Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

PLO og Region Syddanmark igen på kollisionskurs i forhandlingerne om en ny lægevagt

Få dage efter at Region Syddanmark meldte ud, at lægevagten fortsætter som hidtil, mens der fortsat forhandles med PLO om en ny aftale, ændrer PLO nu vagtplanen markant.

Det skriver Dagens Medicin.

Det betyder blandt andet markant strammere visitation, hvor flere patienter bliver bedt om at vente til dagen efter, og tre kørende vagtlæger på arbejde om natten i stedet for de nuværende fem.

29. september skrev Region Syddanmark ellers i en pressemeddelelse, at regionen og PLO-Syddanmark var blevet enige om at fortsætte forhandlingerne om en ny lægevagtsaftale, og at det ville betyde, at det nuværende setup for lægevagten fortsætter, indtil der er indgået en aftale.

»Trækket er i direkte modstrid med det, vi har aftalt for få dage siden om at bevare status quo, mens forhandlingerne står på. Jeg er derfor både overrasket og rystet,« siger Bo Libergren (V) til Dagens Medicin. Han leder lægevagtsforhandlingerne på vegne af Region Syddanmark.

Morten Svenning Nielsen, der er formand for vagtudvalget i Region Syddanmark og en del af lægevagtsforhandlingerne på vegne af PLO, afviser, at ændringerne af vagtplanen er i strid med den aftale, som blev indgået med Region Syddanmark på det seneste forhandlingsmøde  29. september.

»Aftalen om at bevare status quo gik udelukkende på antallet af konsultationssteder. Tværtimod var det min oplevelse, at regionens politikere også gik ind for en mere rationel brug af lægevagtens ressourcer, hvor vi visiterer strammere end i dag,« siger Morten Svenning Nielsen til Dagens Medicin.

Når det kommer til beslutningen om at skære i nattevagterne, så handler det om at fremtidssikre lægevagten, forklarer Morten Svenning Nielsen.