
En metaanalyse fra 2023 konkluderer på baggrund af 75 internationale studier, at mænds penislængde er vokset med 24 procent over de seneste 29 år – fra 1992 til 2021. Forskeren bag kalder udviklingen bekymrende.
Ozempics mulige effekt på penis går viralt
På tværs af medier, fra Sydamerika til Indien og Danmark, florerer nu beretninger om, at mænd oplever at have fået længere penis efter at være begyndt på Wegovy og Ozempic (semaglutid). Flere eksperter vurderer dog, at forklaringen sandsynligvis er en anden end en gevinst ved medicinen. Dog underbygger en stor metaanalyse, at mænds penisser er vokset markant de seneste 30 år.
Britiske data tyder på, at den gennemsnitlige penislængde i landet er steget, og måske det er sket i takt med den udbredte brug af vægttabsmedicinen semaglutid (Ozempic og Wegovy), skrev sundhedsmediet Diabetes.co.uk i 2024.
Ifølge diabetes.co.uk er den gennemsnitlige penislængde i erigeret tilstand i Storbritannien steget fra 13,13 cm i 2022 til 14,3 cm i 2024. Diabetes.co.uk refererer i deres nyhed ikke til, hvor de har deres oplysninger om varierende penislængder fra, men en metaanalyse fra 2023, publiceret i tidsskriftet World Journal of Men’s Health, konkluderer på baggrund af 75 internationale studier, at mænds penislængde er vokset med 24 procent over de seneste 29 år – fra 1992 til 2021.
Nu har emnet fået fornyet opmærksomhed, hvor både internationale og lokale medier – fra Indienog Sydamerika til Danmark – har omtalt fænomenet Ozempic-penis. På Reddit har flere mænd delt, at de oplever en forlængelse af penis på op til flere centimeter efter opstart på semaglutid.
GLP-1’ere som penisforlænger
Forklaringen på semaglutids tilsyneladende effekt på penislængde kan dog ifølge flere eksperter på området være mere anatomisk end farmakologisk. Flere urologer pointerer, at en vis mængde fedtvæv over penisroden skjuler dele af skaftet. Når patienter taber sig betydeligt, som det nogle gange ses ved behandling med GLP-1-agonister, mindskes dette suprapubiske fedtdepot, og mere af penis bliver synlig. Det kan skabe en illusion af forstørrelse uden at selve organets længde er ændret, lyder det.
"Det er teoretisk muligt, at nye lægemidler som Ozempic og Wegovy, der bruges til behandling af henholdsvis diabetes og overvægt og kan føre til vægttab, også kan være en medvirkende faktor. Når mænd taber sig, fremstår deres penis større,” udtaler Richard Viney, speciallæge i urologisk kirurgi ved Queen Elizabeth Hospital i Birmingham, i artiklen på Diabetes.co.uk.
Reddit-brugerne er dog skeptiske overfor, at dette skulle være den fulde forklaring. En Reddit-bruger skriver:
"Jeg målte mig for nylig dernede og opdagede, at jeg var blevet omkring en tomme større. Nu tænker jeg, at folk nok vil sige, det skyldes fedttab. Men dengang jeg målte mig sidst (for fire år siden), var jeg faktisk slankere. Jeg trykkede også (på huden om penis, red.) under målingen dengang – og det gjorde jeg også denne gang."
En anden Reddit-bruger, som har fået ordineret GLP-1-RA/GIP-præparatet Mounjaro (tirzepatid), tilføjer:"Jeg har fået 1,5 tommer i længden. Ikke for sjov. Ligesom dig vidste jeg selvfølgelig, hvor lang jeg var, før jeg blev meget overvægtig. Og efter omkring syv måneder med tirzepatid har jeg i mit tilfælde fået 1,5 tommer i længden. Det skyldes helt sikkert ikke kun vægttab."
Der er aktuelt ingen biologisk forklaring eller dokumentation, der viser, at GLP-1-receptoragonister direkte stimulerer vækst af penissubstans eller ændrer på organets maksimale længde.
Ifølge Michael Eisenberg, læge og førsteforfatter på metanalysen fra 2023, som viser, at den generelle penis er vokset verden over, bør tendensen vække bekymring, da det tyder på, at der kan være noget i miljøet, som påvirker vores reproduktionsorganer.