Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Sundhedsminister Sophie Løhde reagerer nu på, at Danske Regioner vildleder ministeren i en redegørelse.

Løhde dybt bekymret over regioners fejlinformation

Sundhedsminister Sophie Løhde reagerer nu på, at Danske Regioner vildleder ministeren i en redegørelse om regionernes praksis i at bruge det 7. princip – en praksis, som Løhde tidligere har kaldt ”dybt problematisk”. 

Når lægerne på vegne af en patient ansøger den regionale lægemiddelkomite om at bruge et lægemiddel, der ikke er anbefalet af Medicinrådet, kan komiteerne ikke afslå med argumentet om, at lægemidlet er under behandling i Medicinrådet. Det slår Sophie Løhde fast, og det skrev hun til regionerne 20. november 2023. Hun bad også regionerne om en redegørelse på, hvor mange gange det alligevel er sket.

Konklusionen fra alle regioners side lød, at de – siden Sophie Løhde skrev til regionerne 20. november – da ikke har afvist noget som helst med den begrundelse.

Men som Sundhedspolitisk Tidsskrift i sidste uge kunne afsløre, passer det ikke. Vi kunne dokumentere, at Region Hovedstadens lægemiddelkomité gav afslag med den begrundelse i december 2023 - på en ansøgning, komiteen modtog 29. november 2023. Altså godt en uge efter, at ministeren skrev sit brev. 

I Danske Regioners redegørelse under afsnittet for Region Hovedstaden skriver Danske Regioner ellers:

”Region Hovedstaden har tidligere begrundet afslag med, at lægemidlet var under vurdering af Medicinrådet. Denne praksis er ophørt efter ministeren i brev af 20. november meddelte, at regionerne ikke kan begrunde et afslag om individuel ibrugtagning med, at et lægemiddel er under vurdering i Medicinrådet.”

 

Overlæge og lægelig forskningsleder Ann Søegaard Knop på Rigshospitalets Afdeling for Kræftbehandling kunne også fortælle, at brystkræftteamet på Rigshospitalet faktisk aldrig fået et afslag på ansøgninger på lægemidler under vurdering i Medicinrådet, uden at den begrundelse indgik.

”Vi har på alle de ansøgninger, vi har lavet på kræftlægemidler, der lå til behandling i Medicinrådet, fået afslag med forskellige variationer over sætningen – ”vurdering af den aktuelle indikation pågår i Medicinrådet”. Den første var tilbage i 2019, og den sidste blev indsendt 29. november 2023 med afslag i december – altså efter sundhedsministerens skærpelse til regionerne,” fortalte Ann Søegaard Knop til Sundhedspolitisk Tidsskrift i sidste uge.

Dybt bekymret minister

I en mail til regionerne skriver sundhedsminister Sophie Løhde nu, at hun hæfter sig ved, at Region Hovedstaden i redegørelsen angiver, at praksissen med at begrunde afslag med, at lægemidlet er under behandling i Medicinrådet, skulle være ophørt.

"Jeg er imidlertid opmærksom på historier i medierne, der indikerer, at patienter efter den 20. november 2023 tilsyneladende har modtaget afslag på afgørelser om individuel ibrugtagning med begrundelse i, at lægemidlet er under behandling i Medicinrådet. Dette finder jeg dybt bekymrende, ikke mindst når vi er enige om, at det ikke bør være tilfældet. Og jeg forventer den pågældende region følger op herpå," skriver hun.

Sundhedsordfører Louise Brown (LA) er meget bekymret over situationen og mener, at redegørelsen må granskes nærmere. Hun har tidligere som medlem af Folketingets Sundhedsudvalg kaldt Sophie Løhde til samråd om emnet. 

 

syvendeprincip

Del artikler