Den 32-årige alenemor Lorelai Gilmore (t.h.) og hendes 16-årige teenagedatter Rory Gilmore.
Kulturkassen: Efterårsstemning med Gilmore Girls
KULTUR-KASSEN
Journalisterne på Medicinske Tidsskrifter formidler medicinske nyheder, men har også brug for pauser fra sundhedsverdenen. I Kulturkassen deler redaktionen personlige kulturtips, der måske kan inspirere andre til et afbræk.
Anne Westh

Efteråret kalder på et gensyn med Gilmore Girls, mener mange influencere på sociale medier. Efter at have genset første sæson af serien fra 00’erne må jeg give dem ret.
I løbet af foråret så jeg hele Gilmore Girls-serien. Syv sæsoner og utallige afsnit. Serien tager udgangspunkt i hverdagslivet for den 32-årige alenemor Lorelai Gilmore og hendes 16-årige teenagedatter Rory Gilmore, som bor i den lille amerikanske provinsby Stars Hollow i staten Connecticut.
Det er i sig selv svært for de to at opretholde et normalt mor/datter-forhold med kun 16 års aldersforskel, så de er nærmest blevet veninder og deler alt fra lip gloss til kærestesorger. Oveni kommer et udfordrende forhold til Lorelais velhavende forældre/Rorys bedsteforældre, som Lorelai har forsøgt at distancere sig fra, siden hun løb hjemmefra med sin nyfødte datter.
Græskar og halloween-stemning
Her til efteråret gjorde mine teenagedøtre mig opmærksom på, at det var en stor ”ting” at gense Gilmore Girls om efteråret, mens man drak varm kakao og spiste kanelsnegle. Så det måtte vi jo prøve. Efter at have genset første sæson må jeg erkende, at serien rigtignok bringer én i efterårsstemning, fordi sæsonerne begynder i efteråret og flittigt bruger halloween, thanksgivning og jul som kulisse.
Der foregår helt utroligt mange lokale aktiviteter i Stars Hollow, og det vil nok være svært at genfinde i virkelighedens USA. Men jeg har selv boet i USA på det tidspunkt, hvor serien kom ud og må erkende, at den rammer efterårsstemningen i højeste gear med sine mange græskar og halmballe-labyrinter. Men kan så spørge sig selv, hvorfor det er interessant selv for unge i dag at gense en 20 år gammel serie med en halvdårlig billedkvalitet, som allerede dengang var en lav budget-serie. Nok fordi den rammer en nerve af noget helt essentielt: Nære relationer, konflikter og masser af årtidsstemning i en tryg ramme i en New England-provinsby.
Desværre – for seriens mange fans – findes Stars Hollow ikke i virkeligheden. Men der er gjort flere forsøg på at genskabe nogle af de mest berømte locations flere steder i USA. Serien har lige haft 25-års jubilæum, og Lauren Graham (som spiller Lorelai Gilmore) har fået en stjerne på Hollywoord Walk of Fame i begyndelsen af oktober. Så Gilmore Girls lever i bedste velgående.
