Jannick Brennum ville elske at kunne improvisere på et instrument, men kan det ikke. "Jeg har ikke evnen til at høre musikken for mit indre øre," siger han. "Heldigvis finder jeg stor glæde i at nyde andres talent."
Rigets vicedirektør: God ledelse er som jazz
Rigshospitalets vicedirektør og Medicinrådets næstforperson, Jannick Brennum, finder glæde ved den leg og frihed, der findes inden for jazzmusik, og den bliver ved med at inspirere ham.
KULTUR-TEMPERATUR
Sundhedspolitisk Tidsskrifts søstersite Sundhedskultur udspørger centrale sundhedsfolk om deres oplevelser med kultur.
Hvilken god kulturoplevelse har du senest haft?
”Når vi taler om kulturoplevelser, tænker vi ofte på professionelle performances. Men den stærkeste oplevelse, jeg har haft i den seneste uge, var at høre Thomas Rasmussen fra cancervenner.dk fortælle om sit kræftforløb ved en temadag på Rigshospitalet. Han beskrev, hvordan sygdommen har påvirket ham og hans familie, og hvor uendeligt meget det betød for ham at finde vennen Niels – en anden kræftpatient, som virkelig forstod, hvad han gik igennem. Det at have nogen, der deler ens bekymringer og oplevelser, og som man kan tale med om det, man ikke kan dele med andre – den slags indsigt er præcis det, jeg længes efter i kulturoplevelser.”
Hvilken musik kan du anbefale til familie og venner?
”Jeg holder af mange forskellige musikgenrer, men har en særlig fascination for jazz. Jazz minder mig om, når vi lykkes i relationen til vores patienter og i ledelse. Der er nogle kendte rammer, vi agerer indenfor, men vi er lyttende og responsive over for hinanden og vores publikum – vi mestrer improvisationens kunst. Hvis vi holder fast i ’nodearket’ og insisterer på at gøre alt som planlagt, mister vi muligheden for de gode og meningsfulde oplevelser, erkendelser og handlinger. Jeg finder stadig stor glæde i legen og friheden i jazz, og den bliver ved med at inspirere mig.”
Hvilken film vil du anbefale til kolleger, fordi den er relevant for sundhedsområdet?
”Den film, der har rørt mig mest i år, er den franske film ’For fuld musik’. Den handler om to brødre, der er vokset op i hver sin ende af samfundet, fordi den ene blev bortadopteret. De finder hinanden igen, da den ene får leukæmi og har brug for en knoglemarvstransplantation. I jagten på en kompatibel donor opdager han sin bror, som han ikke vidste, han havde. Begge har absolut gehør og en passion for musik, som de har udlevet på vidt forskellige måder, præget af deres opvækst. Filmen giver en dyb indsigt i menneskelig natur – hvem vi er, og hvem vi gerne vil være.”
Har du selv forsøgt dig udi det kunstneriske?
”Jeg spillede lidt klassisk guitar som ung, men måtte erkende, at det ikke var dér, mit talent lå. Jeg kunne lære mig selv at spille efter noder, men jeg har ikke evnen til at høre musikken for mit indre øre – og derfor heller ikke til at improvisere. Jeg ville elske at kunne det, og instrumentet er egentlig ikke vigtigt. Heldigvis finder jeg stor glæde i at nyde andres talent.”
Jannick Brennum, 65 år
- Vicedirektør, Rigshospitalet
- Centerdirektør Center for Kræft og Organsygdomme
- Næstforperson for Medicinrådet
- Tidligere ledende overlæge på Neurokirurgisk Afdeling på Rigshospitalet, centerdirektør for Neurocentret, cand.med. og dr.med. fra Københavns Universitet, master of health management fra Copenhagen Business School
