Indfasning af sundhedsplatformen kan koste region over halv milliard
Besværet med indfasning af sundhedsplatformen i Region Hovedstaden kan betyde færre behandlinger, der kan betyde mindre indtægter fra staten på op mod 430 mio. kr.
I 2016 menes de færre behandlinger at have betydet at indtægten var 100 mio. mindre end forventet.
Det fremgår af en præsentation, som politikerne i regionens forretningsudvalg fik i tirsdags og som Politiken skriver om.
Udsigten til færre indtægter pga. sundhedsplatformen på over en halv milliard inden udgangen af 2017 skyldes blandt andet, at der ifølge regionens økonomer er risiko for, at regionen ikke kan leve op til aftalen med regeringen om at levere 2 procent flere behandlinger.
Regionen reserverer nu en besparelse på omkring 300 millioner kroner, som især skyldes lavere udgifter til medicin i 2017, til at imødegå indtægtstabet.
"Når jeg har en koncerndirektør, der fortæller mig, at der er en risiko for et indtægtstab på 430 millioner kroner i 2017, så er jeg nødt til at tage det for gode varer. Jeg håber ikke, at det bliver det niveau, men nu reserverer vi pengene, så vi kan bruge dem til at dække det, der kan være et hul i kassen," siger regionsformand Sophie Hæstorp Andersen til Politiken.