
”Banebrydende videnskabelige opdagelser er baseret på data, og AI har nu givet os en hidtil uset mulighed til at sætte skub i forskningen inden for såvel menneskers som planetens sundhed,” siger Mads Krogsgaard Thomsen, direktør i Novo Nordisk Fonden.
Kvantespring i Danmark: AI-supercomputer skal være med til at udvikle ny medicin
Nu tages der et kvantespring i udvikling af ny medicin, diagnosticering og behandling af sygdomme i Danmark.
En ny supercomputer, der er optimeret til store projekter ved hjælp af kunstig intelligens (AI) og skal sætte skub i løsninger på samfundsmæssige udfordringer, skal huses af Danmark. Det skriver Novo Nordisk Fonden.
Novo Nordisk Fonden og Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) indgår et samarbejde med den amerikanske chipgigant Nvidia om at etablere et nationalt center for AI-innovation, der skal huse en af verdens kraftigste AI-supercomputere, som får navnet Gefion.
Det nye center skal hedde Danish Centre for AI Innovation og forventes at være klar til pilotprojekter inden årets udgang.
”Banebrydende videnskabelige opdagelser er baseret på data, og AI har nu givet os en hidtil uset mulighed til at sætte skub i forskningen inden for såvel menneskers som planetens sundhed,” siger Mads Krogsgaard Thomsen, direktør i Novo Nordisk Fonden.
”Udvikling af ny medicin, diagnosticering og behandling af sygdomme samt komplicerede life science-udfordringer er eksempler på områder, hvor ekstrem AI-computerkraft kan medvirke til en positiv transformation af vores samfund. Samarbejdet med NVIDIA og det deraf følgende nationale AI-innovationscenter kan være med til at løfte Danmarks dygtige forskere og innovatører til det næste niveau,” siger han.
Supercomputeren vil blive leveret, installeret og konfigureret af det europæiske selskab Eviden senere i 2024 og yde support i opstartsfasen.
Novo Nordisk Fonden har bevilget cirka 600 millioner kroner til centret. EIFO har bidraget med 100 millioner kroner.
Supercomputeren vil have det højeste sikkerhedsniveau, og når den er fuldt operationel, vil den derfor kunne bruges i projekter, der involverer følsomme data. Ingen data vil blive gemt permanent i centret, og centrets brugere vil til enhver tid have fuld kontrol over deres data, skriver Novo Nordisk Fonden.
