Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Grundvand kan opløse fluorid fra forskellige mineraler, og derfor opfordrer Philippe Grandjean til, at de danske kommuner er mere forsigtige, når de vælger, hvor de borer efter drikkevand. 

Danske data bekræfter: For meget fluor skader intelligensen

Drikkevand og særligt te kan indeholde så meget fluor, at det går ud over hjernens udvikling tidligt i livet. Det bekræftes i et studie med nye data.

De nye data stammer fra i alt 1.500 børn og mødre, blandt andet fra den såkaldte Odense Børnekohorte, hvor deltagerne er børn født i Odense Kommune fra 2010 til 2012 samt deres forældre. 

Epidemiologiske undersøgelser har tidligere vist sammenhæng mellem forhøjet eksponering for fluorid i drikkevandet og IQ hos børn. Selv en lille mængde flour overført fra moderen under graviditeten eller indtaget i den tidlige barndom kan have konsekvenser for intelligensen hos barnet. 

Og i 2020 viste forskere fra Syddansk Universitet med Philippe Grandjean, professor i miljømedicin, i spidsen, at flouridniveauet i andre drikkevarer som eksempelvis te kan have betydning for unge hjerners udvikling.

De nye data med danske familier bekræfter, at selv små mængder fluorid skader intelligensen hos børn i Danmark målt i 7-års alderen. 

Det nye studie er lavet af Philippe Grandjean og forskerkolleger fra Københavns Universitet, Odense Universitetshospital, Psykiatrien i Region Syddanmark samt Canada og USA, skriver Syddansk Universiutet på sin hjemmeside.

Forskerne har målt fluorid i urinprøver fra mødre under graviditeten og tester så børnene intelligens senere – når de er syv år – ved hjælp af en standardiseret IQ-test.

Forskerne har sammenlignet tidligere data fra USA, hvor der generelt er et meget højere indhold af fluor i drikkevandet, med danske data. I Danmark er det ikke tilladt at tilsætte fluor til drikkevand, men i USA har det været praksis de seneste 70 år. Her tilsættes fluor for at beskytte tænderne. 

Selvom mængden af fluorid i drikkevandet i Odense, hvor de danske børn og mødre i studiet kommer fra, ikke er høj og under grænseværdien (i gennemsnit 0,3 mg/l i forhold til den hidtidige internationale grænseværdi på 1,5 mg/l) viser det nye studie, at selv små mængder fluorid skader intelligensen hos børn. 

"Vores seneste studier, der har påvist konsekvenser for intelligensen, viser, at indholdet nok skal under 0,3 mg/l for ikke at skade fostres hjerner," siger Philippe Grandjean, som går ind for at få grænseværdien sænket. 

Den fluor, der findes i dansk drikkevand, kommer fra grundvandet, som har et naturligt indhold af stoffet. 

Grundvand kan opløse fluorid fra forskellige mineraler, og derfor opfordrer Philippe Grandjean til, at de danske kommuner er mere forsigtige, når de vælger, hvor de borer efter drikkevand. 

 

 

 

 

Gode råd til at undgå for meget fluorid i hverdagen

  1. Tandpasta indeholder fluor, og det er godt, for det er vigtigt for tænderne. Men husk at spytte tandpasta ud, når du har børstet tænder. Undgå at sluge det, og det gælder specielt børnene. Børns hjerner er særligt påvirkelige frem til skolealderen. 

  2. Te kan indeholde meget fluor. Vær påpasselig med indtag af sort te, max en kop om dagen, med mindre det er grøn te eller te fra for eksempel Nepal, hvor indholdet af fluorid er lavt. Hvid te og frugt-/urtete har det laveste fluoridindhold.

  3. Hvis du er gravid, er det bedst at holde dig til urte- og frugtte. 
Kilde: SDU