Bæltefikserede patienter passes af vikarer
Psykiatriske afdelinger er så pressede, at de ofte må tilkalde vikarer for at passe bæltefikserede patienter.
Det skriver sygeplejerske og styd.cur. Karen Hvid Fejrskov i et debatindlæg i Jyllands-Posten, hvor hun kritiserer den - ifølge hende - udbredte praksis.
"Jeg har personligt været en del af denne praksis i mange år, og som erfaren psykiatrisk sygeplejerske ved jeg, at dette nærmere er reglen end undtagelsen," skriver hun.
"Vikarerne kommer på afdelingen i vagter af otte timers varighed, hvorefter de afløses af en anden og lige så tilfældig vikar. Dette gentager sig tre gange i døgnet, hvilket betyder, at patienten, der er bæltefikseret, tre gange i døgnet oplever, at der kommer en ny og ganske ukendt medarbejder og sidder hos dem. Der er altså ingen kontinuitet, ingen sikkerhed for høj faglig kvalitet og – værst af alt – ingen tryghed i de allerdårligste patienters behandlingsforløb," skriver hun desuden.
