Van Tulleken gennemfører også selv et eksperiment, hvor han i en måned for 80 procents vedkommende lever af ultraforarbejdede fødevarer. Hans personlige erfaringer viser markante forværringer i både vægt, hjernens strukturer, humør og energi.
Ny bog afslører, hvorfor ultraforarbejdede fødevarer er en alvorlig trussel mod folkesundheden
BØGER. ´Ultraforarbejdet´ af Chris van Tulleken er en overbevisende og dybt alarmerende bog, der kombinerer videnskabelig tyngde med stærk formidling. Anmelder Maria Cuculiza finder bogen både grundig og oplysende, samtidig med at dens provokerende budskaber gør den til et vigtigt bidrag i debatten om fødevarer og sundhed.
Traditionelt har forskerne fokuseret på næringsstoffer som fedt og kulhydrater for at forklare stigningen i livsstilssygdomme såsom fedme, type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdomme, visse kræftformer og degenerative hjernesygdomme som demens. Men nyere forskning peger på en anden mulig årsag: den eksplosive vækst i forbruget af ultraforarbejdede fødevarer, advarer læge, forsker og bestseller forfatter Chris van Tulleken.
Mad har fra 1950’erne og frem udviklet sig til at blive til ikke-mad. Hovedparten af det, som vi spiser, er ting og sager, der er opbygget af hidtil ukendte molekyler og har været udsat for processer, der aldrig før har været brugt i vores evolutionshistorie – substanser, der ikke rigtig kan kaldes ‘mad’. Vores kalorier kommer i stigende grad fra modificeret stivelse, invertsukker, hydrolyserede proteinisolater og planteolier, der er blevet raffineret, herunder bleget, desodoriseret, hydrogeneret og interesterificeret. Og de kalorier er blevet bragt sammen i diverse cocktails med molekyler, som vores sanser heller aldrig har været udsat for: syntetiske emulgatorer, sødemidler med lavt kalorieindhold, stabilisatorer, fugtighedsbevarende midler, smagsstoffer, farvestoffer, farvestabilisatorer, kulsyre, konsistensmidler, fyldstoffer og antiklumpningsmidler, fastslår den britiske læge og forsker med fokus på infektionssygdomme og folkesundhed, Chris van Tulleken i sin bog ´Ultraforarbejdet´.
TV-vært på BBC
Van Tulleken er også er kendt som TV-vært hos BBC, hvor han ofte taler om ernæring, sundhed og livsstil. Han afdækker i bogen de mange sundhedsmæssigt negative konsekvenser, som han har fundet i såvel egne som andre forskeres videnskabelige undersøgelser af, hvordan ultraforarbejdede fødevarer påvirker vores kroppe, adfærd og mentale tilstande.
Ifølge van Tulleken er de fleste ultraforarbejdede fødevarer altså ikke mad, men industrielt produceret, spiselige substanser, der uden farverne og smagsstofferne som oftest ville være helt uspiselige, og som i øvrigt er deciderede sundhedskadelige. Flere tusinde undersøgelser har vist sammenhænge mellem forbrug af disse fødevarer og en række alvorlige helbredsproblemer. Blandt andet viser en omfattende gennemgang af meta-analyser, at ultraforarbejdede fødevarer er forbundet med øget risiko for overvægt, type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdomme, visse kræftformer og en markant øget dødelighed. For eksempel er en 10 procent stigning i indtagelse af ultraforarbejdede fødevarer forbundet med en 12 profent øget risiko for type 2-diabetes og cancer.
Ultraforarbejdede fødevarer er særligt skadelige, ikke kun fordi de kan indeholde store mængder sukker, fedt og salt. Ifølge van Tulleken er mange af dem faktisk light-produkter. Han påpeger, at de ofte er bevidst kemisk designet til at være vanedannende. De overstimulerer hjernens belønningssystem, hvilket kan føre til afhængighed, øget sult, overforbrug og et højt kalorieindtag – alt sammen til gavn for virksomhedernes profit.
Han sammenligner således industrien bag de ultraforarbejdede fødevarer med tobaksindustriens manipulationer af tobaksprodukter, markedsføring og lobbyisme. Og selv når forskere korrigerer for næringsindholdet, er tallene for overdødelighed og alvorlige kroniske sygdomme stadigvæk statistisk signifikante.
Eller som én forsker forklarer i bogen:
“Nogle mennesker tror, at UPF (ultraforarbejdede fødevarer, red.) bare er elendig mad i forhold til ernæring, og at det spises af folk, der i det hele taget spiser dårlig mad. Men når man korrigerer for alt det, er effekterne på død og depression og vægt og hjerteanfald stadig de samme. Det er ultraforarbejdningen, og ikke næringsindholdet, der er problemet. ”
Ekstreme og overdrevne påstande?
Van Tullekens påstande kan af nogle opfattes som ekstreme eller overdrevne. Det ville dog være uretfærdigt og for letkøbt at afvise hans omfattende arbejde på den baggrund, da han har et solidt kendskab til den internationale forskning. Siden hans bog udkom for godt et år siden i England, USA og Canada, er der næsten dagligt blevet offentliggjort nye videnskabelige resultater, der kritisk belyser ultraforarbejdede fødevarer.
Blandt de eksperter, som i stigende grad støtter op omkring forfatterens budskaber, er blandt andet den estimerede danske forsker Anne Tjønneland, som er seniorforsker ved Kræftens Bekæmpelse og professor i folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet. Hun har skrevet et overbevisende og inspirerende forord til bogen, hvori ej heller hun lægger fingrene imellem:
”Hvis vi skal vende den stigende fedmeepidemi og væksten i de relaterede kroniske livsstilssygdomme, er vi nødt til at handle nu – ikke mindst for vores børns skyld. De eksponeres massivt for farverige reklamer for ultraforarbejdede produkter, ofte kombineret med sundhedsanprisninger, så det kan være svært at gennemskue, at der her er tale om produkter, der ikke er gode for nogen,” skriver professor Tjønneland. Hun opfordrer til at vende udviklingen væk fra de ultrabearbejdede fødevarer. Blandt andet efter at også hun har set sammenhænge med overvægt, type 2-diabetes, hjerte-kar- sygdomme og for tidlig død blandt os danskere i sine mangeårige studier Kost, kræft og helbred.
Eksperimenterer med sin egen krop
Van Tulleken har dog ikke kun næsen i researchpapirer, forskningsrapporter, forsøgspersoner og bøger. Han gennemfører også selv et eksperiment, hvor han i en måned for 80 procents vedkommende lever af ultraforarbejdede fødevarer. Hans personlige erfaringer viser markante forværringer i både vægt, hjernens strukturer, humør og energi.
Og alt i mens at han spiser sig igennem choco pops, pizza’er, øko-sandwiches, pølser, salater med dressings, snacks og færdigretter taler han med det globale samfunds mest førende ernæringsforskere, der alle taler med store bogstaver og alarmerende udråbstegn, når de advarer imod det stigende forbrug af de ultraforarbejdede fødevarer, som ifølge DTU Fødevareinstitut også udgør en betydelig del af danskernes kost.
´Ultraforarbejdet´er en grundig, underholdende og yderst tankevækkende undersøgelse af den moderne fødevareindustri og dens indflydelse på vores sundhed. Og det er ikke rar læsning, for hvis tingene er bare halvt så slemme som de meget overbevisende fremstår her, så er der al mulig grund til at undersøge alt, hvad man putter i munden for tilsætningsstoffer.
Vanvittig dygtig til at kommunikere
Van Tulleken er en vanvittig dygtig kommunikator, der forstår at kombinere personlige erfaringer og faglige indsigter i videnskabelig forskning på en måde, som giver bogen en masse fremdrift og høj troværdighed.
Bogens styrke ligger desuden i dens klare og tilgængelige sprog samt forfatterens eminente evne til at formidle komplekse sundhedsspørgsmål på en forståelig måde. Og den er et værdifuldt bidrag til den aktuelle debat om fødevarer og sundhed og bør læses af alle med interesse for folkesundhed, ernæring og politik i kraft af forfatterens påpegning af, at den omfattende forarbejdning af fødevarer er en nøglefaktor i stigningen af livsstilssygdomme som fedme, hjerte-karsygdom og type 2-diabetes. Eller som han selv skriver:
”Der ligger nu op mod 80 populationsstudier af den type, man før har brugt til at kæde rygning sammen med kræft, og mere end 2.000 videnskabelige artikler, der forsyner os med evidens for, at kost med et højt indhold af UPF er skadelig. Der er kommet ny evidens for sammenhænge mellem UPF og kræft, hjerte-kar-sygdomme, afhængighed og, nok så vigtigt, spiseforstyrrelser. Vores viden om ultraforarbejdede fødevarer har nået et niveau, hvor vi nu kan sige, at UPF som fødevarekategori er årsag til en bred vifte af det, der med en eufemisme kaldes ‘negative helbredseffekter’, en betegnelse, der omfatter alt fra kræft til død”.
Ja, selv de læsere, der måtte tænke, at de ved det hele i forvejen, vil formentligt kunne have glæde og gavn af ´Ultraforarbejdet´, som tager sine læsere ud på en lang og spændende rejse på mere end 430 sider anført af en utrolig vidende og meget dygtig rejseleder, der gør det lysende klart, at ultraforarbejdede fødevarer er mere end blot et spørgsmål om smag og bekvemmelighed. De er i stedet en central udfordring for folkesundheden, som forbrugere, politikere og sundhedsvæsenet alt for længe har overset betydningen af. Også selv om der er bred videnskabelig enighed om, at en kost med færre ultraforarbejdede fødevarer og flere uforarbejdede eller minimalt forarbejdede fødevarer kan forbedre folkesundheden markant.
Chris van Tulleken: ´Ultraforarbejdet´ er udkommet på Politikens forlag og koster 234 kroner
Fakta
WHO’s regionale europakontor udsendte i juni 2024 en rapport, der nævner de fire vigtigste kommercielle produkter, som truer folkesundheden. Det drejer sig om alkohol, tobak, fossile brændstoffer – og ultraforarbejdede føde- og drikkevarer.
Børn i Storbritannien og USA, hvor forbruget af UPF er højest, er ikke blot tungere end deres jævnaldrende i næsten alle andre vestlige høj- indkomstlande, de er også lavere. Denne væksthæmning går over hele verden hånd i hånd med fedme, hvilket tyder på, at det drejer sig om en form for fejlernæring snarere end en sygelig umådeholdenhed.