
Karen Mukupa (t.h.) fortæller om sin veninde og kollega Natasja.
Kulturkassen: ”Natasja for altid” handler om meget mere end musik
KULTUR-KASSEN
Journalisterne på Medicinske Tidsskrifter formidler medicinske nyheder, men har også brug for pauser fra sundhedsverdenen. I Kulturkassen deler redaktionen personlige kulturtips, der måske kan inspirere andre til et afbræk.
Anne Westh

I weekenden gik jeg i gang med at se en ny TV2-dokumentar om musik-ikonet Natasja Saad, der blev dræbt i en trafikulykke i 2007, kun 32 år gammel.
Nu har TV2 åbnet historien igen og genfortalt Natasjas liv – primært gennem hendes tætte veninde, musikeren Karen Mukupa. Vi kommer med helt fra starten, hvor Natasjas musikinteresse begynder at spire. Hun får kontakt til hiphop- og reggae-miljøet, køber joints på Christania og danner bandet ´No Name Requested´ med Karen Mukupa. Senere går hun solo og vinder en talentkonkurrence på Jamaica, som efter sigende er det ultimative inden for reggae-miljøet.
Men da hun står på kanten af sit store gennembrud både i Danmark og Jamaica, dør hun i en trafikulykke på Jamaica. Med i bilen er også Karen Mukupa, som overlever ulykken, mens Natasja dør i hendes arme.
Den sorg bærer Karen Mukupa stadig rundt på og fortæller ærligt om her 18 år senere. Som hun siger i dokumentaren:
”Jeg giver ikke mig selv lov til at være virkelig glad. Det var hende, der skulle have været her og nyde den succes.”
