Borgere i Region Hovedstaden får ny invitation om screening for tarmkræft

Region Hovedstaden sender nu ca. 3.400 nye invitationer om screening for tarmkræft til borgere i regionen. Borgerne kan nemlig have modtaget forbyttede invitationer om tarmkræftscreening. 

I forbindelse med invitationer om screening af tarmkræft er der sket fejl hos PostNord Strålfors, der står for pakning og forsendelse af invitationer om screening for tarmkræft til hele Danmark.
Det skriver Region Hovedstaden på sin hjemmeside.
Fejlene er opstået, fordi en pakkemaskine hos PostNord Strålfors har været ude af drift, og breve med prøvesæt til afføringsprøver i stedet blev pakket manuelt. Derfor har nogle borgere modtaget breve i deres navn, men hvor klistermærket til prøven har haft en andens navn og CPR-nr.
Siden fejlen blev opdaget, har Region Hovedstaden arbejdet på at få identificeret, hvor mange borgere der potentielt kan have modtaget fejlbehæftede invitationer. På baggrund af en redegørelse fra PostNord Strålfors er der udsendt 3.444 invitationer i Region Hovedstaden, hvor der kan være fejl i flere af invitationerne. Derfor sender Region Hovedstaden nu nye invitationer og prøvesæt inden for 10 dage. 
"Det er meget alvorligt, at der er sket fejl hos PostNord Strålfors og der nu er borgere, der skal tage prøven igen. For at være helt sikre på, at der ikke sker fejl med brevene igen, har vi været i dialog med PostNord Strålfors. De har nu ændret på deres procedure, så de manuelle fejl ikke kan gentage sig," siger Else Hjortsø, vicedirektør i Region Hovedstadens Center for Sundhed, til hjemmesiden. 
Kræft i tyk-og endetarm er en af de hyppigste kræftformer i Danmark og derfor tilbydes alle personer i aldersgruppen 50-74 år en undersøgelse hvert andet år.

Tags: Region Hovedstaden, tarmkræftscreening

Like eller del denne artikel