Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

”Mit mål er ikke, at folk skal kunne lide udflåd eller blæner, men at vi som samfund skal se på sygdommene med lidt mindre dramatik," siger den norske læge og forfatter Ellen Støkken Dahl.

Ny norsk bog vaccinerer med humor og viden mod skam over sexsygdomme

BØGER. Den norske læge og succesforfatter Ellen Støkken Dahl er draget på mission stærkt bevæbnet med patienter, humor, anekdoter, historiske fakta og en blændende pen. Hendes mål er, at vi begynder at opfatte sexsygdomme mindre dramatiske og i øvrigt holder op med at skamme os over dem og det, som gjorde, at vi fik dem.

  

Ifølge Sundhedsstyrelsen smittes flere end 50.000 årligt med en sexsygdom. Unge bruger ikke det eneste præventionsmiddel, som beskytter mod både graviditet og sexsygdomme, nemlig kondomet, hyppigt nok, og de er desuden tilbageholdende med at gå til læge. Ofte på grund af skam over nogle af de historisk mest tabuiserede diagnoser. Og den skam forsøger den norske læge og forfatter Ellen Støkken Dahl at gøre op med i sin nye bog ´I seng med fjenden - skrækkelige historier om sexsygdomme´, som tager sine læsere med indenfor i lægeklinikken, hvor hun undersøger, diagnosticerer og behandler 11 de mest frygtede og skamfulde sygdomme. Ingen klamme detaljer forties.

”Mit mål er ikke, at folk skal kunne lide udflåd eller blæner, men at vi som samfund skal se på sygdommene med lidt mindre dramatik. Ingen synes, at ildelugtende luftvejssekreter eller det, der kommer ud af endetarmen på patienter med diarré, er særlig lækkert. Både lort og slim er ulækre sager, men alligevel føler de færreste patienter med lungebetændelse eller diarré, at der er noget grundlæggende galt med dem. De oplever heller ikke, at de bør skamme sig over sygdommen og det, der gjorde, at de fik den. Ingen eller kun meget få holder lungebetændelse eller omgangssyge hemmeligt. I stedet håndteres sygdommen som praktiske, medicinske problemer,” skriver Ellen Støkken Dahl, som vil af med de moralske kvababbelser og den uro og emotionelle stress, der er knyttet til de seksuelt overførte infektionssygdomme.

For at præsentere bogens i alt 11 udvalgte sygdomme har Støkken Dahl skabt en rammefortælling om en kvindelig læge, som vi følger, når hun møder sine mere eller mindre opdigtede, men plagede patienter, som efter tur repræsenterer de forskellige sygdomme. Både lægen og patienterne er baserede på hendes egne erfaringer, skriver Støkken Dahl, der blandt andet skriver sådan her om sin bog:

”Når det er sagt: Selv om konsultationerne er opdigtede, er det, som sker inde i lægekonsultationen, alligevel sandt. Jeg beskriver virkelige sygdomme, som kan udvikle sig præcist som beskrevet, men som også kan have et andet forløb. Og i hvert kapitel har jeg ladet mig inspirere af patienter, jeg har haft fornøjelsen af at møde i virkeligheden.”

Og Støkken Dals rapkæftede alter-ego har da tilsyneladende også stor fornøjelse af sit arbejde med de seksuelt overførte sygdomme, som hun kalder for sine ’favoritsygdomme’:

”At være læge er ofte lidt som at være detektiv, og jeg elsker det. At være læge for en patient med plagsomt udflåd er endnu bedre. Det får mig til at føle mig som helten i en fugtig og væmmelig whodunnit. Jeg, venerologiens Hercule Poirot, skal bruge mine små grå til at afdække, hvilket smitsomt utyske der giver min stakkels patient alle disse slimede plager. Og så skal jeg, forhåbentlig, løse problemet og sole mig i patientens lettelse og taknemmelighed,” skriver hun og fortsætter:

”Kombinationen af udflåd, sår og den ubehagelige stemning, som omgærder dem, gør sexsygdomme til lægevidenskabens svar på gysere. Vi er dødsensangste for dem. At dykke ned i fakta om sexsygdomme – og særligt i deres historie – giver mig en dejlig isnende følelse, der minder om den skrækblandede fryd, jeg oplever, når jeg læser true crime eller ser gyserfilm. En del af mig vil lukke øjnene og dreje hovedet væk, men samtidig kan jeg ikke få nok. Jeg må læse, jeg må se mere. Det bliver en besættelse. Det er fedt at være læge, når patienten har en sexsygdom. For når vi arbejder med sygdomme, som er så skambelagte, kan vi med en lille indsats gøre en stor forskel,” fortæller Støkken Dahl. Hun skriver med en smittende begejstring og mange rappe dialoger og indre monologer fra klinikken, som bærer læseren muntert nysgerrigt igennem bogen.

´I seng med fjenden´ er på ingen måde så tør og afskrækkende kedsommelig, som man måske kunne frygte, at detaljerede kapitler om de usexede kønssygdomme gonorré, herpes, kønsvorter, syfilis, klamydia, fladlus, HPV-relateret livmorhalskræft, mykoplasma, fnat og hiv og aids ellers kunne være.

Faktisk er ´I seng med fjenden´ ikke det ringeste kedelig, men formår at være både underholdende og informerende fra første til sidste side. Og forfatterens dygtigt doserede blanding af humor og lægevidenskabelig faglighed betyder blandt andet, at hendes budskab om, at sexsygdomme ikke handler om moral, hurtigt glider ned, for hun har naturligvis ret i, at det at blive smittet med en bakterie eller en virus ikke siger noget om, hvem vi er, om vi er et godt eller slet menneske. Eller som hun klart og tydeligt formulerer det:

”At få en sexsygdom er en almindelig konsekvens af sex; noget, som vi mennesker er programmeret til at kunne lide. De kan ramme alle, og smitte handler lige så meget om held og uheld, som om de valg du tager,” skriver Støkken Dahl, der samtidigt glæder sig over, at moderne medicin gør, at det næsten altid går godt for patienterne.

Ellen Støkken Dahl har tidligere skrevet blandt andet bestselleren ´Glæden med skeden´, en populærvidenskabelig bog om kvinders underliv. Hendes bøger er udgivet i 36 forskellige lande, og der er god grund til at tro, at ´I seng med fjenden´, som er lige egnet til unge og voksne, også vil gå sin sejrsgang verden over. Den er et forfriskende pust indenfor sin genre.

Ellen Støkken Dahl: ´I Seng med fjenden - skrækkelige historier om sexsygdomme´ er udkommet på forlaget Straarup & co og koster cirka 239 kroner.

 

kultur

Del artikler