Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Uenighed på Steno Diabetes Center fører til ledelsesflugt

Steno Diabetes Center Copenhagen med Allan Flyvbjerg i spidsen er ramme om en stribe opsigelser i ledelsen.  Det har givet usikkerhed og uro internt, erkender Allan Flyvbjerg.

Ledelsesstaben ved Steno Diabetes Center Copenhagen bliver tre store kapaciteter fattigere, efter at ledende overlæge Tina Vilsbøll, oversygeplejerske Kirsten Engelhard Nielsen og leder af centerets forskningsenhed Klinisk Metabolisk Fysiologi, Filip Krag Knop, har sagt deres stillinger op.

De to lederes afgang fra den øverste ledelse blev meldt ud internt på centeret i januar.

Kort tid efter meldte også Filip Krag Knop sin afgang, oplyser han selv til Sundhedspolitisk Tidsskrift.

Tina Vilsbøll og Kirsten Engelhard Nielsen fratrådte officielt i slutningen af januar, og årsagen er ifølge direktør for Steno Diabetes Center Copenhagen, Allan Flyvbjerg, at ledelsen og direktionen ikke har kunnet komme til enighed om implementeringen af strategien for organisationen.

”Baggrunden er helt officiel. Der har været en tiltagende uenighed om, hvordan vi skal få vores strategi implementeret, og det har helt udramatisk afstedkommet, at Kirsten Engelhard Nielsen efter eget ønske har bedt om at stoppe på Steno Diabetes Center Copenhagen, og at Tina Vilsbøll, ligeledes efter eget ønske går tilbage til sin tidligere stilling som overlæge og klinisk professor i vores afdeling,” siger Allan Flyvbjerg.

Tina Vilsbøll forlader altså ikke centeret, men fortsætter i en stilling som professor og forsker, men Kirsten Engelhard Nielsen, som har været ved Stenocenteret i 18 år, har sagt sin stilling op for at søge andet arbejde.

De to ønsker ikke at kommentere beslutningen, som ifølge Allan Flyvbjerg har givet nogen uro blandt centerets personale. Centerdirektøren afviser dog, at der skulle være tale om en ledelseskrise.

”Det er klart, at det giver dønninger i en organisation, når en klinikledelse stopper brat, og det skal jeg som øverste chef ikke bagatellisere. Det har da givet usikkerhed og uro internt, og det er noget, vi er ved at håndtere både for organisationens og de ansattes skyld. Vi har en konstitueret ledelse, der sammen med mellemlederne, medarbejdere og jeg selv sørger for, at vi kommer videre, og det er vi godt på vej til,” siger Allan Flyvbjerg.

Som konstitueret klinikchef er forskningschef Birgitte Brock, som ikke er endokrinolog, men er speciallæge i klinisk farmakologi.

Stillingen som klinikchef blev slået op lige efter jul, og sidste frist for at søge stillingen er på søndag. Stillingen som oversygeplejerske vil blive slået op, når der er ansat en ny ledende overlæge, fortæller Allan Flyvbjerg.

Filip Knop har ifølge Allan Flyvbjerg søgt en professorstilling på Herlev og Gentofte Hospital, men vil fortsat i nogen grad være tilknyttet Steno Diabetes Center Copenhagen, forventer Allan Flyvbjerg.

 

 

Tina Vilsbøll - har sagt op

Filip Krag Knop - har sagt op

Kirsten Engelhard Nielsen - har sagt op

Tags: ledelsesflugt

Del artikler