Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Susanne Tvede Andersen mener, at den reviderede udgave af lovforslag 2b stadig flytter afgørende beslutningskraft væk fra de praktiserende læger.

Justeret 2b-lov hjælper lidt – men løser ikke de vigtigste problemer

Skrevet af Susanne Tvede Andersen den . Skrevet i Kommentarer.

Kommentar

Susanne Tvede Andersen
Øjenlæge

 

Selv om regeringen har justeret en ny lov om almen praksis, som torsdag førstebehandles i Folketinget, mener Susanne Tvede Andersen, at de praktiserende læger stadig mister indflydelse på de vigtigste beslutninger i deres hverdag. Regionerne får styringen over økonomi og opgaver, og lægerne risikerer at stå tilbage med ansvaret, men uden reel kontrol. Hun har lavet et borgerforslag, som kræver, at loven vil blive ophævet. Forslaget har næsten 40.000 stemmer.

Den reviderede udgave af lovforslag 2b præsenteres nu som en stor forbedring, og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) giver indtryk af, at aftaleretten i almen praksis er bevaret. Det er desværre ikke korrekt. Når man ser nøgternt på ændringerne, står det klart, at PLO stort set har mistet sin reelle forhandlingskraft  især på de områder, der betyder mest for lægers hverdag og for praksisdriftens bæredygtighed.

Det er rigtigt, at PLO fortsat får indflydelse på efteruddannelse, forskning og IT. Men disse områder udgør måske 10 procent af de forhold, der er afgørende for almen praksis’ funktion. Den centrale aftaleret, økonomien, patientantallet og vilkårene for praksisdrift er ikke længere et forhandlingsspørgsmål.

Det er regionsstyring.

Den nye honorarstruktur, patienttallene, kapacitetsstyringen og håndteringen af nye opgaver bliver nu fastsat af regionerne og staten. Det betyder, at lægerne mister indflydelse på netop de forhold, som ændrer deres arbejdsliv mest: Hvor mange patienter de skal have, hvor meget ekstraarbejde der lander i klinikken, og om der følger honorering med, når opgaver skubbes fra hospitalerne ud i almen praksis. Det er svært at se som andet end en afmontering af det kollektive aftalesystem.

Lægen står alene

PLO fremhæver, at Praksisklagenævnet er en forbedring, fordi der nu “sidder en dommer for bordenden”. Men man glemmer at nævne, at PLO ikke længere repræsenterer lægen i nævnet. Lægen står alene, mens regionerne møder frem med jurister, og nævnet selv betjenes juridisk. Derudover indfører loven nogle af de hårdeste sanktioner, vi nogensinde har set i almen praksis: midlertidig lukning af klinik, hjemtagning af ydernummer og total eksklusion fra sektoren. Det kalder PLO “retsikkerhed”. Jeg mener, det er en alt for positiv udlægning.

Det er værd at huske, at det er lægerne, ikke regionerne, der bærer den økonomiske risiko i praksis. Det er lægen, der har personaleansvar, betaler husleje, investerer i udstyr og driver en klinik, der skal fungere i hverdagen. Under den nye model har lægerne ingen indflydelse på, om deres honorarer udvikler sig i takt med udgifterne. Der er ingen garanti for, at de kan afskrive nødvendige investeringer, eller at nye opgaver som flere kontroller, længere åbningstid eller ekstra diagnostik følges af økonomisk dækning.

Når PLO derfor taler om, at “aftalerummet er bevaret”, så gælder det kun i den perifere del af aftalesystemet. På de vigtigste områder økonomi, opgaver, belastning og kapacitetsstyring – er magten flyttet til regionerne. Det er en strukturel magtforskydning, der ikke løses af henvisninger til “forståelsespapiret”. Papiret er ikke hjemmel, og det er økonomien, der afgør virkeligheden.

Det, ingen taler om

Og så er der det, ingen taler om: Privatiseringen forklædt som reform. Regionsmodellen, som nu fastlægges i loven, er ikke kun en styringsmodel. Den er en åben dør til private kapitalkæder. Regionerne får mulighed for at opkøbe ydernumre, drive klinikker og udbyde driften. 

Private virksomheder kan byde ind, overtage driften og ansatte læger præcis som i en klassisk Goldman Sachs-model, hvor investorer bærer risikoen, og lægerne blot er ansatte.

Godt nok må én speciallæge kun eje tre ydernumre. Men det kan omgås via selskabskonstruktioner, partnerskaber og koncernmodeller. Alle, der kender sundhedsjuraen, ved, hvor let sådanne begrænsninger kan rundes.

Regionsdrevne og kapitalejede klinikker bliver dermed et strukturelt værktøj, ikke en nødløsning.

Det er ikke nødvendigvis dårligt med privat innovation men man bør sige det ærligt. Denne reform åbner for privatisering af kernen i det danske sundhedsvæsen, uden at kalde det ved navn. Og en ting er sikker – regionerne har ikke råd til at købe eller drive ydernumrene. Derfor er dette en reel risiko.

Jeg er ikke praktiserende læge – men det her bør bekymre alle

Det er vigtigt at sige, at jeg ikke skriver dette som alment praktiserende læge, for jeg er det ikke. Jeg kæmper ikke for mine egne vilkår, men for princippet om retssikkerhed, faglighed og bæredygtig organisering af sundhedsvæsenet. Jeg ser et system, hvor lægerne tager den økonomiske risiko og samtidig mister indflydelse på netop de forhold, der bestemmer, om driften overhovedet kan hænge sammen. Det bør bekymre alle – også dem, der er glade for de justeringer, der nu er foretaget.

Der er forbedringer i lovforslaget i forhold til juni-versionen. Det skal man ærligt anerkende. Men samtidig må man ikke lukke øjnene for, at de mest afgørende styringsgreb nu ligger hos regionerne. Det er efter min vurdering den største udfordring for almen praksis’ fremtid  og en risiko, der ikke fjernes ved optimistiske tolkninger af et forståelsespapir.