Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Stof fra granatæbler forbedrer symptomer på Alzheimers

Et stof, der findes i blandt andet granatæbler, jordbær og valnødder, kan hjælpe på hukommelse og andre symptomer på demens. Det viser et nyt studie med mus fra Københavns Universitet.

Tidligere har forskerne fundet ud af, at et bestemt molekyle, som er en form for B3-vitamin, kaldet nikotinamidribosid (NAD), kan spille en vigtig rolle ved sygdomme som Alzheimers og Parkinsons. Dette molekyle hjælper nemlig hjernen med at fjerne skadede mitokondrier – cellernes "kraftværker" – som kan være skadelige for hjernefunktionen.

I det nye studie, som er offentliggjort i tidsskriftet Alzheimers and Dementia, undersøgte forskerne stoffet Urolithin A, som findes i blandt andet granatæbler, ved at teste det på mus med Alzheimers. De brugte forskellige metoder til at se på, hvordan stoffet påvirkede musenes adfærd og hjernens funktion på celleniveau.

Resultaterne viste, at langvarig behandling med stoffet Urolithin A markant forbedrede indlæring, hukommelse og lugtesans hos forskellige mus med Alzheimers sygdom. Urolithin A viste sig at være lige så effektivt som NAD til at fjerne skadede mitokondrier fra hjernen, hvilket kan være afgørende for at beskytte hjernen mod sygdommen.

Vilhelm Bohr.

”Mange, der har neurogenerative sygdomme, får nedsat funktion af mitokondrierne kaldet mitofagi. Det betyder, at hjernen har svært ved at fjerne dårlige mitokondrier, så de ophober sig, og det giver problemer i hjernefunktionen. Hvis man kan stimulere mitofagi-processen, hvor dårlige mitokondrier bliver fjernet, så kan man få nogle meget positive resultater,” siger Vilhelm Bohr, der er adjungeret professor ved Institut for Cellulær og Molekylær Medicin på Københavns Universitet og professor ved National Institute on Aging i USA, i en pressemeddelelse.

Perspektiverne for mennesker med demens er gode, selvom studiet er udført i mus, understreger Vilhelm Bohr. Der er indtil videre lovende forskning for Urolithin A i muskler, og der er også igangsat kliniske studier på mennesker.

Forskerne er ikke langt nok i deres forskning til at kunne svare på, hvor meget Urolithin A der skal til, for at det kan hjælpe på hukommelsen og andre symptomer ved demens. Vilhelm Bohr forestiller sig dog, at det er mere end et granatæble om dagen. Stoffet findes i pilleform, og lige nu arbejdes der klinisk på at finde de rigtige mængder.

Vilhelm Bohr håber, at Urolitihin A på sigt er noget, man kan give forebyggende, med den store fordel at det ikke har betydelige bivirkninger. Med NAD har man efterhånden flere studier, der peger på, at der ikke er alvorlige bivirkninger. Der er lidt mindre viden om Urolithin A, men der er igangsat kliniske studier, der skal belyse det, fortæller Vilhelm Bohr.

Del artikler