Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Radikale Venstre: Unges mentale trivsel skal styrkes

VALG 2019. Lotte Rod er sundhedsordfører for Radikale Venstre. Hendes mærkesag er unges trivsel, vil gerne have indført et prioriteringsinstitut, så prioriteringer bliver gennemsigtige og retfærdige - og så ønsker hun at fordoble prisen på cigaretter hurtigst muligt

Sundhedspolitisk Tidsskrift: Angiv de tre største udfordringer inden for sundhedsvæsenet i dag - og hvordan de kunne løses?

"En stor udfordring i dag er manglen på sammenhæng. Radikale Venstre vil styrke sundhedsfællesskaberne, så der er fælles økonomi og ledelse til at lave sammenhængende forløb, så ingen falder mellem systemerne. Det hjælper ingenting at nedlægge regionerne og opfinde en række administrative lag, mener vi.

En anden stor udfordring er mistrivsel blandt unge. Der er simpelthen alt for mange unge, der har det skidt. Vi skal både gå til roden af problemet ved at tage hånd om præstationskultur, karakterræs og angsten for ikke at klare sig i uddannelsessystemet. Samtidig skal vi ruste de unge til at begå sig i en verden, hvor teknologien går hurtigere, end vores hjerne er udviklet til, og give de unge hurtig og nem hjælp med gratis psykologhjælp, så de ikke bliver alvorligt syge.

Hos os i Radikale Venstre efterspørger vi derudover politisk ansvar til at skabe retfærdig prioritering og for alvor tage fat på problemstillingen, der handler om manglen på læger." 

Hvad er din mærkesag inden for sundhedspolitik?

"For mig er det en mærkesag at styrke unges mentale trivsel. Derudover vil jeg gerne bekæmpe ulighed i sundhed. Der er noget mærkeligt i, at så mange politikere gerne vil diskutere pensionsalder, men ikke vil tage ansvar for at gøre det, der skal til, for at mindske uligheden i sundhed. Første skridt er at sætte ind mod rygning." 

Hvis du mener, at der i fremtiden vil være medicinske behandlinger, som vi ikke har råd til, hvem skal så afgøre, hvilke behandlinger, der er for dyre?

"I Radikale Venstre arbejder vi for at få et prioriteringsinstitut, så de mange prioriteringer, der jo allerede er en del af virkeligheden, bliver gennemsigtige og retfærdige. Vi har ikke på forhånd lagt os fast på, hvilken model vi skal prioritere efter i Danmark, og for mig er det en pointe i sig selv, at vi skal lave et grundigt arbejde med fagfolk, hvor man også kigger på erfaringerne fra andre lande." 

Hvordan mener du, at Medicinrådet fungerer? Hvad skal justeres fremover?

"Jeg vil gerne udvide prioriteringen til behandlinger, så vi eksempelvis kan vurdere operationer og træning op imod hinanden. Jeg synes også, vi skal diskutere, om vi meningsfuldt kan værdsætte medarbejdernes tid, pleje og omsorg, sådan at dyr medicin ikke per automatik fører til nedskæringer i personalet."

Hvad skal en pakke cigaretter koste? Hvordan skal man forebygge, at flere begynder at ryge?

"Jeg vil gerne fordoble prisen på cigaretter så hurtigt som det er muligt, uden at vi skal have en formue op af statskassen. Radikale Venstre går til valg på at få flere pædagoger i vores daginstitutioner, flere lærere i skolen og grøn omstilling, og derfor må vi finde en vej, hvor vi har regnemaskinerne i Skatteministeriet med på, at det ikke slår hul i statskassen at sætte cigaretpriserne op."

Hvad er din holdning til, at Danmark ikke er på højde med lande. Vi normalt sammenligner os med, når det kommer til prioritering af medicinsk behandling med Ocrevus, Revlimid og Spinraza?

"Jeg vil gerne have et prioriteringsinstitut for at få mere faglighed i vores prioriteringer og mindre politisk indblanding. Det skal ikke være sådan, at dem, der kan råbe højest, får den bedste behandling." 

Hvad er din holdning til, at regionerne har været nødt til at fyre personale på grund af stigende medicinudgifter? 

"Det er ikke enten-eller. I Radikale Venstre har vi lagt en økonomisk plan for, at der kommer flere penge, når der kommer flere ældre og syge. Men vi har også brug for et prioriteringsinstitut, fordi jeg mener, det er et problem, når medicin altid vinder over personale. Vi skal have mest sundhed for pengene, og jeg tror på, at der er mange situationer, hvor mest sundhed for pengene kommer af, at personalet har ordentlig tid til at se og tale med patienten." 

Hvad er din holdning til Folketingets 7. princip, og mener du, at det konsekvent oveholdes?

"Jeg mener, principperne bliver overholdt. Det går jo ikke, at politikerne løber fra ansvaret, når prioriteringen bliver svær."

Hvordan skal man løse manglen på sygeplejersker, læger, praktiserende læger, psykiatere og andre speciallæger?

 "I Radikale Venstre mener vi, at vi skal uddanne flere læger og derudover bruge uddannelsesstillingerne strategisk." 

Hvordan skal man løse manglen på læger i bestemte områder af landet?

"Jeg mener, at vi skal uddanne flere og sørge for at gøre det i de områder af Danmark, hvor vi gerne vil have flere læger. Det er meget nemmere at flytte mennesker, som er unge og studerende, end det er, når først lægerne har slået sig ned og måske stiftet familie. Derudover skal vi give gode muligheder for at kunne være læge på forskellige måder, så man ikke nødvendigvis er bundet til det samme sted hele livet."

Tags: valg2019