"Hvis den (indiske variant, red.) virkeligt er op til 50 procent mere smitsom end B.1.1.7, som der er tegn på i England, vil den givetvis kunne sprede sig både i Europa og også i Danmark, og så bliver det endnu et kapløb med vaccinerne," siger Tyra Grove Krause.

SSI: Vi risikerer at komme ud i et kapløb mellem vaccinerne og den indiske variant

Statens Serum Institut holder et vågent øje med den indiske covid-19-variant, som i øjeblikket spreder sig hastigt flere steder i verden, bl.a. Indien og Storbritannien. Foreløbig er den under kontrol i Danmark, men for hurtige lempelser af coronarestriktionerne kan bringe smitten ud af kontrol, vurderer afdelingschef i SSI, Tyra Grove Krause. 

Storbritannien har intensiveret vaccination af borgere i særligt berørte områder efter udbrud af den indiske covid-19-variant B.1.617. Varianten spreder sig lige nu med så stor fart, at den inden for få dage kan blive den dominerende virusvariant i Storbritannien, vurderer myndighederne. B.1.617 kan bringe nye udfordringer med sig, advarer britiske forskere ifølge CNBC News.

Virusvarianten har været en stærk motor bag de seneste måneders bølger af infektion i Asien. WHO kaldte i begyndelsen af maj varianten for "bekymrende", og i Storbritannien blev undervarianten B.1.617.2 ligeledes benævnt som "bekymrende" 7. maj. Siden har varianten fortsat med at sprede sig, og antallet af nye smittetilfælde med B.1.617 i Storbritannien er næsten fordoblet fra 1.313 registrerede tilfælde torsdag i sidste uge til 2.323 tilfælde mandag i denne uge. 

Den britiske sundhedsminister Matt Hancock oplyste mandag, at 483 tilfælde var fundet ved udbrud i byerne Bolton og Blackburn i det nordlige England, hvor de er blevet den dominerende variant, som spreder sig i alle aldersgrupper. 

I de værst berørte områder har man indført intensiveret vaccination i et forsøg på at beskytte så mange borgere som muligt fra varianten, som ser ud til at være mere smitsom end de hidtidige varianter, skriver CNBC News. 

Spredningen af den nye virus har desuden sået tvivl om den britiske regerings planer om at lette coronarestriktionerne yderligere den 21. juni. 

I Danmark holder Statens Serum Institut nøje øje med udviklingen. Her er man ifølge afdelingschef Tyra Grove Krause bekymrede for den nye variant, som man hos SSI vurderer kan blive sværere at inddæmme end for eksempel den britiske variant B.1.1.7, som i dag står bag 97 procent af alle smittetilfælde i Danmark.

“Vi har af samme grund indført rejserestriktioner i forhold til både Indien, Bangladesh og Nepal, og STPS (Styrelsen for Patientsikkerhed, red.) har fra start  lavet intensiveret kontaktopsporing omkring tilfælde med denne variant,” skriver Tyra Grove Krause i en mail til Sundhedspolitisk Tidsskrift. 

Indtil videre har man i Danmark set 52 tilfælde af den indiske variant version 2 siden uge 13. Der har været tale om  afgrænsede smittekæder med relation til rejse, og på den baggrund vurderer hun, at man indtil videre er i stand til at holde varianten nede, men det er for tidligt at sige om varianten vil blive dominerende i Danmark, som man forventer i England. 

"Vi gør alt, hvad vi kan for at holde de bekymrende varianter nede, dels ved rejserestriktioner, test af alle indrejsende, og ved at lave intensiv kontaktopsporing omkring påviste tilfælde. Indtil videre ser vi ud til at lykkedes med at holde den indiske og andre varianter nede. Men hvis den virkeligt er op til 50 procent mere smitsom end B.1.1.7, som der er tegn på i England, vil den givetvis kunne sprede sig både i Europa og også i Danmark, og så bliver det endnu et kapløb med vaccinerne," siger Tyra Grove Krause.

Sundhedspolitisk Tidsskrift: Varianten rapporteres som lige smitsom i alle aldersgrupper. Hvis vi kan forvente, at den bliver dominerende, hvad kan det så komme til at betyde for i forhold til vaccination og restriktioner?

"Hvis den er mere smitsom end B.1.1.7, som noget tyder på, vil det betyde, at der skal flere forebyggende tiltag til for at holde den nede, så det kan udfordre vores epidemikontrol endnu mere. Heldigvis tyder alt på, at vacciner også kan beskytte mod denne variant, så vi kan håbe, at den vedvarende udrulning af vacciner går hurtigere end spredningen af den indiske variant. Derudover viser det, at der kan være en god grund til stadigt at holde smittetrykket nede, da mere smittsomme varianter ellers vil få bedre betingelser for at blusse op. Truslen fra nye varianter viser, at det er hensigtsmæssigt at holde smittetrykket nede generelt, indtil flere er blevet vaccineret, og ikke lempe for meget for hurtigt, da det vil betyde, at de også kan blusse eksplosivt op. Hvis vi får udbredt samfundsmitte med end mere smitsom variant, vil det medføre stigende smittespredning med risiko for flere lokale nedlukninger,” skriver Tyra Grove Krause.

 

 

Opdateret 19. maj, klokken 14.30: Forekomst af den indiske variant i Danmark

Der er nu fundet 90 tilfælde af den indiske variant (B.1.617), heraf 58 i hovedstaden. B.1.617 findes i flere udgaver. Det er særligt version 2, der er bekymring for i England. Den er der nu set 58 tilfælde af i Danmark siden uge 13.

Tags: corona

Like eller del denne artikel