To bøger om tab gør Ida Donkin til en bedre læge

KULTUR-TEMPERATUR. Ida Donkin stiller op til formandsvalget i Lægeforeningen og er en ivrig sundhedsformidler, der selv har skrevet en bog om at finde vej i sundhedsrådene. Der er to bøger, hun altid selv har i baghovedet, når hun som læge skal tale med forældre, der frygter for deres børns helbred.

Hvilken god kulturoplevelse har du senest haft? 

”Med små børn i familien har vi sat de klassiske kulturoplevelser helt på stand-by. Vi har stadig årskort til Louisiana, men det er oftere børnehuset end udstillingerne, vi får set. Til gengæld har min mand introduceret mig og børnene til cykelløbet Giro d’Italia. Vi købte for et par år siden et lille hus i det bjergrige Abruzzo, og løbet har flere gange lagt ruten tæt forbi. Det har givet os nogle virkeligt fede oplevelser at stå der og råbe os hæse på Mads Pedersen efter at have brugt formiddagen på at skrive navne på asfalten sammen med de lokale. Det er ret unikt at sidde og vente med en picnickurv på en øde bjergside i så mange timer og mærke, hvor meget cykelsporten fylder for dem. Mine store døtre er også blevet vilde med det, så vi er begyndt at time vores forårsferie, så det passer ind med en etape undervejs.” 

Hvilken bog kan du anbefale til familie og venner?

”Jeg giver altid bøger i gave til familie og venner og vælger noget, jeg selv har været glad for at læse. De seneste, jeg har givet videre, var af Matias Faldbakken, Jon Fosse og den nye unge, hollandske forfatter Lucas Rijneveld. Han skriver fantastisk godt, og særligt bogen ’Min Egen Øjesten’ kan jeg anbefale. Den er som en dyster, men enormt smuk genfortælling af Nabokovs ’Lolita’. 

Hvilken bog vil du anbefale til kolleger, fordi den er relevant for sundhedsområdet?

”Lev Tolstojs bog ’Ivans Iljits død’. Der er nogle virkeligt interessante tanker om at være syg og frygte døden, som jeg synes giver et sjældent godt indblik i den identitetskrise, sygdom ofte medfører. Jeg læser mange bøger, meget bredt, og anmelder i perioder for forskellige aviser og tidsskrifter. De bøger, der har rørt mig mest, er de pårørendes bøger om tab. Esben Kjærs ’Min usynlige søn’ og Anders Legarth Schmidts ’Jeg løber’ er på samme tid helt fantastiske og helt forfærdelige og sidder i mig her flere år efter. Jeg får dem altid i tankerne, når jeg er på vej ind til forældre, der frygter for deres børns helbred. Selvom det er modbydeligt hårdt at læse deres fortællinger om tabet af deres børn, er jeg ikke i tvivl om, at læsningen hjælper mig i mødet med de forældre, der står med selv samme frygt i dem og gør mig til en bedre læge for dem.”

Har du selv forsøgt dig udi det kunstneriske?

”Jeg har som barn spillet klaver, men forlod det, før jeg blev god. Min mellemste datter startede for to år siden og er heldigvis blevet enormt glad for det, så vi har fået min mormors gamle klaver hjem i stuen. Jeg elsker at lytte til, at hun øver, og ville ønske jeg kunne sidde med på bænken og spille med. Jeg har en lang liste af ting, jeg vil kaste mig over, når ungerne når en alder, hvor der ikke længere skal smøres madpakker og pakkes idrætstøj hver aften. Klaverundervisning står helt klart øverst.”