KULTUR:

Ny bog om psykiatriens behandling af piger med anoreksi rejser uhyggelige spørgsmål

BØGER. Psykiatriens eksisterende behandlingsstrategi overfor unge med anoreksi, der bygger på trusler og tvang og at gøre forældrene til fangevogtere, skader de unge mere end den gavner – siger forældre og ekspert i ny bog skrevet af en mor til en syg datter. Men desværre optræder der ingen repræsentanter for det kritiserede behandlingssystem i bogen, der kunne have besvaret de mange spørgsmål, som bogen giver anledning til.

  

Diæter, sultekure, provokerede opkastninger og konstant fokus på vægt er et voksende problem blandt danske børn og unge. 

Anoreksi er forbundet med den største dødelighed af alle psykiske diagnoser, idet fem procent dør ved selvmord eller følgesygdomme til underernæring, og forskning viser, at blot halvdelen af anoreksiramte bliver raske. Alligevel er Sundhedsstyrelsens retningslinjer og psykiatriens foretrukne bekæmpelse af anoreksi hos børn under 18 år at gøre den syge og dennes forældrene ansvarlige for i døgndrift at varetage behandlingen af den sygdom, som de professionelle behandlere ellers også alt for ofte må give op overfor.

Det fremgår af den nye bog om at være pårørende til et barn med anoreksi.´At være menneske i et umenneskeligt system´ er skrevet af skolelærer Birgitte Warberg, og sammen med en række øvrige forældre og eksperter fortæller hun blandt andet om hjemmebehandlingerne, der foregår på den måde, at forældrene og barnet får udleveret en kostplan, som forældrene får ansvar for, at barnet følger. Forældrene bliver rådet til at tage orlov, fordi hjemmebehandlingen kræver forældres fulde opmærksomhed døgnet rundt i forhold til blandt andet spisning ved måltider, forhindring af overmotionering, selvskade og selvmord. 

Og forældrene fortæller da således også om, hvordan de af skræk for børnenes overlevelse og i tillid til systemet har adlydt behandlervæsnet, og hvordan hjemmene er blevet sted for mistillid, kaos, angst, magtanvendelser, overvågninger og kontrol. På den måde nærmest at sammenligne med fængsler, hvor forældrene er fangevogtere og behandlere og børnene fanger uden udgangsret. En far fortæller for eksempel: 

”Vores forventninger om hjælp visnede øjeblikkeligt. Vores datter var åbenlyst meget spiseforstyrret, men de eneste råd, vi fik, var: Husk at spise regelmæssigt seks gange om dagen. Spis sammen og sørg for en behagelig stemning under måltidet. Ud over det, så blev pigen vejet hver gang. Ambulatoriet havde ikke andet at tilbyde?! Vores datter nægtede at spise, nægtede at spise sammen med os, og da hun følte presset stige, begyndte hun at smadre huset i vrede og frustration. Desuden begyndte hun at selvskade. Når ambulatoriet fik situationen beskrevet, og vi bad om hjælp, gentog de blot ovenstående ´gode råd´. Ubrugeligt.

At læse om forældre, som pludselig ikke længere må være forældre, men forlanges at påtage sig rollen som behandlere, om hjem som ikke mere er hjem, men er forandrede til behandlingssteder, og om familier, som går i opløsning og økonomisk fallit i de hyppigt forgæves forsøg på at gøre deres børn raske igen, er decideret uhyggeligt.   

Og ligeså uhyggeligt er det, at der øjensynligt heller ikke er nogen synderlig evidens for, at det overhovedet løser pigernes problem, så hvorfor har man gjort hjemmebehandlinger til en bærende strategi overfor den mest dødelige psykiske sygdom overhovedet? Hvad forestiller man sig, at et forældreskab og hjem bliver til, når der er et barn med anoreksi, der skal behandles i eget hjem? Og hvorfor ignorerer man undersøgelser, som viser, at 92,8 procent af adspurgte siger, at de oplever, at psykiatrien stillede krav til dem, som de ikke følte sig kvalificerede til at håndtere? Peter, far til en syg datter, fortæller for eksempel: 

”Disrespekten kommer også til udtryk i, at familien pludselig står med ansvaret for et menneske, som lider af en særdeles alvorlig psykisk lidelse. Man kan lave fine foldere og blæse det op som en flot ballon, men faktum er, at ingen familie er gearet til det enorme ansvar, det kræver at behandle for eksempel et menneske, som lider af en spiseforstyrrelse. Hjemmene er slagmarker med helt enorme konflikter, som behandlere kun hører om, men aldrig oplever. Det er meget, meget voldsomt. Som betalt behandler har man fri til fyraften. Som ubetalt behandler arbejder man 24 timer i døgnet. Ofte i årevis. Uden pause.”

Mange af forældrene retter også en hård kritik af, at de typisk har måttet opleve, at psykiatrien som udgangspunkt helt har afvist dem og deres børn, når de har bedt om hjælp relativt tidligt i forløbet. Men hvor er fornuften i, at man skal gå hjem og tabe sig mere, og først når sygdommen har sat sig rigtig godt fast, og man har tabt sig rigtig meget, kan man få hjælp i lyset af, at man jo ved, at jo længere de har været syge, jo sværere bliver det at få dem på ret køl igen, er endnu et spørgsmål, som trænger sig på, når man læser denne bog.

For det store flertal af forældrene i bogen lykkedes det ikke at få deres barn til at spise, og børnene endte med at blev livstruende syge og derfor indlagt i psykiatrien, som de kritiserer for direkte at traumatisere og yderligere sygeliggøre deres børn ved hjælp af en behandlingsstrategi, som bygger på straf, trusler, tvangsfodring og total mangel på interesse for, hvad børnenes madvægring skyldes, til fordel for et overdrevet fokus på et mekanisk kalorieindtag.

Peter, far til en syg datter, fortæller for eksempel, hvad denne fokusering på kalorier kan føre til:

”Min datter levede i konstant frygt på Bispebjerg. En dag bølgerne gik højt, havde en sygeplejerske overfaldet min datter. Hun havde netop kastet op, sygeplejersken havde smidt min datter på gulvet og prøvet at stoppe hendes opkast tilbage i munden på hende. Jeg overvejede alvorligt en politianmeldelse, men min datter var slet ikke robust nok til at kunne håndtere afhøringer af politiet.”

Paradigmeskifte i behandlingerne for de syge gør mere skade end gavn, lyder kravet fra forældrene og forfatteren, der skriver:

”Der er brug for mere menneskelighed, forståelse og intelligens i behandlingen. Og menneskelige kvaliteter som håb, tillid og respekt. Det må, kan og skal blive bedre. Vi taber alt for mange unge på gulvet, som behandlingen er nu," skriver Birgitte Warberg.

Forældrene understreger næsten alle, at de hver især har mødt enkeltindivider og særlige højspecialiserede afdelinger, som har fungeret beundringsværdigt, men ellers er deres generelle vurderinger af den behandlingskvalitet, som de har mødt, voldsomt negative. Så negative, at det umiddelbart er fristende som læser at tilskrive kritikken tyndslidte og forudindtagede forældre.

Men skræmmende nok istemmer Peer Nøhr-Jensen, der har behandlet anoreksipatienter på både Sjælland, Fyn og i Jylland gennem de sidste fire årtier – senest som overlæge på Psykiatrisk Sygehus i Viborg, hvor han stoppede for et halvt år  siden, forældrenes kritik. Ifølge Peer Nøhr-Jensen påfører det psykiatriske system nemlig pigerne decideret angst og kompleks PTSD:   

”Mange af mine patienter får angst og begynder at ryste, når de kommer i nærheden af hospitalet. De har ikke været i decideret livsfare, men de har været udsat for overgreb gang på gang på gang,” fortæller Nøhr-Jensen, der også kritiserer et princip om, at patienterne skal være på en sund vægt for at kunne modtage psykoterapi, at man bruger sondemad som trussel og straf, udskriver patienterne ud fra deres vægt efter tvangsfordringer fremfor, hvordan pigerne har det, samt en tendens hos behandlerne til altid at give patienterne skylden, når behandlinger ikke lykkes: 

”Enten siger de: “Hun vil ingenting. Hun nægter, hun vil ikke deltage i behandlingen. Vi kan lige så godt udskrive hende. Så må hun jo dø.” Og så er det patientens skyld, når de her behandlere ikke er i stand til at behandle hende, fordi behandlerne kan ikke rumme, at de ikke er kompetente. Vi vil da alle sammen gerne føle os kompetente. Og det er der ikke noget galt i. Det gale er, når de begynder at straffe patienten for deres egen inkompetence. Og det synes jeg, at man ser gang på gang på gang,” siger Nøhr-Jensen, der slutter af med følgende svada:

”Det, der foregår i psykiatrien, er tit mere mishandling, end det er behandling. Jeg synes i hvert fald ikke, det er en god behandling. Det er selvfølgelig ikke bevidst mishandling, men patienten oplever det, som at de bliver mishandlet. Og det må være det, der er det vigtigste, mere end hvad behandlerne mener, det er. Og det er det, der gør, at mange af dem får kompleks PTSD, og de spiser sig ud af afdelingen og holder sig langt væk og holder sig bare på sådan en bob-bob-vægt, så de lige kan undgå indlæggelse, men de er langt fra færdigbehandlede. I gamle dage lavede man det hvide snit. Man gør det altid, fordi man mener, at det gavner patienterne. Men man kan jo nogle gange lige standse op og overveje, om det nu er det rigtige... Men det er svært at få systemet til det.”

´At være menneske i et umenneskeligt system´ fremstår som ikke så lidt af en gyser, men desværre optræder der ingen repræsentanter for det kritiserede behandlingssystem i bogen, der kunne have besvaret de mange spørgsmål, som bogen giver anledning til. Dette er en stor svaghed, som koster en stjerne, for som læser sidder man tilbage som eet stort uforløst spørgsmålstegn 

Kan det virkelig være sandt, at det står så brutalt ringe til alt for mange steder i Børne- og ungepsykiatrien? Har dansk anoreksibehandling lukket sig så meget om sig selv, at den er blevet farlig for børnene? Eller er det bare en flok forældre og en enkelt overlæge, der simpelthen ikke har blik for et kompetencebåret offentligt behandlingssystem? De mange tvivlsspørgsmål som ´At være menneske i et umenneskeligt system´ rejser, bør give anledning til et akut serviceeftersyn.

Birgitte Warberg: ´At være menneske i et umenneskeligt system´, er udkommet på forlaget Skriveboblen og koster 249 kroner

 

Tags: kultur

Like eller del denne artikel