Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Flemming Møller Mortensen (S): Sygdom er ufrihed for det enkelte menneske

VALG 2019. Sundhedspolitisk Tidsskrift har ladet sundhedsordførerne for de politiske partier svare på en række spørgsmål. Her er svarene for Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet.

Sundhedspolitisk Tidsskrift: Angiv de tre største udfordringer inden for sundhedsvæsenet i dag - og hvordan de kunne løses.

"Der mangler tid til omsorg i sundhedsvæsenet. Derfor vil vi ansætte flere sygeplejersker og andet sundhedspersonale. Det skal give mere tid til patienterne og mindre pres på medarbejderne.

Der mangler nærhed. Derfor vil vi åbne nærhospitaler og indføre en tjenestepligt for nyuddannede læger i områder med lægemangel, så alle danskere kan få en praktiserende læge. Vi vil ikke centralisere sundhedsvæsenet og skabe usikkerhed for lokale sygehuse, sådan som Lars Løkkes sundhedsreform gør.

Og så er der psykiatrien, som alt for længe er blevet underprioriteret. Vi vil forbedre psykiatrien, så ingen psykiatriske patienter udskrives, før de er raske. Mennesker med psykisk sygdom skal have samme muligheder som fysisk syge for at blive behandlet og vende tilbage til hverdagen."

Hvad er din mærkesag inden for sundhedspolitik?

"Der er mange, men helt centralt for mig står forebyggelsespolitikken. Sygdom er ufrihed for det enkelte menneske. Forebyggelse er den bedste måde at forhindre denne ufrihed på."

Hvordan mener du, at Medicinrådet fungerer? 

"Jeg mener, at Medicinrådet har klaret sine første knap 2,5 år godt. I Socialdemokratiet har vi foreslået at oprette et parallelt behandlingsråd, der skal bidrage til mere lighed i sundhedsvæsenet, sådan som også Etisk Råd har foreslået. Behandlingsrådet skal være med til at afdække uretfærdig forskelsbehandling af patientgrupper i sundhedsvæsenet. Det skal skabe et bedre grundlag for de politiske beslutninger om fremtidige investeringer i sundhedsvæsenet."

Hvad er din holdning til, at Danmark ikke er på højde med lande, vi normalt sammenligner os med, når det kommer til medicinsk behandling med Ocrevus, Revlimid og Spinraza?

"For Socialdemokratiet er det afgørende, at alle patienter – uanset alder, bopæl, indtægt eller lidelse - får en god behandling af høj kvalitet. Derfor har vi sammen med resten af Folketingets partier opsat syv overordnede rammer for prioritering."

Hvad er din holdning til, at det 7. princip ikke konsekvent efterleves?

"Vi bakker op om det 7. princip. På et tidspunkt har der været forvirring om, hvordan princippet blev efterlevet i de tilfælde, hvor et lægemiddel var blevet afvist af Medicinrådet. Derfor er vi tilfredse med, at regionerne nu har lavet en fælles vejledning til læger i de situationer, hvor det vurderes, at en patient bør have adgang til et lægemiddel, selvom Medicinrådet ikke har anbefalet det som standardbehandling." 

Hvis du mener, at der i fremtiden vil være medicinske behandlinger, som vi ikke har råd til, hvem skal så afgøre, hvilke behandlinger, der er for dyre?

"Alle patienter i det danske sundhedsvæsen skal have fri og lige adgang til behandling af høj kvalitet med sikre og effektive lægemidler. Derfor står vi vagt om de syv principper, som alle Folketingets partier blev enige om i 2016, og som sætter rammen for Medicinrådets arbejde. Et arbejde, som rådet har klaret godt."

Hvad er din holdning til, at regionerne har måtte fyre personale på grund af stigende medicinudgifter?

"Socialdemokratiet vil sætte velfærden først i modsætning til den siddende regering, der praler med at have givet skattelettelser for over 20 mia. kr. Vi vil derfor sætte flere penge af til velfærden og vores fælles sundhedsvæsen i takt med, at der kommer flere børn og ældre. For det er klart, at hvis man ikke løbende prioriterer velfærden, så vil der skulle fyres SOSU-assistenter, sygeplejersker eller andre ansatte i vores sundhedsvæsen, eksempelvis ved stigende medicinudgifter."

Hvordan skal man løse manglen på sygeplejersker, læger, praktiserende læger, psykiatere og andre speciallæger?

"Vi skal tage manglen på personale meget alvorligt. For den er en drivende faktor i, at sundhedsvæsenet ikke på alle områder og i alle egne af landet kan levere den kvalitet, vi gerne vil. Derfor skal vi sætte ind med at uddanne flere sygeplejersker og flere praktiserende læger.

Antallet af sygeplejersker på offentlige sygehuse er faldet med 134 siden 2015. Den udvikling skal vi have vendt. Og vi skal sørge for, at alle danskere kan få en praktiserende læge.

Antallet af danskere, der ikke har en fast praktiserende læge er næsten tredoblet siden 2015. Derfor skal vi uddanne flere praktiserende læger som en langsigtet løsning. Men det værktøj slår først igennem på den lange bane. Her og nu – de næste 5-7 år – er vi tvunget til at tage andre midler i brug. Derfor har Socialdemokratiet foreslået en midlertidig såkaldt tjenestepligt på seks måneder for alle nyuddannede læger i almen praksis i forlængelse af deres Kliniske Basisuddannelse. Fordi vi er nødt til at få flere læger ud i almen praksis, også på den korte bane."

Hvordan skal man løse manglen på læger i bestemte områder af landet?

"Der mangler rigtig mange praktiserende læger i Danmark, og problemet er voksende. Over 110.000 danskere har i dag ikke en fast, praktiserende læge. Det er fuldstændig uholdbart.

Regeringen har længe talt og talt om at styrke det nære sundhedsvæsen. Og i mellemtiden er krumtappen i det nære sundhedsvæsen, de praktiserende læger, bare blevet svækket og svækket. Derfor har vi foreslået at uddanne flere praktiserende læger. En løsning, som regeringen heldigvis er gået med på senere. Men der mangler stadig en løsning på den korte bane. Derfor har vi foreslået at bede nyuddannede læger om at give en hånd med umiddelbart i forlængelse af deres 1-årige Kliniske Basisuddannelse.

Indtil 2008 var alle nyuddannede læger 18 måneder i turnus. Nu er KBU’en 12 måneder. Vi vil igen bede de nyuddannede læger om at give en hånd med i 6 måneder mere, sådan så vi kan få flere læger ud i almen praksis."

Hvad skal en pakke cigaretter koste? Hvordan skal man forebygge, at flere begynder at ryge?

"I Socialdemokratiet handler det om at gøre langt mere for at forebygge, at børn og unge begynder at ryge. Her spiller cigaretpriserne en rolle. Men vi ved også, at højere priser vil ramme socialt skævt blandt ældre rygere. Derfor vil vi sætte ind med andre tiltag, som vi ved virker over før børn og unge. Vi vil indføre neutrale cigaretpakker og lovgive om ’tobak under disken’. Og vi vil skærpe kontrollen med, at detailhandlen ikke bryder loven ved at sælge cigaretter til børn og unge, og vi vil indføre en tobaksbevilling, som de kan få frakendt, hvis de alligevel gør det gentagne gange."

 

Tags: valg2019