Skip to main content

{source}
<!-- /52195173/ST_top -->
<div id='div-gpt-ad-1510488486117-0' style='height:180px; width:930px;'>
<script>
googletag.cmd.push(function() { googletag.display('div-gpt-ad-1510488486117-0'); });
</script>
</div>
{/source}

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Charlotte Lønskov Jensen og Mads Duedahl underskriver lægevagtsaftale.

Regionen overtager natbetjeningen også i Nordjylland

Region Nordjylland og praktiserende læger i Nordjylland, PLO-Nordjylland, er blevet enige om en ny lægevagtsaftale, hvor regionen i lighed med landets andre regioner overtager lægevagten fra 23.00-08.00 alle ugens dage.

”Det er en god aftale for alle parter og ikke mindst de nordjyske borgere. Når de praktiserende læger i Nordjylland i lighed med de andre regioner ikke længere skal dække nattevagten, så vil det fortsat være attraktivt at drive praksis her i regionen,” siger Mads Duedahl (V), regionsrådsformand i Region Nordjylland i en pressemeddelelse.

Han fortsætter:

”Aftalen er også med til at sikre borgerne bedre adgang til deres egen læge i dagtid, når lægerne ikke længere har lukkedage efter at have kørt lægevagt om natten. I samme ombæring er der enighed om, at lægerne skal have enslydende telefonsvarere, der fremhæver akutnummeret i den enkelte praksis, så borgerne bruger dette i dagtiden fremfor at ringe til Lægevagten efter kl. 16,” siger Mads Duedahl.

Fra PLO-Nordjyllands side er der også tilfredshed med den indgåede aftale, der er resultatet af et længere forhandlingsforløb.

”Jeg er rigtig glad for, at vi er kommet i mål med en aftale, der sikrer, at vi fortsat vil have en lægevagt i Nordjylland af høj faglig kvalitet til glæde for alle borgere i vores landsdel. Det frigiver vigtige lægeressourcer, at regionen overtager ansvaret for lægevagten om natten, og det tror jeg vil styrke lægedækningen i regionen, som i forvejen bevæger sig i den rigtige retning,” siger formanden for PLO-Nordjylland, Charlotte Lønskov Jensen.

Det er også del af den nye aftale, at regionen stiller med ekstra hjælpepersonale i form af eksempelvis sygeplejersker til lægevagtskonsultationerne i Thisted og Hjørring, samt en koordinatorfunktion i Aalborg.  Desuden er der afsat midler til en moderniseringspulje, som skal støtte en øget digitalisering og teknologisk udvikling for at forbedre kvaliteten og en bedre udnyttelse af ressourcerne.

Antallet af vagtlokationer og åbningstider bibeholdes. Der vil således også fremover være lægevagtskonsultationer i Aalborg, Hjørring, Frederikshavn, Hobro og Thisted.

Lægevagtaftalen forudsætter endelig godkendelse i Regionsrådet og hos PLO-Nordjyllands medlemmer.

 

 

Relaterede artikler

Del artikler