsomhed og dybde udforsker, hvordan livet er bag sundhedsorganisationen WHO’s flere hundrede internationalt anerkendte diagnosekoder til at registrere og kategorisere de forskellige psykiske sygdomme:

”Psyken er podcasten, hvori vi udforsker sindets dybder og dykker ned i de diagnoser og lidelser, der ofte betegnes som psykisk sygdom. Gennem personlige fortællinger hjælper jeg dig med at forstå, hvordan det er, når psyken gør ondt. Lad os sammen blive klogere på hjernens komplekse kringelkroge,” inviterer seriens intime og empatiske speaker og vært, Roberta Hilarius Reichhardt, der sammen med sin redaktion i episode 1, lægger ud med programmet ´Infantil autisme, Når Kongerækken giver ro men fødselsdage skaber kaos´.  

I programmet møder vi den 16-årige Rasmus, der i en stream of consciousness indvier lytterne i sin overophedede hjerne, som kører løs i et væk med ugedage, datoer, årstal, historiske begivenheder og kongenavne, som organiserer hans ufleksible tanker i et fast gentaget og urokkeligt system, som han føler sig tryg i. Men denne dag har hans lillesøster fødselsdag, hvilket betyder, at familien om aftenen skal spise på restaurant. En forandring, som forstyrrer hans daglige, ensformige vaner og ritualer i en grad, så han i sin angst og uro kommer til at ødelægge dagen for hele familien med sine ulykkelige og voldelige reaktioner.

Fortællingen om Rasmus og hans stressede hjerne og manglende evner til at kommunikere, hvordan han har det, inden det går helt galt, viser med eksemplarisk klarhed, hvor helt umenneskeligt svært og stresset et almindeligt hverdagsliv er for Rasmus, men dermed også for hans søster og forældre. De må alle have brug for hjælp til at håndtere hans vanskeligheder, for bare som lytter er man helt udmattet efter at have været med inde i Rasmus sårbare hjerne, der er modnet som en fem-årigs samtidigt med, at den husker tal ligeså godt som en computer.

I program to ´Depression 1: Når tungsindet melder sig´ flytter vi med ind i den snart 50-årige Kristians hjerne. Også han er stresset. Kristian er stresset over et nyt arbejde og begynder at få det dårligere og dårligere. Vi hører hans indre og i stigende grad tæt på paranoide monologer, som står i skærende kontrast med, hvad han siger til sine kolleger og chef. Og da Kristian begynder at udvikle depressionssymptomer, tænker han – som så mange andre i samme situation – at det hele skyldes stress grundet et for stort arbejdspres, hvorefter han blot arbejder endnu hårdere. 

´Depression 1: Når tungsindet melder sig´ er en utrolig fin skildring af, hvad der ofte foregår inden i mennesker, som befinder sig i starten på de depressioner, som ti procent af den voksne danske befolkning anslås at have her og nu – foruden et mørketal for de især mildere depressioner som ikke rapporteres. 

De fleste voksne vil nok have prøvet enten at have det som Kristian, eller at have været tæt på et menneske i en tilsvarende situation. Her hører vi råt for usødet, hvor hæsligt nedbrydende det er, og lytterne udrustes således til bedre at kunne forstå og afhjælpe tidlige symptomer - uanset om det handler om én selv eller eksempelvist en kollega.

I seriens episode tre, ´Bipolar: Når maniens højder møder depressionens dybder´ møder vi Simon, der trods advarsler fra familien har insisteret på at stå for sin brors bryllupsmiddag. Men de kærlige intentioner, hvor alt er udtænkt flot og overdådigt, ender med på dagen at drukne i urealistiske planer, for lidt mad til gæsterne og for meget alkohol til ham selv. Og inden desserten er serveret, opsluges Simon af en buldrende mani, der gør middagen til en katastrofe, og som senere fører ham ind i en depression.

At opleve de skrøbelige balancer mellem normalitet og mani, mellem mani og depression, realisme og selvbedrag og triumf og nederlag, gør ondt på os lyttere, som i stigende grad kan mærke, hvor Simons nådesløse hjerne er i færd med at føre ham hen. Lige indtil han må forlade festen i utide og endnu engang havner som en slagen, skamfuld og depressiv mand i sin seng.

I program fire ´Søvngængeri: Når drøm og virkelighed kolliderer´ hører vi, hvad der sker inden i den godt 64-årige Jens, mens han går i søvne og ikke kan skelne mellem, hvad han drømmer, og hvad der er virkeligheden. For eksempel som her hvor han tror, at han er i færd med at springe ud fra en tre-meter-vippe, mens han i virkeligheden er i gang med at hoppe ud af et vindue fra anden sal. Et hop som Jens overlevede, men som efterlod ham i livsfare med mange knuste knogler og et langt efterfølgende sygeleje og genoptræningsforløb.

Søvngængeri sker især – op til 14 procent - for børn, mens mellem 1-3 procent voksne går i søvne. Årsagen er ikke fuldt klarlagt, men er associeret med blandt andet forskellige former for neurologiske hjernelidelser. En dramatisk historie om en sygdom, som redaktionen tydeligvis har gjort sig umage med at rekonstruere, hvorfor den i al sin mærkelighed fremstår troværdig, relevant og dybt interessant.

I program fem, ´Kleptomani: Når trangen tager over´ fortæller Annika om, hvordan hun i det skjulte kæmper med en næsten uovervindelig trang til at stjæle. Ikke fordi hun som sådan er interesseret i at eje det, hun stjæler, men fordi hendes hjerne siger, hun er nødt til det. Uanset hvor meget hun lider af skyld og skam, når trangen tager over. Både overfor sig selv, når hun er midt i stjæleriet og overfor mand og barn, når hun opdages.

Fælles for seriens fem programmer er en vellykket blanding af solid research i den medicinske forskning og ikke mindst de dybt gribende patienthistorier, der åbner op for helt nye måder at forstå psykisk sygdom på og derfor er svære at kaste af sig. Tilsvarende formidler seriens gribende gode rekonstruktioner af de fem forskellige hjerners funktionsmåder utroligt effektivt, hvor hårdt og helt særligt mennesker med den slags hjerner er udfordrede. 

Rakkerpak har med denne lærerige serie baseret på virkelige erfaringer taget psykisk sygdom alvorligt og brugt ressourcer på at få skabt nogle meget velskrevne og journalistik og lægefagligt gennemtænkte manusser, en god lydkvalitet og et vellykket flow i de fem udsendelser. Og der er alt mulig grund til at tro, at ´Psyken´ vil kunne lykkes med at nedbryde tabuer og stigmatisering og i stedet inspirere til øget forståelse, empati og åbenhed.

´Psyken´ er en ambitiøs og stærk følelses- og tankemæssig oplevelse, som kan anbefales alle, der lever med mental sygdom tæt på eller ønsker at blive bedre informerede, berørte og inspirerede af patienters oplevelser og fortællinger. Og man kan kun håbe, at de næste 95 programmer, som Rakkerpak Production lover at lave, vil blive ligeså gode, når de  kommer til at arbejde sig ned igennem WHO’s liste over psykiske sygdomme. 

'Psyken' kan findes der, hvor du normalt lytter til podcasts. Nye episoder udkommer hver onsdag og lørdag.


Fakta om ICD (10 og 11):

  • ICD er WHO’s internationalt anerkendte klassifikationssystem, der bruges til at registrere og kategorisere forskellige sygdomme.
  • ICD er en forkortelse for “International Classification of Diseases and Related Health Problems”
  • 10-tallet i ICD-10 betyder, at man er nået til den tiende udgave
  • ICD-11 er udkommet og skal implementeres i det danske sundhedsvæsen de kommende år

kultur