Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

TOPJOB: Halløj i regionerne

Mens krisen i regionernes sundhedsvæsen spidser til, hvæsses knivene i forhold til ledergrupperne i landets regioner. Der findes næppe statistik, men mon ikke regionerne i disse måneder sætter rekord, måske verdensrekord, i fyringer og udskiftninger af topledere. Ud ryger leder på leder, og hver af dem bærer deres million-dyre opsigelser med sig. I deres sted ruller Tordenskjolds soldater ind. Denne uge er ingen undtagelse, skriver Sundhedspolitisk Tidsskrifts chefredaktør, Kristian Lund. Han giver hver uge i "Sundhedens Topjob" sine skarpe kommentarer og knytter trådene sammen på området for lederjob i sundhedsvæsenet.

 

Ind og ud af svingdøren:

 

1. Jakob Krogh (t.v.) – ny regionsdirektør i i Region Nordjylland. Han erstatter Christian Boel, som nu er direktør for Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune. Jakob Krogh kommer fra en stilling som direktør i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune.

 

 

 

2. Jens Ole Skov (t.v.) – fyres som hospitalsdirektør på Aalborg Universitetshospital med omgående virkning. I stedet konstitueres Per Christiansen som hospitalsdirektør på Aalborg Universitetshospital – og han starter allerede mandag. Han er tidligere hospitalsdirektør for Rigshospitalet. Per Christiansen var inden jobbet på Rigshospitalet selv regionsdirektør for Region Nordjylland. Han udnævnes af Anne Bukh, som selv er konstitueret regionsdirektør.

 

 

3. Helene Probst (t.v.) – ny lægefaglig direktør i Danske Regioner. Hun erstatter Erik Jylling, som nu er blevet lægefaglig regionsdirektør i Region Hovedstaden. Helene Probst havde samme rolle hos Region Midtjylland, indtil hun selv sagde op efter fem måneder.

 

 

 

 

Bekvem afskedigelse – fyret direktør får ansvaret for underskuddet

I denne uge blev det Region Nordjyllands tur til at smide topdirektører på porten. Før det var det Region Sjælland, som afskedigede den øverste direktør for sit prestigehospital, Sjællands Universitetshospital, og bagefter gav øverste koncerndirektør sparket efter bare fem måneder i jobbet.

Region Nordjylland følger samme opskrift – i regionen i nord gik det ud over Jens Ole Skov, som fyres som hospitalsdirektør på Aalborg Universitetshospital med omgående virkning.

Regionen udformede selv hans eftermæle efter 17 års hæderkronet og ubestikkelig indsats som leder af regionens stolthed.

I stedet for at forlade jobbet med oprejst pande, så giver Region Nordjylland en decideret begmand til at hygge sig med. Regionens forklaring på fyringen er nemlig et stort minus i hospitalets regnskab.

”Vi har ikke tillid til, at det bliver bedre i fremtiden i det nuværende set-up”, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V).

Derfor har regionen fedtet ansvaret for de økonomiske problemer af på den afgående direktør.

Hans afskedigelse koster den nette sum af 4,5 mio. kr.

 

Alting går i ring – og Per Christiansen får comeback i Aalborg

I stedet for den afskedigede Jens Ole Skov indsætter Region Nordjylland en god, gammel ven. Regionen har nemlig konstitueret Per Christiansen som hospitalsdirektør på Aalborg Universitetshospital. Han tiltræder allerede mandag.

Per Christiansen kommer fra et job som øverste direktør for Rigshospitalet. Et job, han blev pesioneret fra ved årsskiftet efter otte år i direktørkontoret på Blegdamsvej. Ved den lejlighed spøgte han med at måske ville åbne et antikvariat. Så vidt kom det ikke.

Nu genindtager Per Christiansen jobbet som direktør for regionens store sygehus i Aalborg. Efter det var han regionens allerøverste chef, nemlig regionsdirektør, fra 2009 til 2014.

Nu får han comeback.

 

 

Ny regionsdirektør kan sit kram

Fyringen af Jens Ole Skov og konstitueringen af Per Christiansen bliver nok den sidste større beslutning, som Anne Bukh når at træffe. Hun har nemlig selv været konstitueret i sit job – som regionsdirektør. Nu indtages det kontor af den varige løsning, Jakob Krogh, som forhåbentligt får mange år i topjobbet i Region Nordjylland.

Jakob Krogh kommer fra stillingen som direktør i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune, faktisk et kæmpejob med 14.000 ansatte. Nu tager han springet til en region – det skal nok udlægges i regionen som et spring fremad.

Hvis det bliver forklaringen, så får regionen svært ved at forklare, hvorfor forgængeren i regionsdirektørens kontor, Christian Boel, kunne få den vanvittige ide at sige jobbet op i regionen for at springe nedad til sit nye job – som direktør for sundheds- og omsorgsforvaltningen, bare i Aarhus Kommune.

I jobopslaget til regionsdirektørjobbet blev der specifikt ikke forlangt erfaringer med sundhedsvæsenet – men det må man sige, at Jakob Krogh har til overflod. Han møder ind med fire års erfaring fra jobbet som direktør for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Københavns Kommune. Før det havde han en syv år lang karriere i Sundhedsministeriet.

Så han kan sit sundhedskram.

Til gengæld er det ikke hans plan at bosætte sig i regionen – og den bliver svær at sluge på de kanter. Jakob Kroghs familie bliver boende i Vanløse, mens han selv er på pinden i Aalborg fra mandag til torsdag – så kan han tage møder i København i slutningen af ugen.

Modellen er ikke just ukendt, hverken for nordjyder, der arbejder i København, eller københavnere, der arbejder i Nordjylland.

 

Hun vendte Kühnau ryggen i Midtjylland – nu ansætter han hende i Danske Regioner

Helene Probst nåede ikke at gå ledig mange uger, efter hun sagde op som lægefaglig direktør i Region Midtjylland. Hun stoppede i Midtjylland i maj, og nu er hun udnævnt til det meget større job som lægefaglig direktør i Danske Regioner.

Hun starter i jobbet 1. november, og inden da nåede hun såmænd også at fungere som rådgiver på sundhedsområdet.

Men nu slutter lediggangen, og politisk set vender hun hjem til Anders Kühnau, som hun ellers sagde adjø til i Region Midtjylland. Men nu starter hun i nyt job - hos formanden for Danske Regioner, og det er jo selvsamme Anders Kühnau.

Hun erstatter Erik Jylling, som havde alle forudsætningerne for at blive en succes som ”cheflæge” for Danske Regioner. Vidende, vellidt, stærk kommunikator, kæmpe netværk - men Erik Jylling blev ingen succes for Danske Regioner. Måske fordi regionens forvaltning i den grad ligger under for politikerne.

Nu har Erik Jylling så overtaget jobbet som lægefaglig direktør i Region Hovedstaden, og der er arbejdsbetingelserne anderledes, og man kan sandelig ikke udelukke, at han bliver en succes dér.

I hans sted skal Helene Probst fylde skoene ud, og det må man sige, at hun er godt rustet til. Ikke på grund af erfaringerne i Region Midtjylland, men efter hendes år som højrehånd til Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, under coronakrisen. Det gav rutine i den svære kunst at kommunikere.

Måske kan Danske Regioner langt om længe få sin egen ”cheflæge” – Helene Probst kan blive et vigtigt kort for regionsprojektet.



topjob