
Region Midtjylland modtog Impactprisen til årets prisuddeling, der fandt sted på teatret Aveny-T i København.
Region Midtjylland vinder københavnsk kulturformidlingspris
Artbeat Prisen 2026 anerkender den midtjyske region for sit arbejde med sundhed og kultur. Derfor modtager Region Midtjylland den såkaldte Impactpris.
Artbeat Prisen hylder hvert år kulturformidling i mange afskygninger, det sker via en uddeling af fem forskellige priser.
Region Midtjylland modtog Impactprisen til årets prisuddeling, der fandt sted på teatret Aveny-T i København den 13. maj.
Aftenens priser blev alle overrakt til aktører, der har formået at gøre kulturen samfundsrelevant og tilgængelig gennem ekstraordinær formidling i det forgangne år, skriver HAVE Kommunikation, som står bag prisoverrækkelsen, på sin LinkedIn-profil.
Netop Impactprisen gives til en person, kunstner, institution eller organisation, som i en længere periode har stået i spidsen for en bemærkelsesværdig og vedholdende kulturformidling med ”indiskutabel impact i kulturlivet,” fremgår det af prisens hjemmeside.
Hos Region Midtjylland glæder man sig over anerkendelsen, som er et klap på skulderen til den indsats inden for sundhed og kultur, der er foregået de seneste ti år.
”Det klap lander på skulderen af både os og alle jer som sammen med os fra regionen har bragt kunst og kultur ud til syge og udsatte borgere siden, vi begyndte den midtjyske indsats for godt ti år siden. Tænk sig at vores arbejde i det midtjyske fra Syddjurs til Holstebro nu har vundet en national pris og den anerkendelse, der følger med,” skriver Region Midtjyllands specialkonsulent inden for sundhed og kultur, Mikkel Ottow på sin Linkedin-profil (hvor foto også er fra, red.).
Også i regionsrådet glæder man sig over prisen.
”Det er fantastisk at modtage den her pris, for det betyder, at vi har tydeliggjort, at kultur og sundhed i kombination er noget, vi prioriterer i Region Midtjylland. En national anerkendelse af den her type er både en stor cadeau til teamet bag det kulturformidlende arbejde, men også hele vores organisation. Tak for det," siger regionsrådsmedlem Purnima Erichsen (Kons.), der også er afdelingslæge på AUH.
De fem vindere af Artbeat-prisen var:
- Artbeat Prisen: SMK Thy
- Særprisen: Thiemers Magasin
- Talentprisen: AySay
- Spireprisen: FC Falster
- Impactprisen: Region Midtjyllands indsats for sundhed og kultur
Bureauet HAVE Kommunikation har siden 2013 uddelt Artbeat Prisen, og siden 2015 har Nordjyllands Fonden været fast partner på prisuddelingen.
Ikke blot kulturlivet fortjener at blive hyldet, det gør også de aktører, der for alvor har forstået, hvor afgørende formidlingsaspektet er, kan man læse på prisens hjemmeside.
Juryen bestod i 2026 af blandt andre tidligere kulturminister og dansk UNESCO-formand Elsebeth Gerner Nielsen, historiker Gry Jexen, museumsdirektør Magnus Restofte og forfatter Sigurd Hartkorn Plaetner.
