Skip to main content

{source}
<!-- /52195173/ST_top -->
<div id='div-gpt-ad-1510488486117-0' style='height:180px; width:930px;'>
<script>
googletag.cmd.push(function() { googletag.display('div-gpt-ad-1510488486117-0'); });
</script>
</div>
{/source}

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Foto: Marie Hald

Fotoudstilling vil udfordre forestillinger om hud og skønhed

17 mennesker med hudsygdomme står frem på fotografier af den prisvindende fotograf Marie Hald. Billederne viser, at skønhed ikke handler om perfekte overflader – men om autenticitet, forskellighed og mod, mener sygeplejersken og lægen, der er initiativtager til udstillingen.

Hudsygdom er ikke kun forbundet med fysiske gener. Patienter med psoriasis, akne, nældefeber, eksem eller rosacea døjer ofte også med skam, isolation og depression som følge af deres fremtoning.  

To sundhedsprofessionelle fra Gentofte Hospital fik derfor ideen til en foto-udstilling, der gør op med ideen om den perfekte hud. Fotoprojektet ’Min Smukke Hud’ er en række billeder, der skal illustrere, hvordan eksempelvis psoriasis også kan være smukt, forklarer klinisk sygeplejespecialist Anna Krontoft fra Afdeling for Allergi, Hud- og Kønssygdomme på Gentofte Hospital.

”Vi ser hele tiden glat og fejlfri hud i medierne, men kun de færreste kan leve op til idealerne. Derfor ønskede vi at lave et projekt, der betoner, hvor forskellig hud kan se ud, og stadig være smuk,” siger hun.

Hun tog sammen med læge Charlotte Näslund Koch kontakt til Marie Hald, der er en prisvindende fotograf med en kropspositiv agenda. 17 patient-cases med forskellige slags huddiagnoser indgår i den færdige billedserie.

Alle de billeder, der bliver taget, vil blive hængt op på Afdeling for Allergi, Hud- og Kønssygdomme på Gentofte Hospital, og de vil blive brugt på sociale medier, derudover vil de blive fremvist i Kulturhuset Indre By dette efterår (se mere info sidst i artiklen). Alle billederne vil desuden blive udstyret med en QR-kode, som man kan scanne, hvis man vil læse mere om den pågældende hudsygdom.

Oplysning kan hindre stigmatisering

Anna Krontoft erkender, at det er ”megasvært” at gøre op med kropsidealer, der er fast forankret i vestlig kultur, muligvis siden antikkens Grækenland.

Det skal dog ikke stoppe os fra at prøve, påpeger hun.

”Vi har som almindelige dødelige muligheder for at fremme alternative fortællinger om skønhed nu til dags, eksempelvis via sociale medier. En enkelt udstilling kan ikke ændre et skønhedsideal, men hvis vi alle giver vores besyv med, kan vi måske alligevel rokke ved noget. Derudover er der også et oplysende sigte med udstillingen: At udbrede viden om hudsygdomme. Nogle tror måske, at bestemte hudsygdomme er smitsomme. Det kan vi gøre op med, så patienterne dermed ikke oplever ekstra stigmatisering,” siger Anna Krontoft.  

LEO Fondet har ydet økonomisk støtte til projektet, der bliver præsenteret til fernisering i Kulturhuset Indre By i København fra 16.00-20.00 den 29. september. Udstillingen kan derefter opleves gratis i Kulturhusets foyer til og med torsdag den 2. oktober

 

kultur