Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Modelfoto

Epidemi rammer landets børneafdelinger

En stor epidemien med RS-virus hærger Danmark og medfører så meget pres på børneafdelingerne, at det går ud over andre børn.

Det skriver Politiken. 

Danmark står midt i en større epidemi med RS-virus blandt de mindste børn, konstaterer Anne Louise Bischoff. Hun er formand for landets børnelæger og til daglig overlæge på Børne- og Ungeafdelingen på Nordsjællands Hospital.

»Jeg er på vagt lige nu, og vores venteværelse er helt fyldt med børn. Alle børn, der ikke er alvorligt, akut syge, må desværre vente meget længere, end vi kunne ønske os. Og sådan er det på alle børneafdelingerne i hele landet,«, siger Anne Louise Bischoff til Politiken. 

Anne Louise Bischoff fortæller, at de på hendes hospital i Hillerød eksempelvis har måttet aflyse alle planlagte kontrolbesøg, hvor børn med allergi skal tilses af sygeplejersker, fordi alt personalet lige nu bruges til de akut syge børn.

Også Statens Serum Institut konstaterer, at smitten med RS-virus nu ligger betydeligt højere end i tidligere sæsoner – bortset fra sidste år. Sidste år toppede epidemien i uge 36 med 1.359 konstaterede smittede på landsplan, mens der i sidste uge var 979 nysmittede, viser data fra Statens Serum Institut

Det er særligt børn under fem måneder, der i år rammes af RS-virus, og for langt de fleste er det en svær forkølelsessygdom, de ikke kan undgå, og hvor de hurtigt kommer sig igen. Men 1.014 børn under et halvt år har været indlagt med RS-virus i sæsonen 2022/2023. Et barn på et år er død. 

For ældre kan virussen være farlig. Denne sæson er 24 personer over 75 år med virussen død. 

 

 

Fakta om RS-virus

  • RS-virus er den hyppigste årsag til indlæggelseskrævende luftvejsinfektion hos små børn
  • Oftest forløber infektionen som en forkølelse, men specielt hos børn under 6 måneder ses ofte nedre luftvejsinfektion, som fører til vejrtrækningsproblemer
  • Børn, der er født for tidligt eller har hjertelidelse eller anden kronisk sygdom, er i særlig risiko for et svært forløb af RS-virusinfektion
  • De fleste børn behøver hverken behandling eller indlæggelse og får det bedre indenfor 3 - 5 dage
  • Hvis barnet har brug for indlæggelse pga. vejrtrækningsproblemer, kan man behandle med ilttilskud, væske og ernæring gennem sonde

Kilde: Sundhed.dk

rs-virus

Del artikler